[b]Fløjlsbukser eller hyttesko – dét er spørgsmålet i Sydfrankrig[/b]

“Sommersøndag” formår i sine bedste scener at leve op til sin dovenvarme, danske titel. Handlingen i franske Nicole Garcias ottende film udspiller sig for en stor del ved Sydfrankrigs solbadede strande, hvor det nærmere er reglen end undtagelsen, at man er sæsonarbejder og tager ret så let på tilværelsen. Og det er lige præcis dén stemning af noget sanseligt sorgløst – selv om der selvfølgelig er masser af sorger lige under overfladen – at den 68-årige skuespillerinde og instruktør lykkes med at formidle i dramaet “Sommersøndag”.

Den fåmælte og stereotypt fløjlsbuksebærende skolelærer Baptiste, spillet af instruktørens søn, Pierre Rochefort, lever en simpel og monoton tilværelse. Et halvt års tid ad gangen vikarierer han i matematik for mindre klasser, men så snart han bliver tilbudt fastansættelse, pakker han sine få ejendele og drager mod en ny skole og by. Sådan foretrækker han det. Lige indtil han en dag kommer for skade at involvere sig i eleven Mathias’ liv. Da Mathias ikke bliver hentet efter skole, drøner Baptiste ham resolut hjem på sin scooter. Først til en far, der egentlig ikke har tid til sin dreng, og så ud til en strandbar, hvor det viser sig, at Mathias’ mor Sandra arbejder som servitrice.

En på alle måder tiltrækkende og sprælsk mor, som Baptiste drages imod. Det er ikke så mærkeligt, idet hun spilles af det langbenede livstykke Louise Bourgoin, der kan charmere bukserne af de fleste. Og her altså også den ellers så forsigtige Baptiste. Og hvorfor er han egentlig så forsigtig? Hvad flygter han fra?

Som handlingen skrider frem, får vi serveret et par kolde, blågrå flashbacks. De står i (lidt for) skærende kontrast til de varme strandlivsbilleder. Baptiste har været helt til hundene. Hjemløs og alkoholiseret. Men han har også en hemmelighed, der ligger endnu længere tilbage. Så da Sandra får tæv af læderjakkeklædte lånehajer (ja, de bærer sågar læderjakker i bagende solskin på standen, så du ikke er i tvivl om, at de er nogle skidte fyre), og hun ikke kan betale de mange tusinde euro tilbage, hun skylder for en strandbar på St. Barths, træder Baptiste, omend lidt modvilligt, til. Og så går turen mod en overordentligt velhavende familie, der ikke har set den fortabte søn i mange år.

“Sommersøndag” byder på lidt for mange fortænkte scenarier til, jeg rigtig kunne føle og følge Baptiste og Sandras historie. Ligeledes er kontrasten mellem den sanselige, hårdtarbejdende underklasse og den golde, pengefikserede overklasse til at tage og føle på. Man er aldrig i tvivl om, hvor Nicole Garcia har sin sympati. Fremstillingen bliver alt for unuanceret, og den åbenlyse pegen fingre af penge som fordærvende faktor bliver hurtigt trættende. Bare fordi man spiller tennis, går i hyttesko og slynger en trøje hen over skuldrene og binder ærmerne sammen i en knude foran, er man ikke automatisk ondskaben inkarneret. Men det er tæt på, ifølge Garcia.