“Serenity” betyder noget i retning af sindsro. Det er imidlertidig også navnet på det rumskib, hvorom handlingen i filmen af samme navn udspiller sig. Titlen er dog misledende i den forstand, at sindsro ikke er noget som dens besætningsmedlemmer nyder meget af. I stedet får vi et fantastisk underholdende rumeventyr og en film, der er den rene fornøjelse.
“Serenity” er baseret på Joss Whedons tv-serie “Firefly”, som havde den triste skæbne at blive aflyst efter blot en enkelt sæson. Trods det har serien efterhånden opbygget en stor og loyal fanskare, og det er ikke mindst takket være dem, at denne film nu er kommet. Whedon, der tidligere har skabt tv-serierne “Buffy” og “Angel”, fik i “Firefly” den bizarre ide at sammenblande western- og science fiction genrerne til et meget unikt koncept. Westernelementerne er nedtonet lidt i filmen, men ellers er seriens oprindelige charme intakt.
[image=11442]
Året er 2507, og jorden er ikke længere beboelig. Derfor har menneskene bosat sig på fremmede planeter, der styres af Alliancen. Der har for nylig været en blodig kamp, ikke ulig den amerikanske borgerkrig, mellem Alliancen og de uafhængige planeter som endte med Alliancens sejr. Efter skuffelsen og det bitre nederlag har Kaptajn Mal Reynolds købt sig et Firefly-fragtskib ved navn Serenity. Desuden har han udstyret det med en blandet besætning bestående af den loyale krigsveteran Zoë, hendes mand piloten Wash, mekanikeren Kaylee, og den afstumpede lejesoldat Jayne. Sammen rejser det brogede mandskab rundt i ydrekanten af rummet, hvor de overlever ved hjælp af smuglerjobs og mindre røverier.
Mal har droppet alle visionerne og ønsker nu blot at klare sig selv, men skæbnen spiller ham et pus, da to passagerer, søskendeparret Simon og River Tam, kommer ombord. De er begge på flugt fra Alliancen. River har været udsat for grusomme eksperimenter og bærer på en hemmelighed af stor betydning. Alliancen sender derfor en toptrænet snigmorder efter dem med en klar besked til Mal: Afleverer River eller betal prisen! Mal har dog ikke uden videre tænkt sig at give efter, og snart kommer det til et blodigt opgør med tab på begge sider.
[image=11392]
Serenity er noget så udsædvanligt i vores tidsalder, som en science fiction film hvor underholdningen kommer fra rollerne og replikkerne snarere end fra speciel effekts. Selvom computereffekterne er ganske habile, så er de ikke så imponerende som dem de store film kan præstere. Til gengæld er filmens karakterers indbyrdes forhold så veludført og hjertelig, at man føler langt mere med dem. Filmen har en skøn gammeldags cliffhanger-stemning som jeg ikke kan mindes at have oplevet friskere i evigheder. Her er overfladerne mindre poleret men til gengæld er indholdet bedre. Stemningsmæssigt minder filmen om den første “Star Wars” med forfaldne byer, slidt teknologi og Serenity selv der, ikke ulige Tusindårsfalken, er tilbøjelig til at falde fra hinanden på ubelejlige tidspunkter.
Trofaste fans af “Firefly” vil være med fra starten, men de der ikke kender serien i forvejen må affinde sig med at være lidt forvirrede de første tyve minutter, men ellers kræver filmen ikke forudgående kendskab. Rollebesætningen udmærker sig ved at være helt uden store navne, men der spilles glimrende af alle og man mærker den vante kemi mellem skuespillerne. Særligt imponerende er Nathan Fillion som Kaptajn Mal. Han har en fortrinlig karisma og evne til at levere [i]one-liners[/i], så de sidder lige i øjet. Desuden er Chiwetel Ejiofor noget nær perfekt som den koldblodige snigmorder med den venlige fremtoning.
[image=11443]