[b]Kom igen, tøser![/b]

Det er vel ikke helt galt at postulere, at de fleste mandfolk på denne planet har undgået “Sex and The City” som pesten? Personligt har jeg ikke just undveget HBO’s epokegørende tv-serie, som kørte fra 1998 til 2004, men på den anden side har jeg heller ikke ligefrem opsøgt den. Jeg har dog set nok afsnit på aftener, hvor flimmerkassen ikke havde meget at byde på, til at vide, at der er adskillige gode grunde til føljetonens succes. “Sex and The City” var ikke bare en af flimmerkassens utilgiveligt få tv-serier med stærke, uafhængige kvinder i centrum, det var også et ofte fascinerende og hudløst ærligt studium i forholdet mellem kønnene i vores moderne tidsalder. I modsætning til, hvad myterne antyder, så er “Sex and The City” altså ikke uegnet for mænd.

Desværre forløb seriens overgang fra fjernsynet til det hvide lærred ikke helt gnidningsfrit. “Sex and the City: The Movie” var omtrent lige så lang som en hel håndfuld afsnit af tv-serien, og man kunne tydeligt mærke, at filmmagerne slet ikke var vant til at fortælle historier, der varede mere end lige godt 30 minutter. Der var for mange ligegyldige, parallelle handlingsforløb, flowet var ujævnt, og flere af karaktererne fik for megen spilletid, mens andre nærmere fremstod som statister. Men selvom “Sex and The City 2” fik langt værre anmeldelser end sin forgænger, så synes jeg egentlig, at de to film har de samme styrker og svagheder.

Vi hænger atter ud med føljetonens fire fortryllende veninder – Samantha, Miranda, Charlotte og Carrie – og igen er der nogle af dem, som får mere tid i rampelyset end andre. Carrie er franchisens omdrejningspunkt, så naturligvis fokuseres der især på hendes personlige eskapader. Hun er stadigvæk gift med sit livs store kærlighed, Mr. Big, men efter blot to års ægteskab er deres dagligdag allerede begyndt at blive lidt rutinepræget. De små irritationsmomenter hober sig op, og et sammenbrud synes under opsejling.

Filmens manuskriptforfatter/instruktør, Michael Patrick King, destillerer dramaets slagkraft en anelse ved at gøre Bigs handlinger så stødende og stupide, at det bliver for let kun at holde med Carrie. Men scenerne mellem de to udstiller fornemt komplikationerne i et moderne ægteskab, og ingen af filmens andre sekvenser er nær så følelsesladede. Indtil “Sex and the City 2” fortaber sig i en masse tåbelig fis og ballade i Abu Dhabi, dissekerer den faktisk rollen som hustru, mand, mor, far, ven, veninde, forretningskvinde og elsker i det 21. århundrede med den samme ærlighed og ærbødighed, som serien var kendt for.

Den rødhårede Mirandas personlige rejse i den første film var den mest spændende at følge, men i toeren er hun blevet reduceret til en omvandrende bagatel. Hun er knap nok med i filmens første tredjedel, og da tøserne drager til mellemøsten, er hun øjensynligt kun med for at forklare de lokale skikke, som hun lige har læst om på flyet. Søde, naive Charlotte havde næsten intet at tage sig til i den forrige film, men her får Kristin Davis til gengæld mere spillerum i rollen. Davis brillerer især i en enkelt forbavsende rørende scene, hvor Charlotte og Miranda diskuterer moderskabets mange udfordringer.

Den evigt liderlige Samantha nedlægger som sædvanligt mænd på stribe, men hendes personlighed (i hvert fald i denne film) er næsten ikke-eksisterende. Det havde været oplagt at granske den aldrende dames problemer med libidoen, men hendes relativt høje alder affejes lynhurtigt med et par jokes. Her havde King og Co. mulighed for at runde sagaen af med manér gennem pigernes kollektive rejse ind i de midaldrendes rækker, men i stedet har han klynget sig desperat til status quo. Da pigerne drager til Abu Dhabi omtrent halvvejs gennem filmen, drukner alle observationerne, dramaet og endda pigerne selv i et hav af klicheer, halvracistiske stereotyper og platte jokes. Det virkelighedstro verdensbillede fordamper, og det samme gør charmen. Lad os håbe, at tøserne får en tredje og sidste film, og at den bliver lavet ordentligt.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 1.78:1. “Sex and The City 2” er spækket med overdådige ørkenbilleder og betagende skud af ekstravagante bygningsværker, som simpelthen ser fantastiske ud på Blu-ray. Detaljerigdommen er praktisk talt altid i top, og der er aldrig noget i vejen med kontrasten eller sortniveauet. På trods af de mange kraftige farver forekommer farveblødning aldrig, og farverne fremstår naturtro hele vejen igennem. Hverken glorier, udtværing eller snavs optræder.

[b]Audio[/b]

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix benytter sig hovedsageligt af fronthøjtalerne, men under flere af filmens største scener – såsom brylluppet i starten af filmen – leverer baghøjtalerne flere små, veludvalgte lydeffekter, der gør den auditive atmosfære troværdig. Musikken folder sig også fint ud via samtlige kanaler, men ellers er baghøjtalerne relativt tavse, og subwooferen disker heller ikke op med meget. Jeg bed ikke mærke i nogen exceptionelle panoreringer, men dialogen er trods alt også lydsidens vigtigste element, og samtlige replikker gengives krystalklart. Støj forekommer aldrig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Michael Patrick King har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Selvom King tydeligvis ikke er bekendt med sin films svagheder, så diskuterer han “Sex and the City 2” med en entusiasme og en varme, som får én til at lytte nøje til hans udsagn. Derudover er her seks dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 80 minutter. Naturligvis bliver der talt en del om filmens look og kostumer, men her er bl.a. også en interessant gennemgang af de forskellige mandlige karakterer, der har optrådt i “Sex and the City”-serien og filmene. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.