[b]Eksplosiv detektiv[/b]

Jeg havde ikke forventet det store af “Sherlock Holmes”, men at filmen starter så ringe ud kom alligevel som en overraskelse. Så opdagede jeg, at manden bag kameraet var Guy Ritchie. Pludselig gav det hele mening. Af en eller anden grund, som synes svær uforklarlig, er instruktøren blevet ganske populær med sine overfladiske, voldsforherligende actionfilm, som sjældent byder på andet end tåbelige one-liners og elendige karakterer. På trods af de mange Razzies, som filmen vandt, synes den katastrofale “Swept Away” stadig at være instruktørens tematisk set mest interessante film. Sikke en falliterklæring.

En hestevogn fuld af politifolk brager gennem Londons brostensbelagte gader. Et mord skal forhindres. Men som kendere af Arthur Conan Doyles berømte detektiv-figur ved, bliver det naturligvis ikke den altid kluntede politistyrke, som kommer først til gerningsstedet – nej, hvem andre end Sherlock Holmes og hans trofaste ledsager Dr. Watson. I sidste øjeblik stormer makkerparret et okkult offerritual udført af Lord Blackwood. Denne dømmes til døden ved hængning, men ikke længe efter henrettelsen er udført, spøger Blackwood atter i kulisserne. Er han opstået fra døden, eller er der mon en mere rationel forklaring?

Robert Downey Jr. må efterhånden siges at have overtaget tronen fra George Clooney som Hollywoods [i]Mr. Cool[/i]. Om man ser ham som overlegen playboy i “Iron Man”, som filosofisk stofmisbruger i “A Scanner Darkly” eller som falsk afro-amerikaner i “Tropic Thunder”, kan man være sikker på, at han nok skal få det absolut maksimale ud af rollen. Han skuffer såmænd heller ikke i “Sherlock Holmes” set i forhold til, hvad han får at arbejde med. Problemet er, at han ikke spiller Sherlock Holmes.

Både Watson og Holmes bliver som litteraturhistoriske karakterer slagtet i Guy Ritchies “Sherlock Holmes”. Mens Arthur Conan Doyles udgave af Watson er en forsigtig og lettere krigstraumatiseret mand, bliver han i nærværende film forvandlet til en yderst selvsikker kampmaskine. Ligeledes fremhæves Holmes’ talent for vold, selvom detektiven på trods af sine evner inden for kampkunsten traditionelt set foretrækker at bruge hovedet frem for næverne. Og når vor hovedperson som følge af en mangel på mysterier ender i månedslange misbrug af henholdsvis kokain og opium, er det ikke med den stille værdighed, vi kender fra bøgerne – nej, Sherlock forvandles til et ynkeligt svinehoved. Men hvorfor lave en film med titlen “Sherlock Holmes”, når karaktererne ikke har noget at gøre med de personer, som er kendt og elsket verden over? Det kræver ingen mesterdetektiv at finde frem til svaret: Der er penge i navnet Sherlock Holmes, så hvorfor ikke udnytte det på mest kyniske vis!

Som actionfilm fungerer “Sherlock Holmes” dog nogenlunde. De fleste actionsekvenser byder ikke på meget nyskabelse, men engang imellem viser Guy Ritchie, at han trods alt har et vist talent for bulder og brag. Disse scener understøttes af den garvede filmfotograf Philippe Rousselots flotte billeder, og netop denne herre er filmens helt store lyspunkt. Hver scene er mesterligt lyssat, og hvis man keder sig over den trivielle historie og de småfjollede karakterer, kan man trygt læne sig tilbage i sædet og falde i staver over filmens smukke visuelle side.

Som underholdningsfilm er “Sherlock Holmes” hverken makværk eller mesterværk, men mest af alt lettere ligegyldig. Sampillet mellem Jude Law og Robert Downey Jr. er udmærket – om end lidt for tydeligt “stjålet” fra House og Wilson i tv-serien “House” – og actionscenerne fungerer mere eller mindre efter hensigten. Men som fortolkning af karakteren Sherlock Holmes fejler den med bravour. Det er naturligvis altid op til diskussion, hvorvidt en filmisk tilpasning bør respektere sit forlæg, men i dette tilfælde er der tale om en så grov udnyttelse af Arthur Conan Doyles karakterer, at det i bedste fald må betegnes som griskt.

[b]Video[/b]

Anamorfisk 1.85:1. Konstrasten svinger en anelse gennem hele filmen, men ikke nok til at udgøre en decideret gene. Skarpheden er udmærket og edge enhancement nærmest fraværende. Der forekommer en anelse digital støj i den mørkere ende af mellemtonerne, men overordnet set er billedsiden ganske god med stemningsfulde, desaturerede farver. Heldigvis, tør man roligt sige, for billederne er som sagt en fryd at se på.

[b]Audio[/b]

Dvd’en byder på et ganske udmærket lydspor i Dolby Digital 5.1. Der er tilpas knald på eksplosionerne, og dialogen går klart og tydeligt igennem. Enkelte gange bruges surroundhøjtalerne yderst aktivt, som f.eks. når den mystiske skurk Lord Blackwood omringer vor helte med sin stemme og slører sin virkelige position. Om ikke et hverken nyskabende eller spektakulært lydspor så i hvert fald ganske gedigent håndværk.

[i]”Åh, hvor er den skuespiller dog god, hvor er instruktøren fantastisk, hvor var det sjoooovt at lave filmen!”[/i] Er der noget mere kvalmende og banalt end bag-om-kameraet featuretter, som ikke kan andet end rose filmen? Sådan en findes på dvd’en, og der er absolut ingen grund til at se den, for den er hamrende ligegyldig og uinformativ.