Filmz
Signs

Signs

Medvirkende:

Mel Gibson, Joaquin Phoenix, Rory Culkin, Abigail Breslin, Cherry Jones, M. Night Shyamalan, Patricia Kalember, Ted Sutton, Merritt Wever, Marion McCorry, Michael Showalter, Kevin Pires, Clifford David, Rhonda Overby, Lanny Flaherty

Instruktør:

M. Night Shyamalan

Genre:

Sci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama, Thriller, Thriller

Signs

Korncirkler – budskaber fra rummet?Signs er en yderst spændingsmættet og intenst velspillet film med et menneskeligt budskab.

Historien tager udgangspunkt i de kæmpe mønstre man igennem tiderne har fundet på kornmarker rundt omkring i verden, og som der er delte meninger om hvor stammer fra. Er de menneskeskabt eller budskaber fra rummet?
Samme dilemma kommer farmeren Graham Hess (Mel Gibson) til at stå i da han finder de mystiske cirkler på sin mark. Først affejer han dem som drengestreger, men da fænomenerne tager til må han erkende at der her måske er tale om andre – og mere faretruende – tegn.

[image=1295]

Finde troen på livet efter livet i rummetInstruktør-forfatteren med det eksotiske navn, M. Night Shyamalan, fortsætter i sin nye film udforskningen af overjordiske fænomener.
Hvor det i Sixth Sense var spøgelseshistorien som var i centrum, og i Unbreakable mennesket som superhelt, tager han her fat på det store spørgsmål: er der liv i rummet. Og hvis der er, har de så venlige – eller fjendtlige – hensigter?
Der går dog aldrig Independence Day eller Mars Attacks i filmen (selvom ovennævnte spørgsmål bliver besvaret med alt tydelighed!), for som i de to andre film er det i Signs ikke fænomenet, men mennesket, som er i fokus.
Man følger og føler med Graham Hess og hans familie. Da situationen tilspidses bliver det tydeligt at Hess, efter sin kones død og efter at have mistet sin tro, ikke længere kan være den stenstøtte hans børn har brug for. Han tror ikke længere på at ting sker fordi Gud har bestemt det, men simpelthen fordi shit happens. Det truer med at splitte familien, og da hans søn i en kritisk situation vil bede aftenbøn nægter Hess. Han vil ikke spilde flere ord på Gud.

Men som tidligere præst er det at miste troen for Hess også det samme som at miste troen på livet, og Signs handler også om hvordan man genfinder denne. Det kan godt være at der er fjendtlig-sindede væsener fra en fremmed planet i himlen over os – og ikke nogen gud – men troen på selve livet skal findes i hjertet.

Medrivende gysMen nu er Signs ikke kun en film som tager de store teologiske spørgsmål op til overvejelse. Den er også en utrolig medrivende gyser, hvis spænding skabes as enkle men effektive (chok)effekter, som dunkle stemmer og ildevarslende bankelyde. Man sidder hele tiden og forventningsfuldt venter på “hvad sker der nu?”
Medrivende skuespilDet var rigtigt meningen at farmeren Graham Hess skulle have været spillet af en ældre person, men da Mel Gibson udviste interesse for rollen, var Shyamalan naturligt nok ikke længe om at omskrive figuren en smule. Og et langt stykke hen af vejen er det da også Gibsons film. Han spiller med henholdsvis humor og melankoli når situationen kræver det. Men også Joaquin Phoenix er yderst overbevisende som svogeren der er flyttet ind for at støtte familien – og måske også for selv at finde støtte. Modsat i en film som Gladiator spiller han her helt nede på jorden hvor rollen kræver det, og det klæder ham.

Cherry Jones, som man ikke før har set så meget til, har en god mindre rolle som landbetjenten, for hvem intet problem ikke er så uoverkommeligt – inklusiv marktatoveringer fra rummet – at det ikke kan løses over en kop nybrygget kaffe. Og M. Night Shyamalan har selv en lille men væsentlig rolle, som viser at han ikke er helt umulig til også at være foran kameraet, men som desværre distraherer en smule hvis man kan genkende at det er instruktøren.

De kære småLigesom i Unbreakable og især i Sixth Sense viser Shyamalan her igen sit flair for at instruere børn i roller. Den seksårige Abigail Breslin har en ægte børnerolle, som henholdsvis nuttet og irriterende, som datteren Bo, der har nogle mystiske drømme og som ikke vil drikke vandet fordi hun tror det er forurenet (hvilket aldrig rigtig bliver forklaret – hvis der da findes en forklaring).

Som hendes storebror ses Rory Culkin, og den altid pålidelige Culkin familie viser endnu engang at den altid er leveringsdygtig i barneskuespillere – vi har således før “haft glæde” af både Macauley Culkin (Home Alone) og Kieran Culkin (Cider House Rules) – og Rory Culkin ligner da også udseendemæssigt sine to brødre. Her bliver han dog aldrig hverken nuttet eller irriterende, men spiller en bemærkelsesværdigt normalt barn – dog med den obligatoriske astma – som selvfølgelig bliver et problem, da man i en tilspidset situation ikke lige kan få fat på hans medicin.

Kort om filmen

Farmeren Graham Hess har tidligere været præst, men mistede troen, da hans elskede kone omkom i en voldsom ulykke. Da han en morgen finder et sindrigt korncirkelmønster i sin majsmark, og andre uforklarlige ting begynder at ske, er det optakten til et langt døgns belejring af Hess og hans to børn samt hans lillebror, Merrill. Men er de uforklarlige mønstre navigationsanvisninger for fremmede væsener ude fra rummet, som ikke har venlige hensigter? Eller skal forklaringen findes i Grahams egen kamp mod sine indre dæmoner?

Ads by MGDK