[b]Skrigende elendig 90’er-onani[/b]

[i]”Fuck aldrig med originalen,”[/i] siger hovedpersonen Sydney Prescott i “Scream 4”. Det råd har filmens instruktør, Wes Craven, valgt ikke at følge i gyser-serien, som har ligget død og begravet i 11 år. Tværtimod fucker han alt det, som gjorde originalen banebrydende og vellykket, i stumper og stykker. “Scream 4” er selvironisk, selvrefererende og selvoptaget i en sådan grad, at selv Quentin Tarantino ville give Wes Craven en lussing, hvis han mødte ham på gaden.

Det fjerde kapitel i gyserserien starter med en prolog, der er 90’er-selvironisk på den ufede måde. To smukke, barmfagre kvinder sidder alene hjemme. Pludselig ringer telefonen. Det er den ikoniske morder Ghostface Killer, der er i den anden ende af røret og… ja, så går det hele ellers i selvsving med referencer og ligegyldige kommentarer på gysergenrens mange regler og konventioner. Lyder det smart og sjovt? Det er det virkelig ikke.

Da “Scream 4” rigtig går i gang, er Ghostface Killer endnu en gang løs i Laksegade, og myrderierne sker samtidig med, at hovedpersonen fra de tre første film, Sydney – spillet konstant på grådens rand af Neve Campbell – vender tilbage til sin hjemby. Courtney Cox er også tilbage i rollen som den øretæveindbydende journalist Gale Weathers, og David Arquette spiller endnu en gang sheriffen Dewey, der er så inkompetent, at han får Chief Wiggum fra “The Simpsons” til at ligne John McClane.

[i]”Nyt årti. Nye regler”[/i] lyder sloganet til “Scream 4″. Og undervejs bliver publikum da også konstant mindet om alle de regler, der eksisterer i gysergenren i dag. En af filmens obligatoriske gysernørder siger på et tidspunkt, at [i]”det uventede er den nye kliché[/i]”. Ironisk taget i betragtning, at der ikke er noget som helst uventet over “Scream 4”. Den ender selv med at være en kæmpe kliché på alt det, som gjorde originalen seværdig. Og apropos regler så kunne instruktørens regelsæt for filmen se nogenlunde således ud:

1. Fyld “Scream 4” med så mange referencer til de tidligere film, at ingen lægger mærke til, at der ikke rigtig sker noget seværdigt i den nye.
2. Få skuespillerne til konstant at snakke om klicheerne i gysergenren, så der ikke er nogen, der opdager, at min egen film selv er én stor kliche.
3. Slut alle mordene af med en ironisk kommentar, så det fjerner fokus fra, at jeg ikke længere kan lave rigtige gys.