[b]Ingen sjæl i “The Spirit”[/b]

Frank Miller har i mange år været elsket og beundret af tegneserie-entusiaster rundt omkring i verden. Og med succesfulde filmatiseringer af hans tegneserier “Sin City” og “300” giver lyden af hans navn dollartegn i øjnene på de magtfulde mænd i Hollywood. Tegneseriefilmatiseringer og superhelte har længe været en fed fidus for filmproducenter, og nu har Frank Miller selv skiftet pennen ud med kameraet og drejet en film om Will Eisners gamle superhelt “The Spirit”. Men det skulle han aldrig have gjort.

“The Spirit” udspiller sig i byen Central City – en korrupt og kriminel storby, hvor lyset aldrig trænger igennem, og ondskaben har overtaget. Tænk Sin City, og du har en idé om, hvilket miljø vi har med at gøre. Superhelten The Spirit er byens sjæl. En beskytter, som vi kender dem til døde fra tegneserieuniverset, og da ligene begynder at hobe sig op i gaderne, bliver han klar over, at hans nemesis, den gale videnskabsmand Octopus, har igangsat en plan for at blive enehersker i Central City: Han skal drikke blodet fra sagnhelten Herakles og på den måde blive udødelig! Lyder det åndssvagt? Det er det virkelig også.

At begynde at gå i detaljer med handlingen i denne nye superheltefilm er lige så svært som at gengive en våd bytur med vennerne. Alt er usammenhængende, fyldt med sorte huller og i sidste ende fuldstændig ligegyldigt. Filmen er visuelt imponerende, og Frank Miller forstår at vække tegneserieæstetikken til live på det store lærred, så det er en fryd for øjet, men han har simpelthen ikke historien eller karaktererne til at gøre det mindeværdigt.

Superhelten bliver spillet med lige så stor indlevelse og entusiasme som et stykke vådt pap, og resten af persongalleriet er så karikerede og klichefyldte, at de overskrider grænsen fra at være selvironiske til at være decideret platte. Dialogerne er tåkrummende dårlige og kunne lige så godt være brugt ved et skoleteater. Når Eva Mendes i rollen som Sand Saref mumler ordene [i]”Hold kæft og blød!”[/i], tager man sig til hovedet og undrer sig over, om der overhovedet er nogen, der har sat sig ned og læst manuskriptet igennem.

Det værste ved “The Spirit” er dog dens forsøg på at integrere humor i det kaotiske univers, den prøver at stable på benene. Det er aldrig sjovt, kun tåbeligt og forstyrrende, og man sidder med en følelse af, at Frank Miller ikke har haft nogen idé om, hvilken slags film, han har villet lave.