Instruktøren Alexander Payne fik i “About Smith” storcharmøren Jack Nicholson til at spille den jævne mand Smith med en neddæmpet attitude og små armbevægelser. På samme måde formår han i sin nye film “Sideways” på fantastisk vis at bringe de små, underspillede nuancer ud af sine skuespillere og karakterer, såvel som sin historie. Det er der kommet en af de bedste film fra det forgangne år ud af.

“Sideways” handler om to midaldrende venner, der sidder fast i tilværelsen, og som – ligesom den pensionerede forretningsmand Smith – ikke har noget virkelig betydningsfuldt at kunne kigge tilbage på. Miles (Paul Giamatti) er blevet skilt fra sin kone og underviser nu på en skole, men hans rigtige passion er vin. Han sætter stor pris på aromaen, bouqueten, årgangen, og måske også virkningen. Der når i hvert fald at ryge mange glas, plus en enkelt tønde, indenbords i løbet af filmen. Miles’ ven Jack (Thomas Haden Church) er en tidligere tv-skuespiller, der nu leverer stemmer til reklamer, og som skal giftes.

De to venner beslutter derfor at tage på en mandetur med masser af vin, golf og – hvis det står til Jack – kvinder. På turen møder de to singlekvinder Maya (Virginia Madsen) og Stephanie (Sandra Oh). Den selvsikre Jack kaster sig sultent over Stephanie, som han ikke fortæller om sit forestående bryllup, mens Miles kejtet svæver mellem fortvivlelse over ekskonen og tiltrækningen til den ligeledes vinkyndige Maya. I frygt for at hun ikke skal finde ham interessant fortæller han, at de to venner er på tur for at fejre den kommende udgivelse af hans roman – der i virkeligheden har lidt en stille død og er blevet afvist af det ene forlag efter det andet.

Mellem vinranker og vinkroer lærer de fire hinanden at kende på godt og ondt, og de to venner opdager at man ikke kan løbe fra hvem man er. Virkeligheden står altid på spring for at ødelægge det sjov man har, og når man er kommet skævt ind på livet, må man bevæge sig sidelæns tilbage for at komme på rette spor.

“Sideways” bliver fortalt uforceret og usentimentalt. Ganske langsomt og i det nødvendige tempo lærer vi figurerne at kende. Det er svært at forestille sig andre i rollen som Miles end Paul Giamatti, der som den lidt tvære outsider fortæller Madsens karakter, hvorfor hans favoritvin er Pinot – den har brug for opmærksomhed, man skal passe på den og tage sig tid til at lære dens potentiale at kende. Miles beskriver her også sig selv. Giamatti er et stort talent, som efterhånden er ved at blive anerkendt for alvor. Han kan næsten ubemærket skifte halm mellem den arrige lille mandsperson, som man griner af, til den kiksede outsider med det sårbare hjerte på rette sted.

Giamatti blev snydt for en Oscarnominering ved årets uddeling, hvilket må betegnes som en mindre Oscar-skandale, især set i lyset af at både Virginia Madsen og Thomas Haden Church fik en nominering. De spiller begge ganske solidt, men er ikke i stand til at tage lyset væk fra Giamattis fantastiske præstation.