[i][b]”I England er folk, der tager antidepressive midler, syge. I USA er de i bedring”.[/b][/i]

Citatet stammer fra Jonathan Banks – en højprofileret britisk psykiater, der – i sin stil-sterile praksis på en dyr adresse i New York – arbejder i døgndrift på at holde de rullende dollars på bankkontoen kørende. Men der er hurtige penge at hente i medicinalindustrien, der er villig til at betale klækkelige beløb for rekrutteringen af forsøgspatienter og “uvildige” anbefalinger af deres produkter. Og hurtige penge lokker, når konen er arbejdsløs, drengen går på privatskole, og lånepapirerne på lejligheden er spritnye. Og det er vel egentlig helt legalt at arbejde med industrien på den måde – man hjælper jo patienten.

Jude Law er Jonathan Banks, og Banks er en af nøglekaraktererne i Soderberghs nyeste (og måske sidste?) biograffilm. Plottet i filmen reflekterer en samfundstendens, der, har bevæget sig som en luftboble under vand – længe og langsomt op mod overfladen. Depression, sindssyge og virkelighedsforvrængning har længe været tabubelagt, uforståeligt og noget, som kun skete for meget få. Men på fascinerende vis har sindets små dæmoner bevæget sig op mod overfladen, mast sig ubemærket vej gennem vandoverfladens hinde og til sidst brast i et luftigt [i]”plop”[/i]. Det er blevet en folkesygdom. Alle taler om det. Alle har det. Og det er helt normalt. Det skal bare holdes nede med nogle piller. En ganske skarpt observeret samfundstendens, som filmens manuskriptforfatteren, Scott Z. Burns, har researchet på gennem ti år.

Efter at Martin (Channing Tatum) bliver fængslet for “inside trading”, og det luksusliv, som han og hustruen Emily (Rooney Mara) har bygget op, forsvinder på et splitsekund, ligger Emilys verden i ruiner, og hun falder ned i en depression. Efter et selvmordsforsøg begynder hun at se psykiateren Jonathan Banks (Jude Law), som sætter hende på antidepressive piller. Men Emily får det ikke bedre. Banks ordinerer derfor en ny type medicin til hende. Men pillernes bivirkninger får uforudsete, fatale konsekvenser. Både for Emily, Martin og Jonathan.

Historien bevæger sig fra en grå, socialrealistisk og samfundskommenterende fortælling over i en blodrød, nervepirrende thriller med en [i]suspense[/i]-fyldt krølle på halen, der trækker en linje til noir-lignende thrillere som Billy Wilders “Double Indemnity”. Billedsiden er fantastisk fortællende og æstetisk raffineret, men desværre springer enkelte klip i øjet som forcerede – men set i bakspejlet er de måske netop med til at styrke den ubehagelige, elektriske stemning på lærredet. Et fortælletrick, der dog øjeblikkeligt gør positivt indtryk, er den meget vellykkede, nærmest ekspressionistiske kameraføring i filmens begyndelse, hvor skæve, forvredne kameravinkler tvinger publikum helt ind under hjernebarken på Emily. Men vi bliver der ikke filmen ud. Fortællingen fortsætter nemlig ud ad en uventet tangent.

Historien bæres frem i et realistisk og genkendeligt miljø med overbevisende personer, reaktioner og rationaler – men det hele er bare lidt vildere, end man lige går og kan forestille sig det. På samme måde som miljøet er ganske genkendeligt, er der også flere genkendelige skuespillere på rollelisten. Jude Law og Catherina Zeta-Jones leverer solide præstationer, og sammen med de unge stjerneskud, Channing og Mara, står persongalleriet realistisk og ubesværet frem.