For instruktøren Joe Carnahan var filmen “Smokin’ Aces” ikke blot endnu en tjans, men også rendyrket terapi. Det var flere år siden, at filmmageren sidst havde forfattet og instrueret en spillefilm: den hårdkogte og fængslende politithriller “Narc”, som superstjernen Tom Cruise var så vild med, at han hyrede Carnahan til at lave “Mission: Impossible 3”. Men den nybagte auteurs forhold til verdens formentlig kendteste skuespiller krakelerede, og Carnahan forlod projektet – en afgørelse, som efterlod ham i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville få lov til at instruere film igen. “Smokin’ Aces” er Carnahans første værk i årevis og tydeligvis et forsøg på at få afløb for de talrige ideer såvel som aggressioner, der har beboet instruktørens sind.

Det er især Carnahans åbenlyse iver efter at slippe tøjlerne og bombardere publikum med et lettere uoverskueligt antal ekstravagante skuddueller og voldsomme håndgemæng, der bekræfter mandens eget behov for at få noget ud af systemet og samtidig vise, at han stadig er en habil filmmager. Der er også et næsten uoverskueligt sortiment af figurer og sideplots, hvilket indikerer Carnahans trang til at prøve kræfter med forskellige karakter- og historietyper. Instruktøren jonglerer dog med lidt for mange bolde, men ambitioner er langtfra det værste, en film kan have for meget af.

Katalysatoren for al spektaklet er entertaineren Buddy ‘Aces’ Israel, som samtidig er en fremadstræbende gangster, der indvilger i at udlevere informationer om mafiaen til FBI for dermed at undgå en alvorlig fængselsdom. Det får tilsyneladende mafiabossen Primo Sparazza til at beordre hans henrettelse, og en sand legion af politiofficerer og lejemordere opsporer derfor Israels opholdssted, et tårnhøjt kasino, for enten at redde eller likvidere manden.

Jeremy Piven blev i årevis spist af med kedelige roller, men via den uforlignelige komedieserie “Entourage” har skuespilleren tilegnet sig status som en af branchens mest underholdende aktører. Piven er det imponerende ensembles absolutte stjerne i rollen som Israel. Blot få minutter efter at have sønderknust publikums lattermuskler, er han tæt på at rokke tårekanalerne i en scene, hvor han nærmest bryder sammen overfor en af sine bodyguards. Det er en kraftpræstation af format. Ryan Reynolds, der spiller en ung, følelsesladet FBI-agent, afslører også en hidtil ukendt evne til at spille seriøse roller. Musikerne Alicia Keys og i særdeleshed rapperen Common udmærker sig også, og den sædvanligvis hysterisk morsomme Jason Bateman er en fornøjelse.

Men der er flere solide præstationer, end der er plads til at nævne i én gængs anmeldelse, og hver eneste af skuespillerne får rig mulighed for at komme til orde og virkelig bevise sit værd. Filmen er ikke synderlig original, og slutningen føles utilstrækkelig, forhastet og endda lettere prætentiøs. Men Carnahans vittige dialog er næsten på niveau med Tarantinos, og selv de allermindste karakterer har mere sjæl end de fleste spændingsfilms hovedfigurer. Derudover gør det naturligvis ikke noget, at actionscenerne ofte er forbandet underholdende og akkompagneret af imponerende lyd og stemningsmættet musik. “Smokin’ Aces” er rodet, men Carnahan har nok esser i ærmet til at sikre vores urokkelige opmærksomhed igennem alle filmens 109 minutter.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Visuelt er “Smokin’ Aces” lidt en rodebutik, men det er også fuldstændig overlagt, og den turbulente billedside går perfekt i spænd med selve fortællingen. Transferet har et attraktivt filmagtigt look og er blottet for edge-enhancement og snavs. Den minimale mængde gryn styrker kun billedsidens celluloidagtige udseende. Kontrasten er solid, farvegengivelsen er god, og billedet er skarpt. Et minus er dog, at man har fjernet de stilfulde tekster, der befandt sig på selve billedet, da filmen kørte i biografen, og som introducerede de forskellige karakterers navne. I stedet optræder de i bunden af skærmen som regulære undertekster. Det har ikke den samme effekt, og det var ikke sådan, filmmagerne ønskede, vi skulle se filmen.

AudioSkivens engelske Dolby Digital 5.1 mix er imponerende. Alle kanalerne er aktive, og man bombarderes aldrig unødigt af auditive indfald. Subwooferen er aggressiv, men den overdøver ikke lydsporets andre elementer. Der skabes en imponerende atmosfære, og der er flere tilfælde af veltilrettelagte panoreringer. Derudover kommer dialogen klart og tydeligt igennem, og Clint Mansells velkomponerede musik og diverse sange folder sig godt ud.

EkstramaterialeJoe Carnahan og klipperen Robert Frazen har indtalt et morsomt og informativt kommentarspor. Der er ingen alvorlige pauser, og derudover er herrerne så humoristiske, at man aldrig får lov til at kede sig. Uanset om man kan lide filmen eller ej, vil kommentarsporet garanteret fornøje. Udgivelsen byder også på ca. 11 minutters slettede og forlængede scener inklusiv en alternativ slutning, der ikke er særlig anderledes i forhold til den endelige udgave, men dog er en anelse mere brutal. De andre scener er ganske gode, om end intet særligt.

Der er i alt tre dokumentarer: “The Line-Up” (14 min.), “The Big Gun” (12 min.) og “Shoot ’em Up: Stunts & Effects” (5 min.). Den førstnævnte featurette handler om filmens karakterer og stjernespækkede ensemble, og den byder på en del interview, der desværre oftest er overfladiske og uinteressante. For det meste opremser skuespillerne bare plottet. “The Big Gun” er langt mere interessant og består primært af optagelser af den evigt karismatiske Carnahan, der udtaler sig om filmen eller instruerer. Den sidstnævnte, korteste featurette handler om filmens forskellige stunts og effekter.

Dvd’en indeholder også traileren til komedien “Hot Fuzz” og ca. 10 minutters forrygende fraklip fra “Smokin’ Aces”, der bl.a. tydeligt demonstrerer Ben Afflecks manglende evne til at spille billard.

Overall”Smokin’ Aces” er fundamentalt endnu en Guy Ritchie-inspireret spillefilm om rapkæftede, skydeglade lejemordere, ordenshåndhævere og andet godtfolk. Men det er formentlig også den bedste af slagsen siden den efterhånden 7 år gamle “Snatch”. Der er lige lovlig mange karakterer og handlingsforløb, og slutningen er bestemt ikke tilfredsstillende. Men hvis man er til velspillet og æstetisk fornøjelig underholdning læsset med velkoreograferet action og afvæbnende humor, så bør man give “Smokin’ Aces” en chance. Både udgivelsens transfer og lydspor er fremragende, og ekstramaterialet er godt.