[b]Ganske fortryllende fortællinger[/b]

“Spiderwick fortællingerne” er endnu et eksempel på en hæderlig familiefilm, der overses af de fleste biografgængere, mens mere ordinære seancer derimod tjener kassen. Ligesom “Terabithia – et hemmeligt land” og “The Water Horse”, der ligeledes hurtigt røg af plakaten, er “Spiderwick fortællingerne” opsat på at overbevise os om, at vores egen verden også er fantastisk, og at et barn ikke behøver at være troldmand eller hedde Harry Potter for at brillere. Dét er åbenbart noget, som afskrækker mange børnefamilier og endda ældre seere, som altså hellere vil forføres af computergenererede verdener og disses ofte livløse figurer.

“Spiderwick fortællingerne” er langtfra perfekt, men man må beundre den for at tage hånd om problemstillinger, som dens artsfæller sædvanligvis skøjter let og elegant over. Udover ondsindede trolde og andre dæmoner må fortællingens børn også døje med deres forældres skilsmisse, deres fars problematiske fravær, deres nye bopæls afstand fra gamle kammerater og skoler samt (ikke mindst) hinanden. Det er ærgerligt, at der er så få familiefilm, der giver børn noget at relatere sig til, at film som “Spiderwick fortællingerne” må betegnes som modige og anderledes.

Filmen er blevet kritiseret af nogle for at være for dyster og skummel for børn. “Spiderwick fortællingerne” er da ganske vist heller ikke egnet for de allermindste. Især historiens sidste akt byder på mange skræmmende monstre og gedigen uhygge, mens selv dem, der for længst har lagt puberteten bag sig, formentlig vil spjætte lidt under en underjordisk flugtscene. Men filmmagerne bør hyldes for at have lavet en film, der minder børn om, at valg har konsekvenser, at verden ikke er helt ufarlig, og at ikke alle problemer kan løses med en magisk tryllestav. Produktionens dystre islæt gør den også mere uforudsigelig og selvsagt mere fornøjelig for ældre tilskuere.

Computereffekterne er sædvanligvis troværdige nok til at forhindre, at stemningen krakelerer. Desværre er James Horners score kedeligt og består hovedsageligt af musikalske passager fra flere af Horners tidligere kompositioner. Langt bedre er skuespillerne. Freddie Highmore er desværre efterhånden så gammel, at vi formentlig snart ikke længere vil opleve det unge energibundt udmærke sig i familiefilm. Han spiller to tvillingebrødre, Jared og Simon, som sammen med deres storesøster, Mallory, og børnenes mor flytter ind i et hus, der befinder sig lige i nærheden af en gruppe monstre, der er ude efter en helt særlig bog, som befinder sig i familiens nye bopæl.

Highmore har ingen problemer med skiftevis at spille den kække Jared og den nørdede, stilfærdige Simon. Og hans amerikanske accent er heldigvis ligeså overbevisende som hans imponerende skuespil. Tempoet er filmens akilleshæl. Det tager tid for den at komme op i omdrejninger, og introduktionen af de overjordiske elementer er så forhastet, at man desværre ikke opnår helt den ærefrygt eller beundring for dem, som man burde. Intensiteten under filmens sidste del understreger, hvor sløvt tempoet undertiden har været forinden. Men med en spilletid på kun halvanden time bliver filmen aldrig decideret kedelig, og den spilder aldrig tid på unødvendige sidefortællinger og lange redegørelse i modsætning til hovedparten af “Harry Potter”-filmene.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. En nyproduceret familiefilm som “Spiderwick fortællingerne” burde have set bedre ud på dvd. Filmen ser dog ikke ligefrem dårligt ud. Kontrasten er sædvanligvis god. Der er talrige nattescener og sekvenser i dunkle lokaler, der byder på masser af visuel information i billedets mørkeste områder. Billedet er desværre aldrig knivskarpt, men heldigvis heller aldrig decideret uskarpt. Farverne virker kun sjældent en smule matte, mens edge-enhancement desværre optræder i flere skud. Komprimeringsfejl figurerer også i nogle af filmens mørkeste scener.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er heldigvis bedre end transferet. Filmens lydside er spækket med herlige subtile og tydelige auditive påfund, der gør positivt indtryk. Både høje og dybe toner går klart igennem. James Horners musik benytter sig primært af fronthøjtalerne, men folder sig til tider også en smule ud i baghøjtalerne på de rette tidspunkter. Ingen støj optræder, og der er et par ganske nydelige panoreringer. Desværre bærer lydsiden undertiden præg af, at filmen skal være overkommelig for børn. Der er grænser for, hvor meget gennemslagskraft lydeffekter må have i amerikanske familiefilm. Derfor er der flere tidspunkter, hvor man efterlyser lidt mere punch og aktivitet. I øvrigt bør det pointeres, at underteksterne af og til optræder en anelse forsinkede.

[b]Ekstramateriale[/b]

Trailere til “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, “Kung Fu Panda” og “Drillbit Taylor” vises, inden man præsenteres for dvd’ens menu. “Spiderwick: It’s All True!” (7 min.) er et ligegyldigt interview med instruktøren Mark Waters, der gennemgår flere af filmens rekvisitter og karakterer. Waters siger intet, som filmen ikke udtrykker i sig selv. Dokumentaren “It’s a Spiderwick World” (9 min.) er bedre, men desværre også meget kort. Den indeholder bl.a. et par nogenlunde interviews med forfatterne bag bøgerne, som filmen tager udgangspunkt i. Derudover medfølger en lille tekstguide, der ligesom interviewet med Waters gennemgår flere facetter af fortællingens univers. Men denne guide føles også overflødig, eftersom den næsten intet nyt bemærker.