[b]The Artist is New Age Religious[/b]

Hvad gør man efter New York? Når Loki er blevet besejret. Eller som i tilfældet Marina Abramovic, der i “The Artist is Present” lavede sit livs [i]performance[/i]-artistiske udstilling på MoMa. Her sad hun dag efter dag i tre måneder stille på en stol og stirrede på dem fra publikum, som tog plads overfor. Hun var selv kunststykket i New York. Nu nedtoner hun kunsten til fordel for en (new age) religiøs søgen i et brasiliansk postkort.

Og hvorfor så Brasilien? Fordi manuskriptet siger det. Eller måske har brassernes turistminister fundet lidt filmstøtte frem. For i modsætning til i “The Artist is Present”, hvor udstillingen på verdens vigtigste museum gav et naturligt udgangspunkt for at fortælle (kunst)historien om Marina Abramovic, så er turen til Brasilien her i “The Space in Between” mindre naturlig. Hvad skal hun der? Det blev jeg aldrig klog på.

Men her er hun altså taget på tur. Og denne gang handler det ikke så meget om hende, som det er hende selv, der handler. Der peges frem i stedet for retrospektivt tilbage på en stor karriere inden for [i]performance art[/i], som oftest involverer kroppe, der støder nøgne sammen. Hun er søgende. Besøger den ene new age-sandsigerske efter den anden, der siger luftige ting, som ikke er langt fra kunstverdenens værste floskler.

Men blandt flosklerne findes der også stor kunst. Det må jeg sande, da hun møder en moderne heksedoktor i hvid kittel, som med en kniv skraber dårligdommene væk fra et øje. Uden bedøvelse. Vi ser det hele. Jeg gjorde det igennem mine fingre, det er svært for øjne at se på kniv ved andre øjne. Men det virkede, ret magisk. Et kunststykke. Nu er der den involvering, som [i]performance[/i]-kunsten kræver.

Derfra fortsætter de grædende øjne, som Marina stirrede så inderligt med i den første film, videre på turisttur blandt Brasiliens alternative. Ud i regnskoven, hvor ild, gløder og røgelse gør hende inderlig, inden hun lægger sig på en bambusmåtte dækket kun af grønne blade. Et med naturen. Fødder i mudder. Mudder på krop. Det er som de mest spirituelle afsnit af “Chef’s Table”. Der også er de dårligste. Fokus forsvinder fra maden. Her forsvinder det fra kunsten og Marina i en søgen efter noget at tro på et sted i Brasilien.