Det siges ofte, at når afhængigheden af sex bliver stor nok, tæller personen, som anvendes til begærets opfyldelse, ikke længere som en person i sig selv, men bliver blot reduceret til et komplet ligegyldigt objekt. En ansigtsløs kilde til behovstilfredsstillelse.
[image=66084]
Udadtil har han ellers alle tegn på succes. Han er i trediverne, succesfuld, velklædt og fra naturens side udstyret med et godt udseende. Han har et stabilt arbejde, om end vi aldrig erfarer præcist, hvad han laver – måske fordi hans arbejdsfunktion netop betyder så ufatteligt lidt i hans liv. Han bor alene i en velholdt, men halvtom lejlighed, og hele hans liv synes i det hele taget at være indrettet efter at gøre det så let som muligt at få opfyldt behovene, hvad enten det drejer sig om at nedlægge kvinder, købe prostituerede, surfe porno eller onanere på arbejdets toilet. For Brandon er der kun en kortvarig frigørelse i selve kulminationsøjeblikket – derefter starter hele den anstrengende rutine om igen.
[image=66085]
“Shame” er instrueret af Steve McQueen, som også stod bag den komplet blændende “Hunger”, der ligeledes havde Fassbender i hovedrollen, og hvis man havde en svag frygt for, at McQueen måske ville vise sig at være et [i]one-hit-wonder[/i], så kan “Shame” fuldstændig slukke angsten – jeg vil endda mene, at dette er en endnu bedre film. Hvor “Hunger” fulgte en mand, der med ren viljestyrke brugte sin egen krop som våben i en sultstrejke, handler “Shame” om en, der er ufrivilligt indespærret i sin krop, og selvom vi her er flyttet ud af cellerne og placeret i det glamourøse New York, virker omgivelserne ikke mindre klaustrofobiske. Selv når Brandon manisk løber forbi gade efter gade på sine natlige løbeture, ligner husfacaderne blot skiftende fængselsmure.
[image=66083]