[b]Straight Outta Afghanistan[/b]

En gennempryglet afghansk teenager i brudekjole – med en stregkode malet i panden. Lad det billede sætte scenen for “Sonita”, månedens dokumentar i Cinematektet. Historien om Sonita, der drømmer om at blive rapper, mens hendes familie forsøger at sælge hende som brud for 9000 dollars, ankommer i slipstrømmen af debatten om de såkaldte barnebrude i de danske asylcentre. Heldigvis er den andet og mere end et debatindlæg. Det er en etisk refleksion over dokumentaristens forhold til det, der dokumenteres. Og en forfærdeligt nervepirrende flugthistorie med ekstrem suspense.

Det er ulovligt for kvinder at synge i Iran, hvor Sonita bor med sine søskende. Det forhindrer hende dog ikke i at fantasere om at blive en stjerne. Instruktør Rokhsareh Ghaemmaghami indfanger en kvælende følelse af fangenskab. Af at sidde fast i limbo mellem to kulturer. Der hænger plakater af Justin Bieber på Sonitas værelse, og i sin lille scrapbog klistrer hun billeder af sit eget ansigt på udklip af Rihanna. Da lærerinden på hendes skole beder eleverne om at lave et drømmepas med en ny identitet, de selv har fundet på, vælger hun Michael Jackson og Rihanna som forældre. Sonita elsker pop. Men hun vil selv hellere være rapper. De ting, hun har på hjerte, kræver et mere aggressivt udtryk.

Sonita vil lave musik om social uretfærdighed. Hun vil åbne folks øjne for, hvor latterligt livet er indrettet i Afghanistan og Iran. Ikke mindst hvis man er kvinde. Og hun er fuldt overbevist om, at hendes musik vil gøre en forskel. Hvis det altså lykkes at få den indspillet og udgivet. Det er et stort ‘hvis’. For hjemme i Afghanistan brygger resten af familien på en plan om at sælge Sonita til ægteskab. Hendes bror står nemlig og skal bruge lidt kontanter, så han selv kan købe sig en splinterny, ung brud. Det var sikkert den historie, Ghaemmaghami havde regnet med, hun skulle fortælle. Den havde været repræsentativ for afghanske kvinder vilkår. Men Sonita vil ikke lade sig passivt dokumentere, mens hendes liv ødelægges.

Meget symbolsk flår Sonita kameraet ud af hænderne på Ghaemmaghami i en scene, hvor hun har fået nok af hendes spørgsmål. Nu er kameraet rettet mod dokumentaristen: Hvorfor hjælper hun ikke? Hun kunne jo købe Sonita fri fra familien i stedet for at se passivt til. Det sætter gang i overvejelserne hos instruktøren, som må genoverveje sin rolle. Passiv betragter eller aktiv medspiller? Hun vælger det sidste. Og så bliver filmen en helt anden, end hun kunne have forudset. For det viser sig, at der er et virkeligt talent bag Sonitas stjernedrømme. Med Ghaemmaghamis hjælp indspiller hun en musikvideo, som bliver et hit på YouTube, vinder en talentkonkurrence og skaffer hende et stipendium til en skole i USA.

Pludselig er der håb i det, der i begyndelsen lignede en trist, uafvendelig skæbnefortælling. Her bliver spændingen så voldsom, at det næsten ikke er til at bære. For Sonita står på tærsklen til et liv, hun kun har kunnet drømme om, men først må hun tilbage til Afghanistan for at skaffe sin dåbsattest fra sin familie, så hun kan få pas og visum. Meget kan gå galt. Hvis familien lurer hendes plan om at stikke af, så ender det ikke godt. Selv hvis familien klares, er der det afghanske bureaukrati at slås med. Det er voldsomt oprivende at være vidne til, og jeg tvivler på, at der er mange dokumentarfilm, der kan mønstre et så nervepirrende klimaks.