Lavmælt ubehag uden lette løsningerDen østrigske instruktør Michael Haneke har aldrig været sart, når det kom til at vise menneskers forråelse og det generelle ubehag, som vor verden byder på. Lige siden tidernes morgen har konflikt eksisteret os Homo Sapiens imellem, og nok har vi kæmpet for civilisationen, men er vi egentlig civiliserede når det kommer til stykket? Haneke river i sine film ofte tæppet væk under os, som man river en negl ud med en tang – brutalt, direkte og hamrende smertefuldt. I sin seneste misantropi “Skjult”, der vandt adskillige priser i Cannes sidste år, er filmsproget blevet mere forfinet og tilgangen mere subtil. Han vil stadig ruske os vågne, men gør det så snigende og sagte, at det næsten kan kaldes humant.

En sælsom begivenhed truer med at splintre livet for overklasse-ægteparret Georges (Daniel Auteuil) og Anne Laurent (Juliette Binoche). En dag modtager de et uadresseret videobånd, der viser deres egen husfacade. Hvem overvåger dem, og hvad vil afsenderen med denne mystiske besked? Er det deres søn Pierrot (Lester Makedonsky), der laver numre med dem, eller måske algiereren Majid (Maurice Bénichou), der boede på gården hos Georges da de var børn, men som pludselig blev sendt væk? Flere videobånd dukker op med posten, snart ledsaget af blodige børnetegninger, og frygten og paranoiaen siver sagte men sikkert ind i det franske borgerskab.

Allerede i den første indstilling får vi slået fast, at vi er i instruktørens vold, og at vores forsøg på hurtig og nem meningsdannelse lades i stikken. Billedet er statisk og viser familien Laurents hus, mens de anonyme [i]credits[/i] løber hen over skærmen. Men der [i]sker[/i] ikke noget. Desperat afsøger vi lærredet efter meningen, efter spor, men det eneste vi får igen er en helt tilfældig hverdag i Paris set fra et overvågningskamera. Det vi ser, er videobåndet, der som Anne efterfølgende fortæller, fortsætter således i to timer. Man husker et lignende videobånd fra David Lynch’ “Lost Highway”, men her var afklaringen hurtig og kontant, om end rædselsvækkende. I “Skjult” trækkes mystikken ud til det næsten ubærlige, og man mærker hurtigt at selve gåden omkring videobåndets afsender ikke er filmens centrale punkt.

Som brevet i Clouzots “Ravnen” fra 1943 er Hanekes videobånd ikke et løgnagtigt smædeskrift, men snarere en sladrehank, der afdækker fortidens fortrængte hemmeligheder, og Georges må sande, at han og familien ikke er de eneste ofre i hele affæren. Haneke leger kækt med tilskuerens forventninger til thrillergenren, men nægter at forfalde til gængse konventioner, hvilket sikrer et stærkt og originalt værk. Dialogen må fremhæves, da den er fantastisk velskrevet i sin minutiøse realisme, og den besnærer tilskueren gennem hele filmen. I hænderne på de fremragende skuespillere, hvor især Daniel Auteuil og Juliette Binoche i de to hovedroller er fænomenale, bliver manuskriptet et studie i, hvordan selv den mindste detalje kan gøres interessant. Den underliggende frygt, som i Hanekes lavmælte instruktion kun med nød og næppe viser sig på overfladen, lurer i karakterernes bevidsthed – det mærker man. Det er dog så som så med overførelsen af denne angst til tilskueren, og skal man kritisere “Skjult”, så må man indrømme at den brutale uro, der ellers kendetegner Hanekes produktioner, udebliver.

Det hele virker upåklageligt på et udtænkt, logisk, realistisk og karakterpsykologisk plan. Men man tager sig selv i at finde affæren en tand for distanceret og nøgternt registrerende til at følelserne for alvor kommer med. Derimod skal det siges, at som studie i en persons gradvise optrevling (og opløsning) af psyken, rammer portrættet af Georges og hans omverden plet. Den skræmmende ironi i, at han for at finde frem til sandheden tager sig selv i at skjule den for sin kone, er en af filmens højdepunkter (netop den ægteskabelige krise hos hr. og fru Laurent er den mest sublimt fremstillede i lang tid).

Fortidens spøgelser hjemsøger for alvor den uheldige familie og synes at hviske i kor: Løgn avler løgn. At angsten for det fremmede samtidig skal tematiseres og gøres til et spørgsmål om racisme, der henter symbolværdi i de ladede fjernsynsreportager om alt fra epidemi til krigen i Irak og urolighederne i Palæstina, ender mere som en parentes end egentlig omdrejningspunkt. Der stilles i det hele taget flere spørgsmål end der gives svar – hvem sender videobåndene, har Anne en affære, hvad gjorde Georges dengang, der resulterede i at Majiid blev sendt væk? Måske er det ikke så vigtigt, og måske er vores egne bud lige så gyldige som instruktørens.