Steven Soderberghs version af den polske forfatter Stanislaw Lems “Solaris” – som også er filmatiseret af Andrej Tarkovskij – er nærmere løseligt baseret på den ambitiøse science fiction roman end en decideret filmatisering. “Solaris” tager sig nogle gevaldige friheder i forhold til oplægget, men taget i betragtning af at den er produceret i Hollywood (af James Cameron) er det en velkommen ambitiøs film.

“Solaris” vil uundgåeligt blive sammenlignet med Stanley Kubricks “Rumrejsen År 2001”. Men hvor Kubrick havde større planer (rejsen fra menneskets fødsel til dets forfald og senere genfødsel), prøver Soderbergh at kigge indad i stedet – på fortvivlelse, fortrængninger og kærlighed.

Chris Kelvin, i skikkelse af George Clooney, bliver bedt om at rejse til rumstationen som kredser omkring planeten Solaris. Da han ankommer finder han den tilbageværende del af besætningen i en tilstand af sindssyge og desperat fortvivlelse – resten har begået selvmord. Det eneste svar som han kan få ud af dem er at han bare skal vente og se.

Under sin første nat på rumstationen drømmer Chris om sin afdøde kone Rheya. Og da han vågner finder han hende ved sin side, lyslevende som i gamle dage. I et tilfælde af panik og forvirring sætter han hende i en rumsonde og sender hende tilbage i mørket hvor hun kom fra. Men dagen efter er hun der igen. Og selvom hun fuldstændigt ser ud og opfører sig som Rheya, er Chris overbevist om at Rheya ikke er hende som han kendte på Jorden. Og da han i væmmelse – skjult bag en venlig, men afvisende facade – emotionelt fjerner sig fra hende, begynder hun også at tvivle på hvem hun er…

Bag dette ligger bl.a. filosofiske ideer som: Spiller hukommelsen en større rolle end vi tror? Når menneskets erfaringer er subjektive, hvordan definerer man så hvad et rigtigt menneske er? Og findes der et forkert et?

Filmen er seriøs, fascinerende og bliver fortalt i et ekstremt langsomt tempo – og Soderbergh, som også har skrevet filmens manuskript, prøver i det mindste at hæve niveauet i Hollywood ved at sænke farten. (Det amerikanske publikum stenede ham ironisk nok for at ville prøve noget andet – i en tid hvor alle råber efter mere end de utallige forsættelser og tegneserie-filmatiseringer). Selv filmselskabet var i tvivl om hvad de havde på hånden, og valgte det sikre: De solgte den som en kærlighedsfilm. Det er den delvis også, men vi er alligevel et godt stykke fra de løgne som film og TV traditionelt prøver at sælge om hvordan kærlighed skal se ud.

Hovedpersonen Chris er ofte filmet i nærbilleder som er med til at fokusere på det menneskelige aspekt i historien, som Soderbergh tydeligvis er mere interesseret i end romanens mange videnskabelige gætterier – som næsten er bortelimineret i filmen. Her er det så at filmen og bogen for alvor siger farvel til hinanden. Bogen fokuserer systematisk på hvordan mennesket udfra videnskabelige metoder prøver at forklare det uforklarlige, og hvordan disse metoder kommer til kort over for en intelligens som er større end dets egen.

Soderberghs tilgang til materialet er mere følelsesbetonet, og filmen fremstår som en stille drøm (ledsaget af Cliff Martinez flotte musik) som hovedsageligt fokuserer på forholdet mellem Chris og Rheya – både det fortidige og nutidige.

Clooney og Natascha McElhone – som spiller Rheya – har en virkelig god kemi sammen, som også er nødvendigt i en film uden den store dialog. Deres indledende romance er en afdæmpet og smuk sag som ikke bliver trivialiseret af forslidte romantiske ord. Clooney, som normalt ikke bliver sat på de vanskeligste prøver, yder for øvrigt her hvad der må betegnes som en af hans allerbedste præstation – og er langt væk fra sine typiske Mr. Cool typer.