Action-indpakning med forglemmeligt indholdMan kan ikke beskylde instruktør Joe Carnahan for ikke at levere varen med sin nyeste actionfilm “Smokin’ Aces”, også selvom varen mest af alt består af forgyldt indpakningspapir, hotte farver og en lille sløjfe på toppen. Der er dømt fart over feltet og stil-lir i stride strømme, men det bliver aldrig kedeligt, for der sker hele tiden noget, og både handling og action-elementerne takles overbevisende. Med et persongalleri på små tyve personer, der alle skal introduceres fra starten, har man som publikum nok at holde styr på, men efterfølgende spørger man muligvis sig selv, om ikke filmen var fyldt med rigelig meget varm luft.

Las Vegas-entertaineren Buddy ‘Aces’ Israel har øjensynligt raget uklar med sine gangstervenner, og inden længe er rygtet om dusøren på hans hoved spredt i underverden. Adskillige lejemordere – den ene mere bizar end den anden – lugter blod og penge, og FBI må nu sørge for, at Buddy ikke bliver likvideret, da han har indvilliget i at vidne mod gangsterbossen Sparazza. I hans luksussuite på et stort hotel sidder det intetanende offer med sine bodyguards og bliver mere og mere paranoid, i takt med, at en voldsstorm af dimensioner nærmer sig med høj hastighed.

Plottet er i og for sig ganske simpelt, men dette enkle set-up fungerer glimrende. Der bliver ikke tid til det store karakterstudie, men dette opvejes i stedet af farvestrålende typer, der alle spilles med et glimt i øjet. Vi introduceres f.eks. for de tre vanvittige Tremor-brødre, der er [i]redneck[/i]-nazister uden større tankevirksomhed, men med psykopatisk blodtørst, og to sorte lejemordersker med Ricki Laket-attitude og en højkaliberriffel. De mange forskellige grupper og handlingstråde på kryds og tværs gør, at filmen aldrig mister pusten og holder et højt tempo hele vejen igennem. Den lykkes dog mindre heldigt i sit forsøg på at lægge sig op ad Quentin Tarantino eller Guy Ritchies film. Den cool dialog, som ofte er vanvittig morsom og skarp hos de to herrer, falder i “Smokin’ Aces” som regel til jorden og tager sig mest ud som søgt plagiat. Den bærer overordnet ikke nogen nævneværdig vægt, heller ikke på det humoristiske plan, selvom enkelte kommentarer da er ganske underholdende.

Der kompenseres dog udmærket for den manglende tyngde og indhold i filmens actionsekvenser, der om noget også burde være omdrejningspunktet. Her flyver kuglerne om ørerne i stor stil, og det hele tager sig vældig godt ud, selvom vi meget hurtigt bliver klar over, hvem, som skal dø, og hvem, som skal overleve. Til tider føler man sig næsten hensat til det endelige klimaks i Tony Scotts “True Romance”, blot trukket ud til spillefilmslængde – dog holdt i en lettere tone her, uden den nødvendige indlevelse i de involverede. Når filmen så alligevel forsøger dette, står den lidt i vejen for sig selv, da nogen nævneværdig pondus ikke kan opnås.

Carnahan er ganske stilsikker i sin håndtering af filmens visuelle side, der byder på over-mættede farver i stil med Tony Scott og Michael Bay, men det kammer ikke over, og klipningen er heldigvis ikke det, som sætter tempoet i den adrenalininducerede “Smokin’ Aces”. Derimod virker det upassende, når man prøver at gøre Tarantinos “Kill Bill” kunsten efter på lydsiden og lettere kikset har inkluderet “The Death of a Soldier” fra Ennio Morricones skelsættende score til “Den gode, den onde og den grusomme”, for det lugter snarere af mangel på originalitet end den måske tilsigtede reference til scenen i den gamle spagetti-western.

Takket være de mange finurlige og farverige karakterer i filmen samt instruktørens sans for velkoreograferet action keder man sig aldrig for alvor under “Smokin’ Aces”, men der er helt klart tale om kalorier af den lettere slags. Man efterlades ikke med hovedbrud eller åndenød, og der går ganske givet ikke lang tid, før denne flotte stiløvelse har forladt éns bevidsthed.