I biografen er der langt mellem dansefilmene. Der er derimod ikke langt imellem feel-good filmene. “Shall We Dance?” kombinerer de to genrer, og det er lykkedes Peter Chelsom at lave en film uden hverken indhold eller substans. “Shall We Dance?” har en kronisk mangel på konflikter, og det gør den i bund og grund uinteressant. Med mindre man har et stort behov for at se Richard Gere og Jennifer Lopez danse rundt med hinanden, er denne film et groft spild af tid. Det er som regel japanske gyserfilm vi ser blive re-maket, men nu har man så valgt at tage skridtet til andre genrer. Det skulle man nok også have holdt sig fra.
[image=8969]
At midtlivskrisen rammer de fleste mænd, er nok ikke en hemmelighed. Men hvor de fleste løser problemerne med en Porsche eller en kone af yngre model, vælger John Clark at gå til dans. Oprindeligt er han drevet af begær efter den unge, triste danserinde Paulina, men opdager hurtigt, at det der gør ham gladere og mere tilfreds med sit borgerlige liv som advokat med karrierekone, er selve dansen, og ikke hende. Mitzis danseskole er et lille sted, der er på fallittens rand, og der er også kun tre deltagere, og de er tilmed alle sammen mænd, på det begynderhold i standarddans John Clark starter på. Der er den sexgale Chick, den korporlige Vern og så den sky advokat. De er alle motorisk udfordrede, men finder fællesskab i deres hemmelige danselidenskab, og bliver ved ihærdig indsats så gode at de skal til en danseturnering. Det bliver efterhånden sværere og sværere for John Clark at finde på undskyldninger for sine sene aftener på danseskolen, og han er til stadighed splittet mellem sit hemmelige liv og forholdet til familien, der ganske rigtigt har lagt mærke til at farmand pludselig er blevet lykkelig.
[image=8972]
Bortset fra J-Lo, der i øvrigt er markant fraværende i filmen, er det i arkivet for midaldrende skuespillere man har fundet karaktererne. “Shall We Dance?” er dog også en film, der først og fremmest henvender sig til det publikum der stadig synes Richard Gere er en steg, for den er i det store hele så ubegribelig intetsigende, at der ikke må være andre der kan synes om den. Publikummet skal nok ikke findes blandt dem der synes at film skal udfordre eller give stof til eftertanke. Den er så rendyrket feel-good og usandsynlig irriterende, at man mange steder sidder og krummer tæer og kvaser sit sodavandsbæger mellem fingrene af frustration over såvel skuespillere som scener. Skuespilmæssigt skal de gode præstationer findes i birollerne. Stanley Tucci spiller John Clarks advokatkollega, der deler hans passion for dans, og han er en vidunderlig figur. Ligeledes er Susan Sarandon god som den mistænksomme kone og Omar Benson Miller er skøn – især i dansescenerne. Alle andre er enten kategorisk under- eller overspillede. Produktionsmæssigt er filmen flot filmet og har nogle lækre mættede farver, men det skæmmes af, at der er fyldt med fejlklip og plothuller.
[image=8973]