Fire kvinder. Fire sammenbrud

Spa Weekend sender fire kvinder med hver sin livskrise på luksusspa. Der er med andre ord rigeligt at arbejde med, allerede inden nogen har fået badekåben på.

Jane (Leslie Mann) er en succesfuld advokat, enlig mor og så vant til at tage sig af alle andre, at hun har glemt sig selv undervejs. I anledning af sin fødselsdag tager hun derfor på Solaris Eden Beach Spa med veninderne Sophie (Anna Faris) og Coco (Michelle Buteau).

Tre veninder. Der plejede at være fire, men Mel (Isla Fisher) er med årene gledet ud af gruppen, uden at nogen rigtig har gjort hende den tjeneste at fortælle det.

Af dårlig samvittighed inviterer Sophie alligevel Mel med i sidste øjeblik i håb om, at hun allerede har planer. Det har hun selvfølgelig ikke.

Så fire kvinder tjekker ind på Solaris Eden Beach med hver sin bagage.

Sophie har mistet evnen til at sige fra og står til rådighed døgnet rundt for sin grotesk krævende chef, der kimer hende ned. Hendes oprør begrænser sig til skjulte fuckfingre og lydløse skrig.

Coco er blevet skilt og har pakket sorgen ind i vrede. Hendes eksmand har fundet en ny kvinde, og Coco gennemlever enhver kvindes værste mareridt. For hvad er værre end at blive forladt for en yngre model som Gigi Hadid?

At blive forladt for Angela Merkel.

Mel har tilsyneladende flere penge end bekymringer og markant mere selvtillid end situationsfornemmelse. Hun er højlydt, grænseløs og sjældent i tvivl om, hvad der er bedst for de andre.

Wellness vs. Vegas

Mel er typen, der hellere beder om tilgivelse end om lov. Hvor de andre søger ro, opsøger Mel grænserne.

Hun catcaller mænd på resortet, bestiller strippere i guldfarvede boxershorts og hiver kokainen frem. Hun forsøger stadig at indtage sin gamle plads i en firkløver, der i hendes fravær er blevet til en trekløver.

Desværre bruger Spa Weekend langt mere tid på konsekvenserne af Mels grænseløshed end på det, der ligger under den.

Derfor bliver hun ofte mere katalysator end karakter. Når Mel kommer ind, ryger pulsen op, dømmekraften ned og den indre ro direkte ud af døren.

Det giver Spa Weekend masser af energi.

Men et wellnessophold bliver ikke nødvendigvis sjovere, bare fordi man gør det til Vegas. Og højt tempo er ikke det samme som god timing.

Chicks before dicks

Bag Spa Weekend står Jon Lucas og Scott Moore, makkerparret, der skrev The Hangover og siden skrev og instruerede Bad Moms. De har beskrevet filmen som et kærlighedsbrev til deres hustruer og fremhævet virkelige kvinders erfaringer og venskaber som inspiration.

Det er en sympatisk ambition. Den kan bare ikke altid mærkes på lærredet.

Enten har de ikke spurgt nok, eller så har de ikke lyttet nok.

For Spa Weekend forstår kvindernes behov for en pause bedre, end den forstår kvinderne selv, og reducerer dem i stedet til velkendte arketyper.

Der mangler nuancer. Og først og fremmest mangler der en følelse af, at de fire kvinder eksisterer som andet end opskrifter på den næste joke.

Når filmen endelig forsøger at grave et spadestik dybere, skynder den sig som regel videre til næste grin.

“Chicks before dicks” bliver en slags verbal kvittering på, at søsterskabet stadig består. Men man råber sig ikke automatisk til intimitet. Og fire kvindelige hovedroller er ikke i sig selv det samme som en nuanceret fortælling om kvinder.

Himmerige med happy ending

På Solaris Eden Beach bliver personalet præsenteret, som om det er sendt fra himlen.

Kai (Adam Demos) er resortets unge, australske yogainstruktør og ligner en mand, der er blevet castet med mavemusklerne først. Jane er da også overbevist om, at han er ansat med ét meget specifikt formål: at være uimodståelig for mødrene på resortet.

Han får hurtigt tilnavnet Magic Mike, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Demos ligner til forveksling Alex Pettyfers Adam fra Magic Mike så meget, at man kommer til at dobbelttjekke rulleteksterne.

Hvis Kai er Solaris Eden Beachs sexsymbol, er direktøren Shanti (Cynthia Addai-Robinson) stedets frelser.

Kvinderne døber hende “den kvindelige Jesus”, og filmen gør sit for at give dem ret. De lange lokker bølger perfekt i vinden, det hvide tøj nærmest lyser, og hun filmes konsekvent nedefra, så kvinderne bogstaveligt talt ser op til hende. Man venter næsten bare på, at hun forvandler kildevand til hvidvin.

