Filmz
Sideways

Sideways

Medvirkende:

Paul Giamatti, Thomas Haden Church, Virginia Madsen, Sandra Oh, Marylouise Burke, Jessica Hecht, Missy Doty, M.C. Gainey, Alysia Reiner, Shake Tukhmanyan, Shaun Duke, Robert Covarrubias, Patrick Gallagher, Stephanie Faracy, Joe Marinelli

Instruktør:

Alexander Payne

Genre:

Komedie, Drama, Adventure

Sideways

Alexander Payne er et instruktørnavn, som de fleste mennesker nok ikke umiddelbart vil kunne nikke genkendende til. Det vil kræve en visit hos IMDb eller en kort bladren igennem det gængse filmleksikon for at få sat ordentligt på plads. Lær det udenad. Payne fortjener opmærksomhed og applaus som USAs måske bedste nulevende auteur med evnen til at blande underspillet og djævelsk finurlig komik med menneskeligt drama og tragedie. Stilen i hans to forrige film, “Rundt om Schmidt” og “Election”, har været minimalistisk og tilbagelænet, og det har tjent begge film nydeligt. Men ingen af disse to fremragende film når Paynes 3. homerun i træk til sokkeholderne: “Sideways”.

[image=9940]

“Sideways” fortjener mere end blot det forbeholdne skulderklap, det amerikanske filmakademi gav den i februar, ved udelukkende at give filmen Oscaren for bedste manuskript. I en tid hvor flere og flere film udpensler deres problematik til sagesløshed og leverer deres pointer og twists på et sølvfad for publikum, er det herligt at se en film, der tør være moden og tålmodig, uden samtidigt at drukne i en kedelig og fortænkt suppedas.

Filmen er på mange måder et filmisk triumftog. Et tog, der farer igennem den gyldne og hede amerikanske vestkyst, der, takket været filmens græske fotograf Phedon Papamichaels veltrænede falkeøje, aldrig har set mere indbydende ud. En roadmovie, hvor to venner rejser af sted for at nyde et par hyggelige feriedage, men som ender med at opleve langt mere, end de havde regnet med. Men filmens største triumf er den mest tiltalende, charmerende og rent ud sagt fornøjelige komiker-duo på det hvide lærred siden Lemmon/Matthau og Redford/Newman: Paul Giamatti og Thomas Haden Church – selvom dette filmiske par dog besidder et lidt mere tragisk og jordnært skær end de førnævnte.

[image=9941]

Giamatti har hidtil måttet nøjes med biroller skænket få minutters spilletid i makværk som “Paycheck” og “Doctor Dolittle”. Først i forrige års unikke “American Splendor” (som først for nylig har fået dansk biografpremiere) fik Giamatti endelig en stærkt forsinket mulighed for at fyre den af på alle cylindere som en films primære personmæssige drivkraft. Resultatet i “Sideways” er Giamattis bedste præstation til dato. Højdepunktet er en scene i en restaurant, hvor Giamattis karakter, Miles, beruset og forvildet ringer sin ekskone op. Han har netop fået at vide, at hun har giftet sig igen. En af de mange scener, hvor Giamatti leverer skuespil af den hjerteskærende og dybfølte art, som burde have gjort en Oscar-nominering til en selvfølge.

Thomas Haden Church bør bestemt heller ikke forbigås. Church spiller en flamboyant drengerøv med en hårfin realitetsfornemmelse omringet af en trio af mere forbeholdne og klarsynede karakterer (de to kvinder i filmens kvartet spilles solidt af Sandra Oh og Oscar-nominerede Virginia Madsen), og det gør, at han skiller sig ud og ofte stjæler de scener, hvori han medvirker. Men det er ikke et ucharmerende egotrip eller opblæste ambitioner, der ligger til grund herfor, men en præstation, der syder af humor og veloplagthed. Church rammer sin karakters højdepunkter med stor præcision, og det resulterer både i vores latter, afsky og sympati – nogle gange endda alle tre ting på samme tid.

