[b]Stort budget, små ambitioner[/b]

Lige siden tv-serien “Sex and the City” havde premiere på den fashionable tv-kanal HBO for 10 år siden, har millioner af mænd afskrevet føljetonen som hjernedødt navlepilleri, mens mindst lige så mange kvinder ugentligt har opsøgt nærmeste flimmerkasse for at følge tv-seriens heltinder. Det ville være naivt at afskrive “Sex and the City” som ensartet ævl om sex, mode, parfume og berømte varemærker, eftersom den kørte i seks år og altså tydeligvis havde et stærkt greb om tidsånden og det kvindelige køn. Og efter adskillige års tovtrækkeri om lønninger siden serien sluttede i 2004, er “Sex and the City: The Movie” endelig en realitet, og en verdensomspændende indtjening på over 400 millioner dollars understreger for alvor størrelsen af franchisens fanskare.

Men måske har antallet af “Sex and the City”-tilhængere været et lidt for prominent punkt på ophavsmændene og ophavskvindernes kollektive dagsorden. Man har gjort en brav indsats for at tilfredsstille så mange fans som muligt ovenpå fire års ørkenvandring, hvilket mængden af karakterer, ideer, emner og sideløbende handlingsforløb fastslår. Ikke overraskende er “Sex and the City: The Movie” meget rodet, og de sjældent veltimede spring mellem de utallige historier er skyld i en ujævn spændingskurve. Derfor er det selvsagt langtfra gavnligt, at filmen varer næsten 150 minutter. Og der er stor forskel på kvaliteten af de forskellige fortællinger.

Igen følger vi de fire perleveninder Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda. Mest interessant er historien om den sidstnævnte, rødhårede skønhed, der har svært ved at jonglere med både sit arbejde og livet som mor og hustru. Da hendes mand, Steve, tårevældet bekendtgør, at han har været utro, splittes parret. Cynthia Nixon brillerer som Miranda, og historien om hende og Steve er ikke blot bevægende, men tilbyder også fascinerende observationer om forholdet mellem kønnene. Kristin Davis får desværre stort set intet at lave ud over jævnligt at smile og le i rollen som den blåøjede Charlotte. Og Kim Cattrall forsøger hyppigt og ivrigt at sætte lattermusklerne i gang som den promiskuøse Samantha, men hendes anmassende og excentriske væremåde bliver trættende, når man udsættes for den så længe.

Men firkløverets største omdrejningspunkt er naturligvis Carrie, der portrætteres af Sarah Jessica Parker, som allerede har vundet adskillige Golden Globe-statuetter for sin indsats i tv-serien. Carrie skal endelig giftes med den charmerende Mr. Big, som Parkers alter ego havde et vekslende forhold til i serien. Men alt går ikke som planlagt, og især under en enkelt sammenbrudsscene efter en særligt ubehagelig hændelse opnår filmen en emotionel slagkraft, som resten af filmen savner – ofte hårdt. Parker er sublim i sin signaturrolle, og både de humoristiske og tragiske sekvenser håndterer hun med bravur. Men det er en stor skam, at historien om Carrie hurtigt mister pusten og udarter sig til en på mange måder konventionel askepotfortælling.

Alle fire kvinder er naturligvis blevet en smule ældre siden 1998, og det havde været interessant, hvis manuskriptforfatteren/instruktøren Michael Patrick King havde brugt mere tid og energi på at berøre, hvordan veninderne håndterer parforholdet eller livet som aldrende singlepiger. Indimellem er der altså stærke scener, og fans vil formentlig more sig gevaldigt, mens dem med XY-kromosomer nok vil kunne lære en ting eller to. Men en film, der via fornemt drama og nydelig humor forener fans og uindviede seere i skøn forening, er der altså ikke tale om. “Sex and the City: The Movie” er først og fremmest en kærlighedserklæring til tilbederne af Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda. Alle andre bør træde varsomt nærmere.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Sex and the City: The Movie” er både en nyproduceret og velfinansieret spillefilm, så det er ganske forståeligt, at den ser glimrende ud på dvd. Billedet måtte gerne have været en tand skarpere, og der er ganske få tilfælde af edge-enhancement. Men farverne er nøjagtig lige så mætte, som de bør være, kontrasten er upåklagelig, og hverken komprimeringsfejl, snavs eller støj figurerer.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er udmærket, men også en smule kedeligt. Lydsporet har ikke en særlig markant bund, og subwooferen synes næsten udelukkende at springe i aktion, når et bombastisk popnummer optræder. Men dynamikområdet virker ikke decideret lille, og der er øjeblikke, hvor raffinerede atmosfærelyde får filmens omgivelser til at virke mere levende. Der forekommer ingen mindeværdige panoreringer, men man savner sjældent mere aktivitet, og dialogen (uden tvivl lydsidens vigtigste element) er tydelig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ganske vist består udgivelsen af to dvd’er, men der medfølger ikke meget ekstramateriale. Ud over filmen indeholder disk 1 kun trailere til “Kandidaten”, “Arn – Riget ved verdens ende” og “Gaven” samt et udmærket kommentarspor med instruktøren Michael Patrick King, der også skrev manuskriptet. Man ville gerne have hørt skuespillerne debattere filmen, men King får fyret en masse anekdoter af, og han argumenterer godt for sine beslutninger og diskuterer bl.a. forskellen på biografudgaven af filmen og den forlængere version, som dvd’en indeholder. Kings betragtninger om forholdet mellem mænd og kvinder er i øvrigt langt mere interessante end filmens.

Disk 2 indeholder blot fire minutters betydningsløse alternative scener, et hyggeligt, men kort interview med King og Parker samt sølle 20 minutters dokumentarer om filmens kostumer og titelsang.