[b]Knap så syndig efternøler[/b]

Det var ikke helt ventetiden værd. Måske også usandsynligt, da der er blevet ventet i små ni år på nok en grafisk romanfilm om syndens by. Kort efter premieren på “Sin City” i 2005 annoncerede Robert Rodriguez, at han havde en opfølger på vej sammen med makkeren Frank Miller – tegneseriebagmanden. Et broget produktionsforløb er nu endt med “Sin City: A Dame to Kill For”, som foregår før, under og efter den første film, men som altså aldrig bliver værd at slå ihjel for.

Men det er fedt at være tilbage. Hos Marv, der som voldspsykopatisk [i]graphic noir[/i]-ridder gav Mickey Rourke lidt af et comeback dengang tilbage i 2005. Han slår igen ekstremvoldeligt på tæven. Jessica Alba stripper stadig og Rosario Dawson er drabelig luder-mama i et (for)tegnet Phillip Marlowe-univers, hvor politikerne er korrupte, og politiet lader dem være det. Dem, der ikke døde i “Sin City” er her stadig. Og de er stadig pakket ind i et lækkert og stramt koreograferet blandingsunivers, der opstår i mødet mellem [i]live action[/i] og sort-hvid tegnefilm.

Nyhederne er sikre typer, der nærmest har tatoveret Frank Miller på røven. Eva Green gør den som lokkende, fatal dame i nød. Det er hende, titlen markerer, der er lige til at dræbe for. Og det er Josh Brolin, der vil dræbe for hende. De passer perfekt. Ligesom Joseph Gordon-Levitt gør det som uforsigtig gambler, der spiller poker med senator Roark – skurkagtig bror til den øverste skurk fra første film. Det hele passer. Det er mit problem. For for ni år siden blev jeg overrasket. Af Mickey Rourkes ekstreme voldsvildskab, af den geniale modcasting af Elijah Wood som kannibalmorder og af den perverterede ondskab, der stank helt perfekt fra hver en afkrog af den gennembrudsfilm for [i]graphic noir[/i]-filmen, som “Sin City” var. Overraskelserne er væk.

Så den hænger på det velkendte, der er bedst i den satirisk skarpe dialog, som kunne være talt fra munden på en Raymond Chandler-detektiv. [i]”Revolveren bjæffer i min hånd,”[/i] lyder det lyrisk og højstemt fra Josh Brolins handlende mand pr. [i]voice-over[/i]. Alle taler via voice-over. Det er en del af genren, som meget trofast ledsages af en opfindsom billedside domineret af overbelyst hvid og skygget sort. I 2005 blev den farvefattige stil piftet op med enkelte strejf af farve. Den dræbte Goldie havde gyldne lokker. I 2013 er der mere gang i farvepaletten. Der er næsten ikke en kvinde uden farver, hvilket reducerer det unikke look til et postkort lavet i photoshop.

Og hvor der er farve, er der mindre mørke, mindre ækel ondskab, som Roark-knægten, politiet og ikke mindst Elijah Woods seriøst forstyrrede seriemorder leverede i metermål første gang, vi besøgte syndens by. Udgangen på balladen om damen, der skal dræbes for, er hverken svært at gennemskue, særligt syndigt eller udspekuleret ondt. Det er de næstbedste novellehistorier fra de tegnede hæfter, vi får her. Ikke dårlige, men med lidt for meget [i]nå?[/i]-faktor til for alvor at tilgive, at det igen er Jessica Alba, som skal agere strippende babe. Jeg havde glædet mig til at besøge Sin City igen, men jeg havde helst besøgt en ny bar i byen, hvor der kunne fortælles nye røverhistorier fra.