Guns galoreFolk, der brokker sig over, at der er for lidt action i actionfilm, har endnu ikke set “Shoot ‘Em Up”. Filmen må nærmest betegnes som én lang actionscene, hvor flere folk dør og flere skud bliver løsnet end i selv John Woos tidligere skydegallerier. Dette går unægtelig også ud over handlingen, som egentlig bare er en tynd undskyldning for at få affyret en masse pistoler, men er det action, man vil have, så får man det unægteligt.

Den gådefulde Mr. Smith bliver vidne til et overfald på en gravid kvinde, og det lykkes ham at nedlægge de fleste af hendes våbenglade forfølgere, mens hun føder med kuglerne flyvende om ørerne. Da moren dør, ender Smith med at tage barnet med sig, eftersom de sortklædte lejemordere med den kyniske Mr. Hertz i spidsen lader til at ville ungen til livs. For at få hjælp med børnepasningen opsøger Smith den prostituerede D.Q., hvis særprægede ‘speciale’ er amning. Sammen prøver de at komme til bunds i komplottet, beskytte barnet og overleve horderne af håndlangere, som sendes i deres retning. Heldigvis er Smith cool som få og ikke helt uvant med at håndtere skydevåben…

Instruktøren og manuskriptforfatteren bag denne hæsblæsende affære er den relativt ukendte Michael Davis. At han var medforfatter på den pinlige computerspilsfilmatisering “Double Dragon” fra 1994 er ikke just et adelsmærke, men vidner om hans interesse for computerspil og deres fortælleform. På trods af, at “Shoot ‘Em Up” ikke bygger på et sådant (selvom titlen refererer til computerspilsgenren af samme navn), så kunne man meget vel blive i tvivl, for hele filmen er bygget op som en kontinuerlig skydesekvens, der blot flytter sig mellem diverse lokationer. Faktisk er den noget af det tætteste, man kommer en vellykket genskabelse af computerspilsgenren med de mange opfindsomme måder, de anonyme håndlangere bliver mejet ned én efter én og iscenesættelsen af omgivelserne som brugbare rekvisitter for hovedpersonen Mr. Smith i hans endeløse kamp mod skurkene. Der er ganske vist ikke nogen selvbevidst brug af ‘point of view’-kameraer eller forsøg på gengivelse af tredjepersonsperspektiv, men det hele føles mere som et spil end alle tidligere films mislykkede forsøg på at ramme plet.

Den heftige form til trods er der alligevel noget enormt smagløst over hele affæren. Filmens kvindebillede er ikke just flatterende og kritikere af voldsforherligelsen i ungdommens foretrukne kulturprodukter nu til dags bliver her serveret masser af brænde til deres bål af fordomme. I “Shoot ‘Em Up” er volden sjov, den er cool, og den er først og fremmest svær at tage seriøs. Omvendt forsøger filmen ikke at maskere sin ironiske og underholdningsfikserede tilgang til emnet ved at mæske sig i de grusomme detaljer med en alvorlig mine, som var det virkelighed. “Shoot ‘Em Up” er ren og skær testosteronbaseret underholdning drevet af visuelle action-gags, der ofte overrasker i deres groteske opfindsomhed. Det er ikke æstetiseret voldsballet, som Woo koreograferer det, men snarere Buster Keaton på speed med to rygende maskinpistoler i orgastisk overdrev. Ingen idé er for lav, og alle former for jokes smides i puljen.

Clive Owen holder sammen på løjerne med sin vante cool stil og har tilpas britisk stenansigt til at levere Mr. Smiths sarkastiske [i]one-liners[/i] med manér. Paul Giamatti, der er castet mod type som hovedskurken Mr. Hertz, er lidt af et sats, og han synes til tider fortabt i denne overspillede rolle. Monica Bellucci lægger primært barm til, mens man irriteres over hendes rædselsfulde accent, men det synes nærmest også som en forbrydelse at forvente noget fra karaktertegningerne i denne omgang nådesløse ramasjang.