[b]Semi-Sjov[/b]

Engang var det umuligt at finde hoved og hale i virvaret af film om potentielle, afdankede og/eller undertippede atleter, der sejrer imod alle odds. Og nu er der gået så meget sport i at lave komedier om genren, at det også er blevet vanskeligt at holde rede på alle parodierne. Javist, engang var det morsomt at se sportsfilmenes klicheer blive hånet. Men “Semi-Pro” beviser, at sportskomediegenren har brug for at få indsprøjtet noget kraftigere end EPO for at overleve.

I visse henseender adskiller “Semi-Pro” sig ikke fra “Blades of Glory”, “Dodgeball”, “Talladega Nights”, “Balls of Fury” eller adskillige andre grene på genrens hastigt skydende træ. “Semi-Pro” omhandler en gruppe forskelligartede mænd, der dyrker basketball på amatørniveau i 1976. Da deres klub trues af nedlukning på grund af en forestående ligasammenslutning, beslutter d’herrer sig for ihærdigt at skovle nok point sammen til at sikre klubbens overlevelse. Lyder det bekendt? “Semi-Pro” følger selv sportsfilmgenrens konventioner så slavisk, at man undertiden kommer i tvivl om, hvorvidt ophavsmændene havde større interesse i at lave et drama end en komedie om deres persongalleris udskejelser. De mange ineffektive vitser understøtter ligeledes den tankegang.

Som sædvanligt spiller Will Ferrell en dum og barnlig, men alligevel sympatisk fyr, der jævnligt opfører sig som en tåbe, men egentlig blot vil det bedste for alle sine kammerater. Men uanset hvor ofte Ferrell siger F-ordet og gjalder højlydt, virker hans nyeste karakter, Jackie Moon, og komedien om ham både tandløs og anonym. Moon er slet ikke ligeså karismatisk som Ricky Bobby fra “Talladega Nights” eller ligeså løssluppen og uforudsigelig som Chazz Michael Michaels fra “Blades of Glory”. Måske har Ferrell været bange for at gå op i gear af frygt for at vække for mange minder om sine andre alter egoer.

Men selv når han ikke er i sit es, er Ferrell en hæderlig joker. Til tider udviser skuespilleren nøjagtig den utrættelige entusiasme, der har gjort ham fuldstændig uimodståelig adskillige gange. Men selv i de komedier, hvor Will Ferrell var primus motor, har de andre skuespillere haft nok spilletid og materiale til at gøre deres særprægede bifigurer charmerende og elskværdige. Men ingen undslipper i denne omgang Will Ferrels skygge. Will Arnett portrætterer som sædvanligt en selvhøjtidelig egocentriker, og som altid er stjernen fra “Arrested Development” en fornøjelse. Men Arnett medvirker kun i en håndfuld scener. Og ud over Arnett og Ferrell er Woody Harrelson den eneste skuespiller, man for alvor mindes at have set i aktion, når rulleteksterne begynder.

Men Harrelson har uheldigvis den tvivlsomme ære af at spille filmens mest (og endda udelukkende) seriøse figur: den engang professionelle basketballspiller Monix, der både kæmper hårdt for at forbedre basketballspillernes færdigheder og generobre sin ekskæreste. Kun en af disse missioner er tilnærmelsesvis interessant at overvære. Gæt hvilken. Filmen er heldigvis aldrig ligeså infantil som “Balls of Fury”, og “Semi-Pro” er bedst, når Moon på vanvittig vis forsøger at tiltrække mange tilskuere til kampene. Men der er for langt imellem de virkelig sjove sekvenser og replikker, som sjældent er ligeså ambitiøse som 70’er-scenografien. Slutningen overrasker og er et af filmens højdepunkter, men den er også så brat, at man mistænker filmmagerne for at være blevet så trætte af seancen under optagelserne, at de bare ville have det hele overstået.

[b]Video[/b]

“Semi-Pro” ser godt, men desværre ikke helt godt [i]nok[/i] ud på dvd. Glorier, snavs og pletter optræder aldrig. Udtværing optræder sjældent og kun i de allermørkeste scener. Kontrasten er til tider lidt flad, hvorfor visse nattesekvenser og scener med mange skygger savner mere dybde. Men oftest er selv billedets dunkle områder spækkede med detaljer, og både de kraftige og kølige farvenuancer gengives fornemt. Mange skud virker uheldigvis en anelse slørede, men man irriteres sjældent for alvor af den manglende skarphed.

[b]Audio[/b]

Skivens Dolby Digital 5.1 EX-lydspor imponerer allerede, da filmselskabernes logoer dukker op i starten af filmen. Et kraftfuldt musiknummer opnår ekstra slagkraft og omslutter for alvor seeren takket være forbavsende intelligent brug af både subwooferen og baghøjtalerne. Men hovedparten af “Semi-Pro” lyder knap så interessant. Dialogen er tydelig, men hverken lydsidens højeste eller dybeste toner lyder ovenud fantastisk. Panoreringerne er fine uden nogensinde at være tilnærmelsesvis uforglemmelige, og en mere gennemtænkt auditiv atmosfære havde været velkommen.

[b]Ekstramateriale[/b]

Inden menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Harold & Kumar 2 – Flugten fra Guantanamo”, “Balls of Fury” og “Min brors kæreste”. Desuden medfølger tre trailere til “Semi-Pro”, en kedelig musikvideo til nummeret “Love Me Sexy” og et par muntre, iscenesatte interviews med Ferrells karakter, Jackie Moon. Skiven indeholder 15 minutters alternative/slettede scener, og faktisk er hovedparten af disse saksede sekvenser ganske festlige. Filmen havde formentlig været bedre, hvis de ikke alle var blevet droppet. Ca. 58 minutters dokumentarer medfølger også. I visse af disse disker Ferrell op med herlige og herligt sarkastiske kommentarer, men ellers ævler skuespillerne og filmmagerne hovedsageligt om, hvor fantastisk det var at arbejde på filmen. Gab.