Idiotien længe leve!Robert Altmans smågeniale “The Player” fra 1992 åbner med en fantastisk scene, der tager publikum med om bag filmsettet i Hollywood og udstiller alle industriens idiosynkrasier og latterlige gesjæfter. Et af de sjoveste indslag i denne intro er den obligatoriske pitching af filmidéer, hvor de mest smagløse påfund lægges på bordet. At dømme efter “Snakes on a Plane” havde Altman fat i den lange ende, men det er nu alligevel rystende, at der i dette tilfælde ikke er tale om komisk overdrivelse – denne her film er omtrent ligeså dum som dens titel lyder, selvom man dog ikke kan klandre den for at være uærlig: der er slanger ombord på et fly, og så blev vi vist heller ikke lovet mere.

At opsummere handlingen i “Snakes on a Plane” er omtrent ligeså formålsløst som at retfærdiggøre dens eksistens – men for de folk der vrider sig i spænding og som ikke har kunnet lure, hvad der gemmer sig bag den ganske simple titel, så kommer her et hurtigt resumé: Dreng bliver vidne til grum gangsters væmmelige mord. Dreng kommer under politibeskyttelse, da gangster opdager ham. Dreng bliver fløjet tilbage til Los Angeles for at afgive vidnesbyrd, men grum gangster gemmer væmmelige (og dødsensfarlige) slanger i fly for at komme vidne til livs. Dreng og politimand, samt besætning og passagerer, må kæmpe for deres liv mod de væmmelige (og dødsensfarlige) slanger. Og så kan jeg passende nævne, at politimanden spilles af Samuel L. Jackson i vanlig cool-på-den-næsten-forstenende-grænsende-til-det-selvdøde facon. Og hvem der spiller drengen kan egentlig være lige meget.

Havde man valgt at gribe emnet an på den eneste måde, der egentlig er, at gribe så tåbelig en idé an på, nemlig den selvironiske, havde man måske reddet sig lidt i land. Det var måske kun blevet pubertært plat og lidt anstrengende morsomt, a la “Scary Movie” filmene, men i det mindste havde filmen ikke haft nogen illusion om at tage sig selv den mindste smule seriøst. Det gør “Snakes on a Plane” desværre, og de sjove øjeblikke indtræffer kun på det ufrivillige plan. Instruktør David R. Ellis, der ellers har drejet den ganske ferme slasheropdatering “Final Destination 2”, vil også gerne have “Snakes on a Plane” til at lugte lidt af horror, og prøver derfor at blende “Red Eye” med “Anacondas: Jagten på Blodorkidéen” – ikke et synderlig heldigt udfald, og egentlig heller ikke et særlig godt udgangspunkt til at starte med.

De mange slanger er så computergenererede som noget kan være, og så har man gudhjælpemig forsøgt sig med et ‘snakevision’ kamera, hvor vi ser hændelserne fra de snoede bæster, komplet med grønt filter og fordrejet perspektiv i det ydre synsfelt. Og midt imellem halvkedelige forsøg på at proppe så mange stereotyper ind blandt de uheldige passagerer som muligt, bliver der også lige plads til en kærlig hilsen (læs: der plankes råt for usødet) til den første “Anaconda” film, hvor en irriterende britisk herre bliver fortæret hel af en af disse kæmpe sataner. De stakkels kræ er jo blevet drevet til dette brutale stadie af duftstoffer, som gør dem aggressive. [i]Snakes on crack[/i], som en af flyets passagerer så passende udtrykker det – en anden rammende titel til denne ligegyldige film.