[b]Forhudsforsnævring og fine følelser[/b]

Ja, ja, ja. Det er svært at være teenager. Hvis man ikke allerede vidste det, er der en god chance for, at et utal af film står i kø for at fortælle én det. Hormonerne raser rådvildt rundt, man har altid det forkerte tøj på, far og mor er [i]pinlige[/i] og kærligheden umulig. Alle de klicheer har Rune Schjøtts debutspillefilm et dejligt forfriskende blik på. “Skyskraber” er noget så eventyrligt som en poetisk ungdomsfilm med et storbankende, sorthumoristisk hjerte.

I et hul af en provinslandsby bor den 17-årige dagdrømmer Jon. Og han har det ikke let. Faktisk er det, som om hele den lille landsby hader Jon. Som 9-årig fik han skylden for sin fars trafikulykke i byens eneste lysregulering, hvor farmand, som han kaldes, meget uheldigt mistede sine ædlere dele (!). Lige siden har farmand ikke været sit gamle, liderlige selv, hvorfor han for alt i verden undertrykker og afholder Jon fra for alvor at springe ud i livet. Derfor er kollisionen mellem far og søn så godt som uundgåelig, da den forsagte Jon forelsker sig op over begge ører i den blinde nabopige Edith. Edith er dog langt fra den romantiske type. Hun vil bare gerne miste sin mødom – og det så hurtigt som muligt.

“Skyskraber” er en fin og finurlig fortælling fra den rådne banans overdrev. Helt derude fra, hvor ikke engang kragerne orker at flyve. Hvor slut-70’ernes kluns stadig er højeste mode og den blå termojakke er uniform fin. Rune Schjøtts film foregår i et mærkeligt vakuum, hvor man ikke rigtig kan sætte fingeren på, præcis hvor og hvornår vi befinder os. Et sted, hvor tiden måske er gået i stå. Og det er et enormt plus. Historien om Jon og Edith og deres løsrivelsesproces fra et sæt mere end absurde forældre løfter sig således over det banale og bliver ligefrem småuniversel.

I de to unge hovedroller ses Lukas Thorsteinsson (fra TV2-julekalenderen “Jul i Valhal”) og Marta Holm, og tilsammen udgør de filmens charmerende og skæve omdrejningspunkt. Især er Holm, der spiller den blinde og meget ligefremme Edith, et klokkeklart storfund. Med en sødmefuld blanding af tristesse og overrumplende umiddelbarhed får hun én til at sænke paraderne og overgive sig til Schjøtts ungdomsfabel fra første sekund. Thorsteinssons Jon, der drømte om at være en skyskraber, da han var lille, matcher filmens tone umådelig godt. Akavet, forsigtig og med et stænk weltschmerz indkapsler han følelsen af at stå lige på klippekanten mellem barn og voksen. Jonas Bjerre, forsanger i Mew, har garneret Marcel Zyskinds let drømmende billeder med endnu mere højtsvævende og luftige sangkompositioner. Tilsammen danner Bjerre, Zyskind og Schjøtt et poetisk ungdomsunivers, hvor hjerte nok rimer på smerte, men aldrig så det føles tungt eller påklistret. Kun smukt.

Den begsorte humor flyder tykt og befriende og er med til at gøre “Skyskraber” til en film, der rækker ud over teenage-kernepublikummet. Lars Brygmanns portræt af Ediths overbeskyttende far, der er mere end villig til at gøre skade på sig selv bare for at holde datteren hjemme fra en fest, er herlig gakket – og nok så rammende. Rikke Louise Andersson, hvem mange nok husker fra den skæbnesvangre rolle som Joyce i “Nattevagten”, stjæler bogstaveligt talt billedet i birollen som Jons mor: En alkoholiseret og ikke særlig dygtig dyrlæge, der af bare frygt for farmands reaktion selv griber skalpellen, da Jon udtrykker ønske om endelig at få opereret sin smertefulde forhudsforsnævring!