[b]En møgbeskidt Snehvide[/b]

Glem alt om nuttede dværge med fjollede navne, der synger muntre sange. Dværgene (for de er der skam stadigvæk) i “Snow White & the Huntsman” svinger derimod blodtørstigt økser i ryggen på deres fjender. Og det siger vel alt om, hvorledes den britiske debutinstruktør Rupert Sanders er gået til filmatiseringen af brødrene Grimms klassiske eventyr om Snehvide.

Da prinsesse Snehvide er lille pige mister hun sin mor. Faderen sørger, men snart står den mystiske Ravenna (Charlize Theron) på spring og besnærer enkemanden til at indgå ægteskab. I brudesengen suger hun med sort magi alt liv ud af ham og kvitterer dertil med en dolk i brystet. Jo, Snehvides stedmoder er en ond én af slagsen. Snehvide indespærres i tårnværelset, og først år senere, hvor den nu både moder- og faderløse prinsesse er blevet voksen (i skikkelse af Kristen Stewart), ser hun sit snit til at flygte.

Ravennas lille spejl på væggen dér har nemlig udpeget Snehvide til den smukkeste af alle, og det har den onde dronning ikke i sinde at gå upåagtet hen. Snehvide må dø! Dronningen sender bud efter Jægeren (Chris “Thor” Hemsworth). Han er en drikfældig enkemand, der egentlig mest af alt ønsker sig at blive forenet med sin afdøde kone i himmeriget – og den eneste, der tør vove sig ind i Den Sorte Skov, hvor Snehvide er flygtet hen. Men som vi husker fra Disneys tegnefilm fra 1937, nænner Jægeren ikke at plante kniven i hjertet på den uskyldsrene prinsesse. Og så må de to sammen flygte fra dronningens sorte hær.

“Snow White & the Huntsman” er dejlig dyster. Sådan som man nok må regne med, at de to tyske eventyrbrødre Grimm tilbage i starten af 1800-tallet forestillede sig eventyret. Det er lykkedes instruktør Rupert Sanders at skabe et muddertilsølet, møgbeskidt og trøstesløst middelalderinspireret univers, der matcher den kulsorte fortælling om den ungdomshungrende stedmoder, der ikke skyr nogen midler for at opnå det uopnåelige: Evig ungdom og skønhed. Filmens massive brug af CGI-effekter resulterer langt hen ad vejen i blændende scenerier lige til at fortabe og forgabe sig i – især Snehvides flugt igennem Den Sorte Skov. Her er alle planter og alt liv kvalt af Ravenna, og svampe eksploderer i en sort, hallucinerende støvsky, der kun forstærker Snehvides værste frygt for den ukendte og meget uhyggelige skov. Høj på svampestøvet vrimler, kribler og krabler alskens utøj og råddenskab frem fra det skjulte (sind).

Om Charlize Therons rabiate Ravenna falder i alles smag er jeg ikke sikker på. Præstationen balancerer konstant på en knivsæg mellem det skingre og det skønt overdrevne – præcis som en ond dronning nu engang skal være i et rigtigt eventyr. Kostumedesigner Coleen Atwood understreger også subtilt ondskaben i en fin, lille detalje: en sort dronningerobe, sirligt dekoreret med funklende hvide fuglekranier. Her er vi igen langt fra Disney. Kristen Stewart tager sig ligeledes godt ud som den Jeanne d’Arc-inspirerede Snehvide på korstog. Om hendes påtagede, britiske accent er der knap så meget godt at sige. Filmens største og mest glædelige overraskelse kommer i form af de otte(!) dværge. Her har ferm computermagi neddimensioneret en række af Englands dygtigste karakterskuespillere, heriblandt Ian McShane, Bob Hoskins, Ray Winstone, Toby Jones og Eddie Marsan. Og flokken er mere desillusioneret og tyvagtig end munter.