[b]De red langsomt vestpå[/b]

Titlen siger det meste. “Slow West”. Det er en langsom westerntur vestpå i 1870. Men også et lovende møde med den irske instruktørdebutant John Maclean. Han hjælpes godt på vej af med-irske Michael Fassbender, der med et stykke tobak i kæften altid er parat til at ose livsvisdom ud over hovedrollens unge Kodi Smit-McPhee, som naivt er på vej vestpå i kærlighedens navn. Snart banker virkeligheden grumt på i den her novellelille debutridetur.

Det er en western classic. Et uvilligt roadtrip, hvor den unge skal lære noget om livet, og den gamle skal finde meningen og dermed en vej ud af desillusionen. Fassbender er ham med [i]true grit[/i] som John Wayne eller Jeff Bridges i Coen-brødrenes opdatering af samme navn. Han sætter sig modvilligt for at hjælpe Smit-McPhee med at finde sin elskede ude vestpå. Den unge aner ikke noget om livet. Har aldrig haft sex, men tænker de ædleste tanker om kærlighed. Han peger drømmende sin seksløber op mod stjernehimlen, hvor han får Orions Bælte til at funkle. Han er en drømmer, der må indse, at jakken hos købmanden er på tilbud, fordi der er et blodigt skudhul skudt igennem den. Bang! Du dør i virkelighedens vilde vest.

I den anden ende af fortællingen finder vi en anden western classic. Kærligheden venter i et nybyggerhus. Der er en dusør på hendes yndige hoved. Hun venter bare på, at skurkene kommer. Ligesom i “High Noon”, hvor Gary Coopers sherif venter og venter, indtil de onde endelig kommer. Måske er Fassbender en af dem? Det er længe uklart. Hvem kan den unge stole på? Hvem kan man stole på i den voksne verden? Færre end få. Ben Mendelsohns pelsklædte dusørjæger er ligesom de andre voksne. Byder venligt på absint, men alle har en bagtanke. I “Slow West” bliver børn forældreløse, og naive drømmere dør, hvis ikke de indstiller sig på terrænet i det kolde nordvestterritorie.

Men det er ikke kun vinterkulde og kold alvor, der præger “Slow West”. Også en særlig humor. En mærkelig humor, der spilles på vej af en drillende guitar og westernviolin, som kunne have spillet for i en Woody Allen-film. For lige som de lejlighedsvise indianere så dukker humoren op lidt ud af det blå på præriehimlen. Den unge helt er blodigt såret. Det ser skidt ud. Bare der ikke kommer salt i såret. Men det gør der. Bogstaveligt talt. Av. Og haha! Og av. Øv. Hmm.

Ungdommens ideelle idé om kærlighed findes ikke. Det må Kodi Smit-McPhee indse, ligesom han i “The Road” måtte indse, at verden er en barsk størrelse. Hans børneuskyldige ansigt står i en fin kontrast til de barske realiteter og til Fassbenders fjæs, der har flere år og liv på samvittigheden. Ung, gammel. Naiv, realist. Håbefuld, kyniker. Det er i disse simple modsætningspil og traditionelle opbygninger, at “Slow West” grundigt rider frem mod sit [i]high noon[/i].