[image=9939]

Det er en kliché at sige det, og det er allerede blevet sagt i hundredvis af andre anmeldelser verden rundt, men “Sideways” virker vitterligt som en film, der, ligesom en god flaske vin, blot vil blive bedre og bedre med alderen. Hvis du foretrækker dine filmpersonligheder menneskelige, fejlbarlige og indbydende til identifikation, så giv “Sideways” en chance. Du vil grine, du vil måske græde, og du vil helt sikkert få en unaturlig stor lyst til at kværne en flaske rødvin. Det gjorde millioner af andre i hvert fald. Salget af Pinot Noir steg med 20 % i kølvandet på filmens udgivelse…
VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format. “Sideways” er ikke den type film du smækker på DVD-afspilleren, når du lige skal blære dig overfor dine venner med dit nye plasmafjernsyn til 40.000 dask. Men Papamichaels brug af stærke farver og filmens adskillige nattescener stiller alligevel visse krav til denne dvd’s billedside. Heldigvis klarer billedsiden skærene, måske også fordi der er så meget fri plads på skiven, at kvaliteten af billedsiden virkelig kan maksimeres. Mange af scenerne er gul- eller orangetonede, men det truer aldrig med at resultere i farverig udvaskning eller unaturlige hudfarver. Dog optræder der en lille smule billedlig blødhed, og i nogle af filmens mange scener, hvor solen figurerer stærkt, synes man at miste et par billedlige detaljer. Generelt imponerende.

[image=9944]

AudioDet kommer ikke som nogen overraskelse, at lydsporet på “Sideways” ikke er fuldstændig overvældende. Der er ingen flystyrt… ingen motorcykeljagter… ingen eksplosioner. Til gengæld er der en masse dialog, og den bliver præsenteret fint og klar fra fronthøjtalerne. Generelt er lydsporet meget frontdomineret, men det fungerer også meget godt, og baghøjtalerne bliver også af og til brugt til at skabe en mere overbevisende surround-atmosfære.
EkstramaterialeDet stærkt morsomme kommentarspor med Giamatti og Church, som er at finde på de fleste andre udgaver af “Sideways” på dvd, er ikke at finde her. Til gengæld får vi en stærk overfladisk behind-the-scenes dokumentar, der varer knap syv minutter, og som stort set udelukkende indeholder klip fra filmen og interviews med filmens bagmænd, der blot opsumerer filmens plot.

Syv slettede scener får vi også, inklusive et par tekstlige introduktioner til disse, nedfældet af Payne. De slettede scener er da okay, men som 99 % af alle andre slettede scener, kan man godt forstå, hvorfor de ikke blev inkluderet i den endelige udgave af filmen. Scenerne har en samlet varighed på ca. 17 minutter, men det er kun, hvis man tæller introduktionerne og de skud med, som både fremtræder her og i den ægte vare.

Til sidst får vi søreme også et smugkig på Ridley Scotts episke “Kingdom of Heaven” – en film der handler om korstogene og er fyldt til randen med riddere, spyd og sværd. Altså var det jo selvfølgelig oplagt at smide denne lille godbid på en dvd, der indeholder en film, der i høj grad beskæftiger sig med ting som kærlighed, uopnåelighed og frygten for at blive ældre. Eller…?

Dvd’en byder også på tre gemte påskeæg. Det ene af disse er en lille collage af billeder taget under produktionen. Men jeg vil lade jer om at finde disse små ting, da “fornøjelsen” af at prøve at finde dem, er noget af det eneste, man kan bruge tiden på med denne lettere tørlagte dvd.

[image=9943]

Kort om filmen

Den håbefulde romanforfatter og vinkender Miles, som aldrig rigtig er kommet sig over sin skilsmisse, beslutter sig for at forære sin gamle skolekammerat, den afdankede skuespiller Jack, en rejse rundt til vingårdene i Santa Ynez Valley, ugen før Jack skal giftes.

De to kunne ikke være et mere umage par, men på turen langs kysten er de dog snart ved at drukne i vin og kvinder. Jack falder pladask for en lokal vinkyper og er godt på vej til at afblæse sit bryllup. Miles indleder sin egen romantiske affære med en vinkyndig servitrice. Begge mænd styrer faretruende imod krisen. Brylluppet nærmer sig, og samtidig står det klart, at Miles og Jack ikke vil være de samme, når de vender hjem til Los Angeles… hvis de overhovedet vender hjem.

Ads by MGDK