[b]Facebook the Movie[/b]

Selvtilliden og tiltroen til eget materiale fejler intet. Uden omsvøb eller indledende panoreringer går “The Social Network” direkte til biddet og indleder filmen med en blændende næsten 10 minutter lang dialogscene, hvor replikkerne uddeles med en så forbløffende hast, at man stakåndet kæmper for at følge med. Allerede her er man ikke i tvivl om, at man har noget bemærkelsesværdigt i vente.

Den lynende ordveksling sker mellem den Harvard-studerende Mark Zuckerberg og hans kommende ekskæreste, som til ingens overraskelse ikke ligefrem er betaget af hans kølige arrogance. Hun skrider prompte, og Mark drikker sig fuld og får i en hævnsk halvbrandert den ide at lave en side, hvor man kan vurdere piger over for hinanden. Ideen bliver så stort et tilløbsstykke, at Harvards computer går ned, og Mark bliver med et en berygtet personlighed. Tvillingebrødrene Winkelvoss tilbyder ham at komme om bord på en ny social internetside, som de er ved at udvikle, men Mark får en bedre ide, og sammen med vennen Eduardo udvikler han Facebook. Fra da af går det strygende, men da Napster-skaberen Sean Parker kommer om bord, begynder de første gnidninger at flyve, og hurtigt bliver Eduardos position truet. Et beskidt slagsmål er under opsejling.

Da de første rygter gik om at David Fincher ville lave en film om skabelsen af Facebook, var reaktionerne tvivlsomme. Hvordan skulle man dog lave en film om en, der koder? Men selvom det er rigtigt, at en programmørs arbejde ligesom en kemikers eller en teoretisk fysikers virker næsten umuligt at bringe til lærredet, så er det lykkedes fortrinligt, eftersom filmen i virkeligheden mere handler om begivenhederne omkring gerningen end selve gerningen – og derved indirekte giver et tidsbillede af den udvikling, der hele tiden sker omkring os overalt.

Det forekommer ikke mindst i Zuckerberg selv, der desperat ønsker anerkendelse og adgang til de højere sociale lag, og hvis små-autistiske sindelag gør ham i stand til at se ind til kernen af vores omgangsformer, og det er netop hans manglende sociale kompetencer, der gør ham i stand til at skabe noget som Facebook. Han spilles fuldstændigt blændende af Jesse Eisenberg, der leverer replikkerne med sublim pondus – en Oscar-nominering ville være helt på sin plads – men som også fremstiller Zuckerberg som en person med en tvetydig personlighed. Hans ekskæreste kalder ham indledningsvist et røvhul, men vi er konstant i tvivl om, i hvilket omfang Zuckerberg overhovedet kan relatere til andre mennesker.

Fincher, der ellers er mest kendt for sine visuelle påfund, virker som et besynderligt valg til et værk som dette, hvor næsten hele spilletiden fyldes af dialog, men filmen sprudler ikke desto mindre af energi, liv og kulsort humor samt et tempo højt nok til at få Jason Bourne til at vælte omkuld af udmattelse. Finchers billedmagi er for det meste mere tilbageholden end sædvanligt, selvom en miniature-agtig kaproning ikke desto mindre er en af en de mest imponerende sekvenser, jeg har set i år. Hvad der først og fremmest får filmen til at virke er Aaron Sorkins fremragende manuskript og dialog, og lagt i hænderne på tre virkelig velspillende skuespillere slår det gnister.