Der er autentiske dramaer, som formår at involvere publikum, uden at virke iscenesatte… som er storstilede og inspirerende uden at være manipulerende… og som føles ægte og virkelige, uden at det trods alt bliver glemt, at der altså også skal tjenes lidt penge på filmen. Og så er der den type autentiske dramaer, som blot synes at manipulere med publikum på et følelsesmæssigt plan. De giver den enkelte historie langt flere kunstige og fiktive lag end det burde være tilladt. Derved opnår man at få historien til at virke endnu mere fantastisk og ekstraordinær, end den i virkeligheden er, hvilket filmen sjældent kan bære. Den indrømmet flotte, gennemførte og velspillede “Seabiscuit” hører til i den sidstnævnte kategori.

Jeg er personlig vild med film, som tager sig tid til at bygge op, og som ikke hopper hovedkulds ud i den ene hæsblæsende begivenhed efter den anden, og “Seabiscuit” tager sig bestemt tid til at bygge op… [i]for[/i] megen tid. Inden vi overhovedet møder den pirrelige galophest Seabiscuit, får vi først et bredt billede af hvordan de tre hovedpersoners liv udartede sig, inden de alle stødte på den hurtige hingst.

Charles Howard (Jeff Bridges) er en ældre sympatisk herre, som på rekordtid gik fra at være en nedtrykt underbetalt mekaniker til en velhavende og succesrig bilproducent. Men børskrakket i 1929, hans søns død og efterfølgende skilsmisse gør ham deprimeret igen. Men da en ny kvinde træder ind i hans liv kommer han mentalt ovenpå igen, og får pludselig en større interesse for galopsport. Han opsøger den sky hestetræner Tom Smith (Chris Cooper), og får fat på hesten Seabiscuit – en vild galophest, som ingen har nogen større tiltro til. Den vilde Seabiscuit synes at være utæmmelig, indtil den ligeledes hidsige, forvirrede og temperamentsfulde unge knægt Red (Tobey Maguire) træder til som jockey. Red og Seabiscuit synes at være emotionelt “kompatible”, så nu går det løs både på og uden for galopbanen, hvor hele USA tilsyneladende bliver interesseret i den lille hests sportslige eskapader.

Disse tre skuespillere er alle fænomenale. Jeff Bridges burde forlængst have vundet en Oscar, og hans præstation i “Seabiscuit” burde i hvert fald mindst resultere i hans 5. nominering. Chris Cooper gør hvad han kan med en rolle, som ikke virker helt manuskriptmæssigt udbygget, hvilket resulterer i, at han ofte gør brug af sit særdeles velartikulerede kropsprog til fordel for sit verbale til at udtrykke sin karakters følelser. I rollen som Red ser vi først teenageren Michael Angarano, men da Red bliver lidt ældre overtager Tobey Maguire rollen. Dette skuespiller-skift må gå over i historien som det værste af slagsen til dato. De to skuespillere ligner lige så meget hinanden, som Seabiscuit ligner Lassie! Den altid herlige William H. Macy optræder som den morsomme væddeløbs-kommentator Tick Tock McGlaughlin, som tit er med til at løse den ofte kølige stemning op.

“Seabiscut” bygger alt for langsomt op, og den begynder hen af vejen at bukke under for de talløse sub-plots, der bliver ved med at poppe op. De mange historier som filmen forsøger at fortælle på én gang efterlader i sidste ende en lettere tung smag i munden. Det ødelægger helhedsindtrykket, fordi man får en klar fornemmelse af at “Seabiscuit” ikke helt ved hvor den vil hen. Hvis blot filmen havde været så determineret som hesten den var opkaldt efter…

Udover de flotte skuespillerpræstationer er der en hel del andre positive ting at rose filmen for. Fotograf John Schwartzman (som magtede at gøre film som “The Rock” og “Armageddon” billedmæssig interessante) har præsteret at gøre filmen særdeles flot, og dens mange væddeløbssekvenser formår at virke spændende og fængende, på trods af at hestevæddeløb efter min mening er en af verdens mest ensformige og kedelige sportsgrene. Filmens set-design er også særdeles imponerende – man er aldrig i tvivl om, at man befinder sig i 30’ernes Amerika. Randy Newmans soundtrack er traditionelt, men slet ikke så ringe endda, og heldigvis ikke så manipulerende som frygtet.

Instruktør Gary Ross (som også har skrevet filmens manuskript) stod sidst bag den opsigtsvækkende “Pleasentville”, og “Seabiscuit” lider af mange af de samme problemer som “Pleasentville” – den slutter et godt stykke tid efter at man fornemmer, at filmen burde have sluttet. Dette gør, at den i sidste ende udmunder i en kamp for at opretholde det følelsesmæssige engagement, hvilket ikke er let… Det virker også som om at filmen prøver at gøre hele “Seabiscuit-hændelsen” til en langt vigtigere sportsmæssig og historiemæssig begivenhed, end den egentlig var. Dette skyldes, at filmen desværre aldrig giver os et detaljeret eller fyldestgørende billede af den gængse amerikaners liv i perioden, men nærmere et konstrueret og kliche-agtigt billede. Det eneste vi får er en serie sort/hvide still-billeder med tilhørende voice-over, som prøver at forklare os nationens tilstand dengang, men det er et ineffektivt element i fortællingen af selve historien.