[b]Martin Scorsese mangler svar[/b]

Der kommer intet svar. Hvorfor!? Hvorfor, Martin Scorsese? Hvorfor “Silence”? Det kommer jeg aldrig til at forstå. Præcis som Scorsese ikke kan forstå, hvorfor Gud ikke svarer de kristnes lidelser. “Silence” er nemlig ‘Jobs Bog’ om igen, hvor Andrew Garfield er Job, og de vilde, barbariske japanere er Satans lidelser, der rammer, i en lang og lidelsesfuld film.

Jeg foretrækker “Adams æbler” til hver en tid. For den her udgave af ‘Jobs Bog’ er tung, som Martin Scorseses film altid er lange. Det er igen Andrew Garfield, der rejser til Japan, som den religiøse fanatiker fra Vesten med de mere civiliserede værdier. Sådan var det også i “Hacksaw Ridge”, hvor Garfield i selskab med Gud i det høje kæmpede imod uciviliserede japanere under 2. verdenskrig. Denne gang er han sådan cirka 300 år længere tilbage i tid, da han som kristen missionær forsøger at frelse de vilde japanere fra deres underlegne buddhisme. Han er stærk i troen ham Andrew Garfield.

I “Silence” rejser han sammen med Adam Driver på en slags “Dommedag nu”-tur ind i mørkets hjerte for at finde Liam Neeson, der også spiller en engelsktalende portugisisk præst. Han er forsvundet der i det mørke Japan – præcis som Kurtz var det i Francis Ford Coppolas Vietnam. Den indledning er sådan set ret interessant. Rejsen ind i et frodigt Japan, hvor kristne konvertitter lever isoleret i små landsbyer med en konstant frygt for, at Buddha-flertallet skal drukne, brænde eller halshugge dem. Men også med et ensporet blik, hvor Vesten er fornuft og de gode, imens japaneren igen er reduceret til en barbarisk fremmed af vestlige Garfield.

For de kristne fra Vesten er da mindst lige så skøre som buddhist-bødlerne fra Østen. Begge ligeglade med menneskeliv, når det gælder kampen for løgnen om en mening, som kaldes religion. Japanerne torturerer for at få præsten til at droppe sin tro – præsten lader japanerne torturerer for fastholde sin tro. Begge dele er vanvid. Det antydes også kortvarigt, da Garfield ser Jesus i sit spejlbillede i en vandpyt. Er han gal, Scorsese? I “Dommedag nu” var krigens vanvid pointen. I denne slags “Religion nu” vælger Marty derimod side. Gud taler til troens mand fra Vesten. Ham i Himlen er åbenbart på Vestens side. Mon Hold Øst er enige i det?

Måske er “Silence” i virkeligheden [i]virtual reality[/i]? For det opleves som en ægte lidelse at se japaner efter japaner brænde, drukne og dø, fordi de tror. Eller fordi de er dumme. Som børn. Sådan iscenesætter “Silence” sit vestlige blik, der føler sig bedre end stykkets japanere. Der er ellers antræk til en slags “Broen over floden Kwai”-pointe. Om den gamle verdens stivhed og stolthed. Men hvor Alec Guinness blev udstillet for sin vedholdende arrogance, da broen skal sprænges, så bliver Andrew Garfield belønnet for sin dumme kamp af Martin Scorsese, som giver det sidste, kristne ord til præsten, der taler sandheden.