Filmz
Serious Man, A

Serious Man, A

Medvirkende:

Michael Stuhlbarg, Richard Kind, Fred Melamed, Sari Lennick, Aaron Wolff, Jessica McManus, Peter Breitmayer, Brent Braunschweig, David Kang, Benjy Portnoe, Jack Swiler, Andrew S. Lentz, Jon Kaminski Jr., Ari Hoptman, Alan Mandell

Instruktør:

Ethan Coen, Joel Coen

Genre:

Komedie

Serious Man, A

[b]Et seriøst godt svar[/b]

Med undtagelse af den udmærkede, men efter Coen’ske standarder middelmådige “Burn After Reading”, så er brødrene Ethan og Joel kendt for at besætte rollerne i deres film med ukendte og upåagtede skuespillere. Således er John Turturro, Jon Goodman og Frances McDormand på det nærmeste opfundet af de to særlinge. Efter den forrige flirt med de etablerede navne Clooney, Pitt og Malkovich er brødrene Coen tilbage ved udgangspunktet med “A Serious Man”, der meget vel kan gøre Michael Stuhlbarg til deres næste store fund.

[image=46920]

Efter en mildest talt særpræget prolog starter vi i et forstadsmiljø i 1967 til tidens brydningstoner leveret af Jefferson Airplane. Her møder vi den jødiske fysiklektor og familiefar Larry. En dag brydes familieidyllen, da konen vil skilles til fordel for en bekendt af familien. Larry forstår det ikke, han har jo ikke gjort noget, men det er netop problemet. Det forstående brud sætter en mental lavine i gang hos Larry, der udover en hashrygende søn og en skønhedsfikseret datter belemres af den fremmedfjendske nabo, bestikkelsesforsøg fra en studerende, en anonym smædekampagne på jobbet samt broren Arthur, der sover på sofaen. Larry har mistet meningen med det hele og søger svar hos lokalsamfundets rabbinere, der ikke er i stand til at besvare Larrys spørgsmål – hvad er meningen?

“A Serious Man” er en lille film, måske Coen-brødrenes mindste, men under den underspillede overflade gemmer der sig en kæmpe af en film, der har potentiale til at blive den mest langtidsholdbare af alle fra det imponerende Coen’ske bagkatalog. Filmens omdrejningspunkt er Larrys søgen efter svar, håndfaste svar, som han finder dem i fysikkens verden. Men Larrys tvivl og søgen gør blot, at han lader meningen og livet suse forbi øjnene på ham, alt imens hans børn og den depressive bror lades i stikken. Det tætteste, Larry imidlertid kommer på at finde svar, er ikke hos fysikken eller religionen, men på bizar vis hos udvekslingsstudenten Clive, der tørt konstaterer: [i]”Erkend mysteriet”[/i].

[image=46919]

Udover livet er det et mysterium af de store, hvorledes brødrene Coen har iscenesat denne films billedside og lydside med så stor perfektion, som tilfældet er. Alt finder sammen i en uhørt harmoni lige fra den virkelighedsflygtende hashrus med den betagende nabo Mrs. Samsky til den bjergtagende slutsekvens, der på eminent holistisk vis samler de indledende toner fra Jefferson Airplane op igen. Hver for sig er sekvenserne sublimt udført, og helt igennem udsøgt spillet af et hold nye Coen-opfindelser, og sammen skaber helheden både mening for Larry og den til dato mest helstøbte film fra brødrene Coens snørklede filmunivers, og det siger ikke så lidt.

Særligt bør Michael Stuhlbargs formidable almindelige Larry fremhæves, der på samme vis som John Turturros Barton Fink er ramt af en eksistentiel truende tvivl og en fornemmelse af ikke at have udrettet noget med det liv, der leves for øjnene af ham. Men i modsætning til “Barton Fink” er der i fortællingen om den seriøse mand langt mere moden klangbund i substansen – brødrene er blevet voksne, og det klæder dem. Denne udvikling kombineret med det vanligt skævt karikerede persongalleri gør, at man sidder med en fornemmelse af at have overværet en monumental milepæl, der er banket i med en usædvanlig sans og kælen for detaljen. Samtidig er filmen ikke bange for at drive tålmodigt gæk med sit publikum, der konstant sidder og venter på, at filmens handling skal tage fart – måske på samme vis som med livet – men det gør den aldrig, i hvert fald ikke som vi troede, og sådan er det jo så herligt atypisk i Coen-land.

[image=46918]

Kort om filmen

Vi befinder os i 1967 i Minneapolis… Her bor Larry Gopnik – en i bund og grund rigtig god mand. En fantastisk ægtemand og far og en engageret professor, der altid gør sit yderste for at gøre det rigtige. Men en dag går alt galt. Hans kone forlader ham, og hendes selvglade elsker får overtalt Larry til, at han bør flytte ud af huset og ind på det lokale motel. For børnenes skyld naturligvis… Men det er ikke kun på privaten, det går galt. Larrys professionelle karriere går heller ikke for godt, efter en række anonyme breve beskylder ham for både det ene og andet. Men ikke engang her stopper det. Pludselig dør konens elsker, Larrys spillegale bror havner i spjældet og den efterhånden økonomisk hårdt trængte Larry må redde alle blot for på sober, rigtig og pæn vis at holde facaden…

Ads by MGDK