[b]Langt fra Robinson Ekspeditionen[/b]

Man skal passe på med at deltage i diskussioner om Martin Scorseses filmografi. Instruktøren, som var i centrum, da New Wave-filmene skyllede ind over Hollywood, har næsten fanatiske fans, som til tider benægter, at Scorsese nogensinde skulle have lavet en film, der bare er tilnærmelsesvis middelmådig. For undertegnedes vedkommende synes instruktøren at have blomstret i sit livs efterår, hvor især de to bundsolide successer “The Aviator” og “The Departed” bør fremhæves. Begge film har Scorseses nye De Niro – også kendt som Leonardo DiCaprio – i hovedrollen, og minsandten om ikke den ombejlede herre også står i spidsen i instruktørens seneste, “Shutter Island”.

U.S. Marshall-betjenten Terry Daniels – spillet af DiCaprio – ankommer i 1954 sammen med sin nye partner Chuck Aule til øen Shutter Island for at undersøge, hvordan det er lykkedes en patient at flygte fra den svært bevogtede sindssygeanstalt, der befinder sig på øen. Omstændighederne er mildest talt mystiske, og Teddy får i løbet af kort tid på fornemmelsen, at personalet ligger inde med en hemmelighed, der sandsynligvis er nøglen til sagen. På samme tid må Teddy døje med sine traumer fra Anden Verdenskrig, og mens trådene i sagen synes at gå i hårknude, tager betjentens tilbagevendende mareridt mere og mere overhånd.

Filmen lægger ud med et storladent og truende soundtrack, der vækker minder om afsløringen af de uhyggelige plots i et noir-drama fra 1940’erne. Således lader Scorsese os allerede fra starten vide, at der lurer noget ondskabsfuldt under overfladen, og den følelse følger seeren gennem resten af filmen. Der bliver holdt et højt niveau af underspillet spænding i de fleste scener, og aldrig får man lov til at hvile trygt i blot en kort forløsning. Nej, Scorsese formår skam at udnytte sine dramatiske elementer, og hvordan kan det overraske efter film som “Cape Fear” og “The Departed”?

Han prøver sig også frem med nogle scener, som i mangel af bedre ord bedst karakteriseres som [i]David Lynch’ske[/i]. På linie med hovedpersonen Terry ved publikum sjældent, hvad der foregår, og forvirringen udstråler fra både DiCaprio og den bevidst skæve klipning og kameraføring. Det er dog let at komme til den konklusion, at Scorseses hoved er knap så kringlet anlagt som Lynchs, for flere af scenerne fremstår en anelse fortænkte i deres måde at behandle mystikken. Det samme gør desuden plottet, som imod filmens slutning viser sig at være ikke så lidt uoriginalt.

Hvad der til gengæld fungerer fremragende er filmens tekniske udfoldelse. Den rutinerede cinematograf Robert Richardson har gjort et flot stykke arbejde med at skabe de utrygge rammer, som omgiver den velspillende DiCaprio i hans søgen efter sandheden. Ligeledes er set designet utroligt overbevisende, og skulle man ikke i forvejen gyse ved tanken om sindssygeanstalter i 1950’erne, er der en chance for, at man kommer til det efter “Shutter Island”. Filmen spiller på alle fordomme om patienter såvel som læger og bygninger, men det virker og forstærker følelsen af desperation og isolation på øen, som ikke just vækker minder om sol, palmer og kolde drikke.

Gennem sin filmiske karriere har Scorsese oftest kredset om ludere og lommetyve i Amerikas amoralske slum, men det klæder på mange måder instruktøren at søge nye græsgange. Det mystiske og dunkle er ikke noget, Scorsese ofte – hvis overhovedet nogensinde – har prøvet kræfter med, og på trods af at visse af filmens temaer er en anelse uoriginale og fortænkte, underholder “Shutter Island” det meste af de to timer og 12 minutter.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Robert Richardson har som sagt gjort et flot stykke arbejde i “Shutter Island”. Scenerne domineres af mørke farver og dyster lyssætning, men heldigvis følger transferet upåklageligt med uden banding, som ellers ofte opleves i skyggeområder. Kontrasten er desuden god og stabil, og edge enhancement forekommer kun i ringe grad. Farverne står skærende klart, og skarpheden er tilfredsstillende.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Dialogen går klart igennem, og de forskellige atmosfæriske elementer har et fornuftigt niveau, som hverken forstyrrer eller underspiller sin rolle. Subwoofer og baghøjtalere bruges sparsomt, men effektivt, som f.eks. under den voldsomme storm, der rammer øen midt i filmen. Musikken, der i høj grad fungerer som stemningsgivende element, har en god fylde og omkranser seeren.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder blot en håndfuld trailere.