Filmz
Shutter Island

Shutter Island

Medvirkende:

Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Ben Kingsley, Emily Mortimer, Michelle Williams, Max von Sydow, Patricia Clarkson, Jackie Earle Haley, Ruby Jerins, Drew Beasley, Ken Cheeseman, Curtiss Cook, Christopher Denham, Gary Galone, Tom Kemp, Elias Koteas, Ted Levine, Dennis Lynch, John Carroll Lynch, Robert Masiello, Joseph McKenna, Aidan Cole Mitchell, Nellie Sciutto, Gregory Seymore, Joseph Sikora, Damian Zuk

Instruktør:

Martin Scorsese

Filmlængde:

137 minutter

Genre:

Drama, Thriller

Shutter Island

[b]De fortabte sinds ø[/b]

Det er altid lidt af en begivenhed blandt filminteresserede, når Martin Scorsese dukker op med en ny film. Sidst var det med den effektive thriller “The Departed”, der efterfulgte de to lidt skuffende “Gangs of New York” og “The Aviator”. I den aktuelle “Shutter Island” samarbejder Scorsese endnu engang med den talentfulde Leonardo DiCaprio – og det er der kommet en særdeles vellykket psykologisk thriller ud af.

[image=50782]

Den krigstraumatiserede Teddy Daniels, der spilles hudløst af DiCaprio, er den ene af to U.S. Marshals, der i 1954 sendes til det fæstningslignende psykiatriske hospital på Shutter Island. Deres job er at efterforske en kvindelig patients mystiske forsvinden fra den ellers hermetisk lukkede anstalt. Men det er langtfra nogen enkelt sag at få opklaret. Vidnerne er for det meste sindsforvirrede stakler, og hospitalets læger synes at holde mere tilbage, end de afslører. Sporerne fører de to betjente ind i en dyster labyrint af gamle hemmeligheder, sammensværgelser og psykiatriske eksperimenter. Og hvem kan de i det hele taget stole på? Måske ikke engang hinanden.

Selvom “Shutter Island” ikke foregår i Scorseses elskede New York, er den gamle maestro alligevel på hjemmebane. Historiens ærinde er nemlig at bore sig ind i de mørkeste kamre af menneskesjælen, og netop det er et tilbagevendende tema i Scorseses enorme œuvre. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af Scorseses filmiske viden, idet der stilistisk lånes fra 40’erne og 50’ernes film noir. Særligt filmens dramatisk dunrende indgangsmusik er en passende hilsen til Hitchcocks hofkomponist Bernard Hermann.

[image=50715]

Hvad er det så, den gamle mester gør så godt? Først og fremmest er det den visuelle fremstilling, der imponerer. Som i allerførste scene, hvor Shutter Island ildevarslende bryder frem af en tæt tåge som en imponerende fæstning fra svundne tider. Eller i en sært smuk drømmescene, hvor Daniels omfavner sin afdøde kone i en regn af askeblade. Men stærkest står alligevel de flashbacks, vi får fra Daniels traumatiske fortid som soldat i 2. verdenskrig. Her er den tilbagevendende episode befrielsen af koncentrationslejren Dachau. Uden nåde mejsler Scorsese den ene uafrystelige scene efter den anden ind på tilskuerens nethinde. Sent skal jeg glemme de tilfrosne ligdynger af kvinder og børn, der så langt øjet rækker ligger smidt fra kreaturvognenes sorte åbninger.

Historien om Teddy Daniels’ maniske jagt på sandheden er som en kafkask karruseltur ind i et gådefuldt spind af bedrag og løgne. Den frådende galskab er eksplicit tilstede, værst i den middelalderlige Afdeling C, men det virkeligt skræmmende er den latente sindssyge, som synes at kunne snige sig ind på selv de mest “normale”. I den mondænt indrettede hovedbygning sidder hospitalets øverste læger – den tiltalende Dr. Cawley, der spilles elegant tvetydigt af Ben Kingsley, og den kølige teutoniske Dr. Naehring, spillet isnende af Max von Sydow. Omgivet af arkaisk kunst og hvilende på den videnskabelige sandhed er de repræsentanter for den oplyste verdens normalitet. Men de tilsyneladende så solide skodder, der er sat på øen mellem de syge og de raske, er måske ikke så solide endda, og Scorsese stiller på eminent vis spørgsmålstegn ved denne dualitet ved at lade Mahler-musik fra lægernes grammonfonafspiller være bindeled til et af Daniels’ Dachau-flashbacks. Dengang blev seks millioner jøder udryddet af tusindvis af såkaldte “normale” mennesker, der også kendte til videnskab og klassisk musik. Det er “Shutter Island”s absolutte styrke, at den intelligent formår at problematisere psykiatriens faste forestilling om normalitet og sygdom.

[image=50711]

Kort om filmen

“Shutter Island” foregår i 1954. Sheriffen Teddy Daniels og hans makker Chuck Aule efterforsker en kvindelig morders forsvinden. Hun er flygtet fra et sindssygehospital for kriminelle, og det menes, at hun skjuler sig på den fjerntliggende ø Shutter Island.

Galleri

Ads by MGDK