[b]Sød som syre[/b]

Man spejder forgæves efter Regner Grastens navn på credit-listen til “Simon & Malou”, men på trods af filmens udformning, tvivlsomme kvalitet og tilstedeværelsen af Robert Hansen har Grasten tilsyneladende intet haft med denne films produktion at gøre.

Det har derimod Lasse Spang Olsen, som af uklare årsager ikke har ønsket at blive krediteret som instruktør. Efter sigende skulle det skyldes, at han ikke var med under hele produktionsforløbet, men det er ikke svært at forestille sig, at der har været en vis utilfredshed med filmens niveau. Det er i hvert fald svært at tro, at nogen kunne aflevere den med følelsen af at have leveret et rigtig godt stykke arbejde.

“Simon & Malou” er en romantisk komedie efter den typiske skabelon. Simon – spillet af Dejan Cukic – er en impulsiv børnebogsforfatter, der netop er blevet fyret af sin kæreste og oven i hatten modtager et knusende slag om, at han ikke kan få børn. På grund af rod i papirerne står han pludselig i den – for par i romantiske komedier ret velkendte situation – at han bliver nødt til midlertidigt at dele lejlighed med den svenske Malou i Tuva Novotnys skikkelse, der har fremlejet den. Hun er en målfast advokat og karrieremenneske, men kan dog alligevel ikke nænne at smide Simon på porten, og snart begynder romancen at opstå mellem de to.

Den småsnerpede kvindelige advokat skal naturligvis lære at lægge karriererytteriet og regelretheden fra sig og i stedet åbne op til den impulsive og livsglade tilværelse. På det plan adskiller filmen sig ikke det mindste fra “Til Jackpot os skiller”, “Knocked Up” og hvad de utallige amerikanske film, der har præcis samme udgangspunkt, ellers hedder. Når man leverer en så velkendt og forudsigelig historie, er det altafgørende forhold imidlertid, hvorvidt man formår at tilføje skabelonen den mængde af charme, sjov og godt skuespil, der kan få en til at se igennem fingre med de mest gennemtærskede klicheer.

Her kniber det imidlertid gevaldigt for filmen, der simpelthen er en umådelig uinspireret størrelse. Stort set alle vitser har punchlines, som man kan se på en halv mils afstand og derfor hurtigt bliver noget søvndyssende at overvære. Dejan Cukic og Tuva Novotny er begge hæderlige i titelrollerne, men har ikke den mindste kemi sammen og formår heller ikke at tilføje det kedsommelige materiale megen gnist eller lune. Et af problemerne er, at Cukics rolle er helt galt udformet. Det er tilsyneladende meningen, at han skal være et kaotisk element i Malous liv, men rollen er simpelthen for pæn, afbalanceret og slet og ret kedelig til det formål.