[b]Alle elsker en underdog[/b]

For 13 år siden vendte han vrangen ud på det skotske junkiemiljø i den syrlige “Trainspotting”. For 7 år siden skræmte han alle fra vid og sans med epidemiinficerede menneske-zombier i “28 dage senere”, og for blot 2 år siden kickstartede han solen i det smukke sci-fi-drama “Sunshine”. Oscarvinder og instruktør Danny Boyle er ikke mindre farverig i sin nye kærlighedshistorie “Slumdog Millionaire – drengen der havde svar på alt”, der i sine kontraster spænder helt fra indiske slumkvarterer til tv-studiet i “Hvem vil være millionær?”

Jamal Malik sidder i den varme stol i Indiens udgave af “Hvem vil være millionær?”. Spørgsmålet til 20 millioner rupier kan for altid løfte ham op af den fattigdom, han er født ind i, men folkene bag tv-showet tror Jamal snyder og beder ham pænt – efter en omgang tortur – at fortælle, hvor han får alle svarene fra. Jamal afslører gennem sin dramatiske livshistorie, hvordan hans mor blev myrdet, hvordan han og broren Salim overlevede på Mumbais gader, og hvordan han mødte sit livs kærlighed Latika. Salim blev siden gangster og Latika bortført, men Jamal håber tv-udsendelsen vil bringe Latika tilbage.

Det er værd at lægge mærke til filmens opfindsomme opbygning. Historien starter nær slutningen, men spoler så tilbage gennem en række spørgsmål i et quiz-show. Hvert spørgsmål, som den usympatiske vært Kumar stiller, har en association til Jamals forhistorie, der er umulig at afkode på forhånd. På denne måde kan filmen springe rundt i Jamals liv og fremhæve overraskende og vigtige pointer. Og vigtige pointer er der nok af. For foruden den oplagte kærlighedshistorie er der masser af samfundskritik sat i nyt perspektiv, som når Jamal, Latika og Salim bliver samlet op af tigger-alfonser og skal have ætset øjnene ud for at kunne tjene dobbelt så meget på gaden. Det er en dyster virkelighed, der dog aldrig bliver specielt dystert fortalt, for gadebørnene flygter naturligvis på en togvogn og glemmer alt om børnemishandling. Publikum bliver ikke overfaldet med et opslidende melodrama, men får hele tiden stikpiller til eftertanke, og filmen er således et glimrende eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at græde for at få et seriøst budskab igennem.

Alle billeder har – ligesom historien – en uprætentiøs lethed og her er (næsten danske) Anthony Dod Mantle filmens vigtigste arkitekt. Med rødder i bl.a. de danske dogmefilm tilfører Mantle en dokumentarisk æstetik, og ved hjælp af små digitale kameraer kommer filmen helt ind i Mumbais autentiske slumkvarterer. Tempoet er højt, vinklerne er ukonventionelle og billeder af en ung Jamal der dækket til i menneskelort i jubel strækker en autograf af en kendt Bollywood-stjerne mod himlen cementerer filmens intelligente og humoristiske visuelle styrke.

Historien om Jamal Malik er et eventyr. Han har som Klods Hans været på en rejse, hvor han til sidst på slottet (her i “Hvem vil være millionær?”) får brug for alle de erfaringer, han har gjort sig, hvis han skal have prinsessen og det halve kongerige. Accepterer man den præmis, vil man formentlig også acceptere de mangler, filmen har. Tv-værten Kumar er ond, fordi det er han bare, og Salim skifter som vinden blæser mellem at være kærlig bror og frygtindgydende gangster fordi… det kan han bare, og Jamal og Latika forbliver forelskede trods meget lang tid uden nogen kontakt fordi… det gør de bare.