[b]Lumresmølf, Irriterendesmølf og Kedeligsmølf[/b]

Det er svært at være ene pige i en hel landsby fyldt med blå drenge. Eller smølfer rettere sagt. En er gammel, en er selvglad, en er klog, og så er der Smølfine. Hun er en pige, hvis ikke du havde gættet det. Sådan har det altid været med “Smølferne”. Smølfine er defineret ved sit lange lyse hår, og det er hun træt af. Hun vil være mere end sit køn. Og hun kan selv – dog med hjælp fra tre drengesmølfer.

Nemlig Klodsetsmølf, Stærksmølf og Brillesmølf. De tre mest stereotype og irriterende følgesvende, som jeg kan forestille mig. Stærksmølf er stærk og har store muskler. Det blomstrede og til tider flotte sceneri er som at ‘pumpe jern for hans øjne’. Brillesmølf er klog, kedelig og er nærmest bare til stede, så de andre kan drille ham. Men Klodsetsmølf er den værste. Han kunne være det sjove egern fra “Ice Age” eller en gul minion fra “Grusomme mig”. Hvis han kun havde smølfet rundt i fem minutter. I stedet bliver det til tider en regulær “Klodsetsmølf: The Movie”, hvor han falder, vælter og så falder lidt igen. Gentagelsen er ikke sjov i sig selv. Endimensionelt. Derfor er det heldigt for Smølfine og alle andre, da hun finder den hemmelige landsby, hvor indbyggerne ikke kun kan én klodset ting!

I Smølfelund er der andre smølfer. Piger. Men de er tilsyneladende udviklet til et højere niveau, hvor de netop ikke er defineret ud fra ét eneste karaktertræk. De kan det hele. Smølfer med ét navn – flere egenskaber. Det er et sundt budskab og et godt tænkt twist på det gamle smølfe-univers, hvor pigen var defineret ved sit køn. Aldrig Advokatsmølf eller Statsministersmølf. Men i Smølfelund kan Smølfine gå i sporene på aktivt handlende heltinder som Vaiana eller Elsa. Hun ignorerer Stærksmølfs lumre flirten, trodser Gammelsmølf og gør, hvad hun vil. Hun bekæmper sin skæbne som smølfen, der er defineret ved sit køn.

Desværre bliver det sunde budskab oversmølfet. Stærksmølf fortæller, at Smølfine kan være lige det, hun vil være, imens sangen “I’m a Lady” synger pointen fast. Kvinder er stærke og selvstændige, imens mænd er endimensionelle, irriterende eller bare lumre, som når Brillesmølf siger, at pigesmølfer lugter dejligt, eller Stærksmølf gentagende gange halvhjernet lægger an på Smølfine.

Det feministiske budskab drukner desuden i det modsætningsforhold, der ligger i, at de eneste tålelige mænd er Gammelsmølf og skurken, Gargamel, kombineret med, at pige-smølferne kan det hele. De ender med at virke ensartede, som om alle piger er den samme, imens drengene har hver deres simple, men specielle karaktertræk. For det virker trods alt stadig sjovere med en Bordbidersmølf eller en Jazzsmølf, der spiller “Baker street” på toppen af et svampehus, sammenlignet med 20 selvstændige krigerinde-smølfer.