[b]Filmen du ikke må vide noget om[/b]

Måske er du en af dem, der sjældent går i biografen, eller måske gør du det et par gange om ugen. Uanset biografmønster, så har de fleste fundet ud af, hvad en film handler om, før billetten bliver købt eller bestilt. Men det mønster [i]må[/i] brydes, når det kommer til denne film!

“Smagen af rust og ben” er en film af franske Jacques Audiard, og det eneste, man egentlig behøver at vide, er, at den er god. [i]Virkelig[/i] god. Og denne anmeldelse burde faktisk slutte her.
For selv om filmen er fortalt med største omhyggelighed og filmisk tække (scenen fra det ovenstående billede er et godt eksempel), så er vendepunkterne i historien helt afgørende for den samlede filmoplevelse – en oplevelse, der kun kan folde sig ud i rette omfang, hvis man ikke ved, hvor historien er på vej hen til at begynde med.

Så i stedet for at dykke længere ned i fortællingen kommer her lidt flere ord på, hvad der i “lidt højere luftlag” gør Audiards seneste værk så møghamrende seværdig. Uden at røbe for meget, så handler filmen om en slags stærke stakler, der er gravet frem fra samfundets nedre lag. Stéphanie (Marioan Cotillard) og Ali (Matthias Schoenaerts fra “Bullhead”) dumper tilfældigt ind i hinandens liv på et tidspunkt, hvor der ikke er meget plads til overs, og da slet ikke til hinanden. En oplagt begyndelse på et romantisk eventyr har taget form – eller hvad?

Filmens manuskriptforfatter, Thomas Bidegain, arbejdede også på den anmelderroste “Profeten”, og som søn af Michel Audiard, der har mere end 100 titler på manuskript-CV’et, har Jacques Audiard opnået et særligt niveau inden for filmfortælling, der i sig selv gør filmen værd at se. Billedkompositionen og dialogscenerne er så omhyggeligt strikket sammen, at de fremstår dokumentarisk ægte.

Schoenaerts hovedkarakter, den maskuline, instinktive “abekat”, har Audiard også haft med i tidligere film, og karakterens historie fortælles med samme kærlige autencitet som i “Profeten”. Egentlig er Ali et følelseskoldt læs flæsk, men man fornemmer alligevel, at han har følelserne på rette sted i sidste ende. En karaktervægt, som selvfølgelig bæres frem på Schoenaerts talentfulde skuldre – uden tvivl en [i]shooting star[/i] i branchen. Cotillards præstation er også et fængslende, multifacetteret og dybfølt bidrag til oplevelsen.