Forbrydelse og soning[i]Klik, klik, klik.[/i] Som titlen på “Soning” dukker frem på lærredet, sker det med følgeskab af lyden fra stemplerne på en skrivemaskine. Den samme lyd går igen igennem hele filmen og lægger sig som en underlægningsmelodi for filmens granskning af historiefortællingens positive og negative sider, hvor en løgn ligger til grund for handlingens største forbrydelse.

“Soning” begynder en hed sommerdag i 1935 på et britisk gods ejet af overklassefamilien Tallis. Som Hitlers raslen med sabler giver genlyd på den storpolitiske horisont, er konflikterne på godset af en mere følelsesmæssig art, hvor Cecilia Tallis og husholderskens søn Robbie begynder at erkende deres gensidige tiltrækning. Nærmest før de selv indser deres latente kærlighedsforhold, opdages det dog af familiens yngste datter Briony, der med en veludviklet sans for dramatiske historier hurtigt afkoder de stjålne blikke imellem Cecilia og Robbie. Men Brionys litterære forestillinger om kærlighed blegner til stor forargelse i mødet med virkelighedens drifter imellem Robbie og Cecilia. Da Briony øjner chancen for at påvirke forholdet mellem Cecilia og Robbie, træffer hun et valg, der får konsekvenser for de tre personer lang tid efter, sommerdagen er overstået.

Instruktøren Joe Wright formår, på samme måde som han gjorde det i sin forrige film “Stolthed og fordom”, at spejle personernes indre arkitektur med de omkringliggende landskaber. Dette fungerer mest effektivt i filmens indledende del på det britiske gods, hvor Dario Marianellis insisterende musik hjælper til med at etablere en fortættet stemning af undertrykte følelser, der vækker minder om andre britiske herskabsdramaer som “Resten af dagen”. Men “Soning” har dog et yderligere kort at spille på. Som man bevæger sig igennem de forskellige tidsperioder, som filmen foregår i, sker det med den unge forfatterinde Briony som bindeled, og hendes forfatteraspirationer giver filmen et skær af metafiktion, som både teaterstykker og film benyttes til at sætte personernes situation i relief. Yderligere vises vigtige scener fra forskellige vinkler, hvor meningen afhænger ligeså meget af seeren som af det sete. Denne inkorporering af Brionys fascination af fiktionen gør, at hvad der på overfladen minder om et historisk kærlighedsdrama i stil med “Tilbage til Cold Mountain” i stedet bliver en refleksion over fiktionens effekt på virkeligheden, som de to flettes sammen.

Wright har også hentet Keira Knightley, som spiller Cecilia Tallis, med fra “Stolthed og fordom”, og skuespillerinden er bedårende som altid. Det samme gælder James McAvoy, der besidder en form for uskyldig maskulinitet som klassebryderen Robbie. Alligevel er der noget forstilt over de to skuespilleres spil, når de er alene sammen, særligt i filmens anden del, der foregår under anden verdenskrig. Så snart Briony ikke er til stede, forekommer de to skuespillere at befinde sig i en ordinær film om kærlighed på tværs af klasseskel, hvilket de i og for sig også gør, hvis man fjerner Brionys synsvinkel på historien. Det er hendes position i forhold til sin egen og Cecilia og Robbies historie, der danner det virkelige fundament i “Soning”.

I rollen som Briony optræder tre forskellige skuespillerinder. Saoirse Ronan spiller den yngre udgave af Briony, og hun går til rollen, så man både opfatter karakterens positive træk samt en nærmest hævngerrig nysgerrighed overfor det, hun ikke forstår i forholdet mellem Robbie og Cecilia. Dernæst kommer Romola Garai i spil i perioden under anden verdenskrig, hvor Brionys forfatterdrømme konfronteres med krigens gru og skyldfølelsen over, hvad hun gjorde som ung. Og endelig er Vanessa Redgrave den aldrende Briony, der nu har sin ungdom tilpas på afstand til at kunne se på begivenhederne i et andet perspektiv end dengang, hun selv befandt sig midt i historien. Alle tre skuespillere formår at gøre Briony til den klart mest interessante karakter at følge i de forskellige perioder, men den yngre og ældre Briony drager nytte af et større fokus på deres person i handlingsforløbet.