Der kommer intet svar. Hvorfor!? Hvorfor, Martin Scorsese? Hvorfor “Silence”? Det kommer jeg aldrig til at forstå. Præcis som Scorsese ikke kan forstå, hvorfor Gud ikke svarer de kristnes lidelser. “Silence” er nemlig ‘Jobs Bog’ om igen, hvor Andrew Garfield er Job, og de vilde, barbariske japanere er Satans lidelser, der rammer, i en lang og lidelsesfuld film.
[image=94366]
I “Silence” rejser han sammen med Adam Driver på en slags “Dommedag nu”-tur ind i mørkets hjerte for at finde Liam Neeson, der også spiller en engelsktalende portugisisk præst. Han er forsvundet der i det mørke Japan – præcis som Kurtz var det i Francis Ford Coppolas Vietnam. Den indledning er sådan set ret interessant. Rejsen ind i et frodigt Japan, hvor kristne konvertitter lever isoleret i små landsbyer med en konstant frygt for, at Buddha-flertallet skal drukne, brænde eller halshugge dem. Men også med et ensporet blik, hvor Vesten er fornuft og de gode, imens japaneren igen er reduceret til en barbarisk fremmed af vestlige Garfield.
[image=94363]
Måske er “Silence” i virkeligheden [i]virtual reality[/i]? For det opleves som en ægte lidelse at se japaner efter japaner brænde, drukne og dø, fordi de tror. Eller fordi de er dumme. Som børn. Sådan iscenesætter “Silence” sit vestlige blik, der føler sig bedre end stykkets japanere. Der er ellers antræk til en slags “Broen over floden Kwai”-pointe. Om den gamle verdens stivhed og stolthed. Men hvor Alec Guinness blev udstillet for sin vedholdende arrogance, da broen skal sprænges, så bliver Andrew Garfield belønnet for sin dumme kamp af Martin Scorsese, som giver det sidste, kristne ord til præsten, der taler sandheden.
[image=94364]