[b]Et diabolsk kig gennem nøglehullet[/b]

Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Hvor går grænsen mellem de to størrelser – hvis man da overhovedet kan tale om en grænse? Det er det elementært interessante spørgsmål i “Selv i de bedste hjem”; den franske mesterinstruktør François Ozons fjortende spillefilm siden debuten “Regarde la mer” fra 1997. Humoren er kulsort spiddende og med tungen drilsk placeret i kinden – som altid hos Ozon – i denne velspillede thriller, hvor voyeurisme, begær og skolestile er grundingredienserne.

Åå bageste række, iklædt mørkeblå skoleuniform og med et målrettet blik i øjnene, finder vi den 16-årige Claude, spillet af Ernst Umhauer. Da han afleverer en stil om sin weekend til sin fransklærer Germain, forbløffes den ellers ret uimponerede eks-litterat over drengens modne, sproglige stil og saftige historie, der slutter med et [i]fortsættelse følger[/i]. For i stilen udfolder Claude en historie om klassekammeraten Raphas hjem og middelklassefamilie; særligt moderens Esther, som han over længere tid har beundret på sikker, voyeuristisk afstand fra en bænk i parken.

Germain og hans kone Jeanne bider straks på Claudes føljeton-krog og venter i spænding på næste kapitel om Rapha, hans forældre og Claudes nu faste gang i deres hjem. Germain tilbyder Claude enetimer efter skole og underviser ham i de store, litterære klassikere. Og snart bliver det svært at skelne virkelighed fra forfatterens fantasi i de tiltagende farligere og begærfyldte kapitler.

Det er langt fra første gang, at François Ozon beskæftiger sig med forholdet mellem fiktion og virkelighed i sine film. I “8 kvinder” leger Ozon intrigant med det sete og det forestillede. “Swimming Pool” handler om en britisk forfatterinde på skriverefugium i det (lummer)franske, og om hvordan hendes oplevelser her væver sig ind i hendes bog. Allermest melodramatisk, og desværre også forkætret over en bred kam, er Ozons skarpe, ironiske pastiche “Angel”. Portrættet af (endnu) en kvindelig forfatter, her i begyndelsen af 1900-tallet, byder på en besk lektion i, hvor ødelæggende det kan være at dagdrømme sig til succes. Og nu altså “Selv i de bedste hjem”, hvor instruktøren på ingen måder lægger skjul på, at fiktion og virkelighed er tæt forbundne. Som filmen skrider frem, lader han ligefrem Germain poppe op midt i handlingen i Raphas hjem for her at irettesætte og kommentere elevens måde at fremlægge historien på. Et modigt filmgreb, der skaber følelsesmæssig distance og beviser, at Ozon aldrig går efter at behage.

“Selv i de bedste hjem” leverer også satiriske stikpiller til både det bedre borgerskab og middelklassen. Kristin Scott Thomas spiller galleristen Jeanne; Germains hustru. Hun har et værk til salg, der forestiller et hagekors af erigerede pikke. Den scene klukkede jeg mig lystigt igennem. Dog må Jeanne i stedet ty til at sælge miljørigtig brugskunst af udtjente bildæk for at få forretningen til at løbe rundt. Og så er der Raphas forførende middelklasse-mor, spillet af Emmanuelle Seigner, der bare tusser rundt derhjemme hele dagen og fortaber sig i de drømme, boligmagasinerne sælger hende. Hende forelsker den farligt-forførende teenager Claude sig selvfølgelig i, mens kammeraten Rapha sender længselsfulde blikke til Claude selv. Og hvorfor begærer Germain ikke længere sin hustru, efter han har taget Claude under oplæring? Det er med andre ord Ozon [i]classique[/i], når det kommer til de mulige seksuelle konstellationer karaktererne imellem.