Det er meget sigende for filmens humor. En joke får sjældent lov til bare at lande. Den bliver understreget, gentaget og skruet så langt op, at man næsten føler sig undervurderet som publikum. Shanti må ikke bare være selvhøjtidelig. Hun skal være Jesus. Kai må ikke bare være attraktiv. Han skal være Magic Mike.

Og filmen ved udmærket, hvad Kai skal bruges til. Det gør Mel også. Hun udnytter enhver anledning til at få ham på Janes behandlingsplan.

For selvfølgelig kan en kvinde ikke tage på spaweekend for at finde sig selv uden samtidig at skulle finde en mand.

En punchline på jagt efter et plot

Problemet opstår, idet filmen vil bilde os ind, at der gemmer sig noget mere under badekåben. For karaktererne falmer i ansigtsmaskerne, og flere gange kan man næsten se punchlinen stå og vente for enden af scenen.

Et af filmens mærkeligste sidespor tilhører Cocos eksmand Roger (Dominic Ona-Ariki).

Han tager til resortet for at komme de angiveligt hjælpeløse kvinder til undsætning, men opdager, at nødsituationen ikke er helt så alvorlig, som han forestillede sig.

Så langt, så godt.

Men fordi opladeren til hans elbil er gået i stykker, må han blive på resortet. Og af årsager, som filmen aldrig rigtig gør sig den ulejlighed at forklare, tømmer han souvenirbutikken for tøj med Solaris Eden Beach-logo.

Ikke fordi hans eget er blevet vådt eller beskidt. Ikke fordi han mangler noget. Tøjet er hverken varmere, mere praktisk eller nødvendigt. Det eksisterer alene, fordi synet af en mand begravet i merchandise er morsomt.

Det er så mærkeligt, at man et øjeblik begynder at spekulere på, om man har misset en scene.

Det har man ikke.

Joken kommer først. Logikken kommer senere eller slet ikke.

En komedie behøver ikke være realistisk. The Hangover var heller ikke ligefrem en dokumentar. Men selv den mest vanvittige komedie har brug for sin egen indre logik.

I Spa Weekend føles handlingen flere gange som noget, der er blevet konstrueret baglæns fra en punchline.

Skuespillerne kan ikke massere manuskriptet på plads

Det frustrerende er, at rollelisten burde kunne bære en langt bedre komedie.

Leslie Mann er et naturligt centrum som Jane og rammer fint den blanding af overskud og udmattelse, der følger med en kvinde, som kan løse alle problemer undtagen sine egne. Hun har den nervøse komiske timing og sårbarhed, der gør Jane sympatisk, selv når manuskriptet gør hende til genstand for endnu et konstrueret scenarie.

Michelle Buteau har filmens skarpeste tunge som Coco og kan få selv en middelmådig replik til at bide.

Mel er skrevet til at fylde ethvert rum, hun træder ind i, og Isla Fisher holder ikke igen.

Anna Faris er god til den nervøse, sammenbidte frustration, men Sophie bliver sjældent andet end den konfliktsky kvinde.

Når Mann, Fisher, Buteau og Faris får lov til at spille op ad hinanden, kan man ane den komedie, Spa Weekend kunne have været. Kemien er der, og de behøver ikke en ny katastrofe hvert femte minut for at være morsomme. De ved, hvordan man leverer en joke. Desværre får de brug for stort set alle tricks i værktøjskassen.

En komedie med mere skum end substans

Spa Weekend er energisk og ufortrødent fjollet, men også overdrevet, utroværdig og overraskende overfladisk for en film, der hævder at have så meget kærlighed til sine kvinder.

En komedie med Leslie Mann, Anna Faris, Michelle Buteau og Isla Fisher behøver ikke være en dybsindig afhandling om kvindeliv for at retfærdiggøre sin eksistens.

Men hvis man samtidig vil fortælle en historie om fire kvinders livslange venskab, er det ikke nok at råbe “bitches” efter hinanden og kalde det søsterskab.

Det mest frustrerende ved Spa Weekend er, at der ligger en bedre film lige under overfladen.

En film om et venskab, der har ændret sig, men ikke alle har opdaget det. Om kvinder, der er blevet så gode til deres roller i andres liv, at de har mistet grebet om deres egne.

Lucas og Moore kan se de historier. De giver dem bare aldrig plads. I stedet får vi kokain, geder, mudder og Magic Mike på yogamåtten.

Resultatet er en højlydt og indimellem morsom komedie med fire veloplagte skuespillere og alt for lidt tillid til dem. Den vil gerne hylde kvindeligt venskab, men er langt mere interesseret i sit næste komiske indfald end i de mennesker, den handler om.

Man kan smøre nok så mange lag på. Nok så mange jokes og punchlines. Men det hjælper ikke, når de kommer hurtigere, end de rammer.

Spa Weekend trænger til en grundig dybderens.

Spa Weekend kan ses i biografen fra den 10. september 2026.