Film er blevet kaldt for visualiseringer af vores drømme, og hvis det er sandt, så må “Sin City” stamme fra et usædvanligt fælt mareridt – men et af den slags, man elsker at fortælle om. For “Sin City” er en exceptionelt hård, voldelig, og beskidt film, men den er imidlertid også genial i hele sin udførelse.

“Sin City” er baseret på Frank Millers tegneserie af samme navn. Serien strækker sig over adskillige historier, hvoraf tre udgør hovedhandlingen. Dette er formodentlig den mest trofaste tegneseriefilmatisering til dato, og fans vil kunne genkende ikke blot replikker og personer, men også billedkompositioner og lyssætning. Tegneserien må nærmest siges at have udgjort et [i]storyboard[/i] for filmen. Den er holdt i sort/hvid med et par enkelte farver hist og her for dramatisk effekt, hvilket bidrager til et fuldstændigt unikt look. Stilen trækker på elementer fra [i]film noir[/i] genren, men langt mere ekstremt end noget man har set før. Filmen er fantastisk flot. Halvdelen af billederne kunne uden videre indrammes og bruges som plakater.

“Sin City” er skudt foran en greenscreen, og selve optagelserne består for det meste kun af skuespillerne i forgrunden. Baggrunden er lagt på digitalt bagefter. Teknikken er blevet anvendt før, som i “Sky Captain and the World of Tomorrow” men den er brugt langt mere effektivt her. I disse ‘digitale film’ opstår der tit en stor uoverensstemmelse mellem skuespillere og omgivelser, men her synes der slet ikke at være nogen. Filmen fungerer perfekt indenfor den virkelighed som den opbygger. Alene af den årsag, burde “Sin City” stå som en milepæl.

I de tre overordnede historier, følger vi henholdsvis den grimme slagsbror Marv i hans jagt på en morder, den lovløse Dwights forsøg på at redde en håbløs situation, og den aldrende politimand Hartigan på hans allersidste opgave. Alle historierne er usædvanligt underholdende og udgør en fremragende mosaik af forskellige stemninger. En blanding af tragedie og særdeles løssluppen humor. “Sin City” er dog ikke for enhver smag, og de utallige afrevne [i]lem[/i]mer vil sikkert få de mest politisk korrekte og sarte blandt publikum til at løbe skrigende ud af biografen. For dem der er med på spøgen, vil “Sin City” til gengæld være ren fornøjelse fra ende til anden.

Et problem der ofte plager tegneseriefilmatiseringer er, at de tit bliver spillet med et lidt for kækt blink i øjet. Skuespillerne spiller deres karakterer med en uvelkommen bevidsthed om, at de er tegneseriefigurer. Sådan er det heldigvis ikke i “Sin City” og alle udfylder deres roller med en nerve, som om det var et stykke af Shakespeare. Tonen er naturligt overgearet, men den er aldrig fjollet eller useriøs – de tre hovedrolleindehavere er alle fremragende. Bruce Willis giver sin rolle tyngde mens Clive Owen skaber en overbevisende intensitet som Dwight. Ligeledes er Mickey Rourke perfekt som Marv. Det er han bedste rolle i årevis.