En visuel overdosisWachowski-brødrene er omsider tilbage i instruktørstolen med denne filmatisering af den japanske animé “Speed Racer”. Selvom filmens henvendelse til et yngre publikum synes oplagt med vilde biljagter, farverige bolsjeoverflader og et luftigt plot, så spænder Wachowski-brødrene alligevel ben for den barnlige slikbutik med intriger i plottet og en tone, som indimellem virker lidt for selvbevidst.

Drengen Speed Racer kan ikke tænke på andet end at køre ræs. Det ligger i hans blod. Hans far Far Racer designer farverige racerbiler og hans bror Rex Racer drøner rundet i dem på ligeså farverige racerbaner. Ja, navnene er lige fra en børnebog, men børnene er umiddelbart også filmens primære målgruppe. Speed beundrer sin storebror over alt andet, men en dag forlader Rex både familien og familieforetagendet. Speed er knust, men da han bliver stor nok, beslutter han trods skrupler at udfylde brormands store sko.

At køre ræs viser sig dog at være langt mere kompliceret end som så, da Speed erfarer, at flere folk inden for branchen hellere end gerne vil af med ham og hele hans familie. Helt som formularen forudsiger, skal Speed og hele Racer-familien nu ikke kun sætte konkurrenterne på plads, men hele branchen i en række hæsblæsende racerløb. Naturens love bliver en efter en ikke bare trodset, men fuldstændig afvist i Speed Racers fænomenale bil. Friktion synes ikke at eksisterer på racerbanen og da slet ikke tyngdekraften, for Speed og hans konkurrenter kurer på kryds og tværs af hinanden igennem baner, som vikler sig frem igennem snoninger, der ville gøre selv de største rutsjebaner til skamme.

Wachowski-brødrene har med “Speed Racer” taget animéens visuelle stil og dens tendens til det letbenede plot til sig. Filmen glider ned som luftig candyfloss, og den minder da også nærmest om en slikbutik med sin overvældende farvepalette. Det ligner den barnlige fantasi, det burde, med sin bolsjelignende overflade, og man får i perioder næsten lyst til at tage en stor bid af lærredet. CGI’en glider fornemt sammen med de reelle optagelser i filmens farveorgie. Samtidig øger filmens hurtige og elegante klipning kun yderligere til denne hysteriske stil, hvor billederne takket være farverne glider sammen i et uadskilleligt hele. Billede for billede og scene for scene er nærmest umulige at skelne fra hinanden, og tilskueren skal holde tungen lige i munden for reelt at følge med i den overordnede handling, for man fortaber sig let i denne prangende billedside.

Som børnefilm er den desværre alt for lang, og handlingen går pludselig midtvejs i filmen hen og bliver lidt for kompliceret med unødvendige forviklinger, der sløver filmens fremdrift og blokerer for dens barnlige natur. Samtidig drejer filmens tone fra at være en helhjertet farverig bolsjefilm i perioder over til at være en selvbevidst leg med kitsch og klichéer. For på den ene side leger den uden forbehold med universet og en barnlig humor, men på den anden side morer den sig samtidig over sit eget forudsigelige og hule plot, og de to elementer kommer på tværs af hinanden i stedet for at supplere hinanden.