Kæmpe fuserMed den nye komedie “Sprængfarlig bombe” får man indtryk af, at instruktøren Tomas Villum Jensen og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen bruger de danske biografer som deres eget forum til at kritisere visse dele af den danske filmbranche i. Og det lider filmen meget under.

Da Tonny (Ulrich Thomsen) kommer ud fra spjældet og skal se sine børn for første gang i lang tid, beslutter han sig for at tage dem med i biffen. Så skal de rigtig hygge sig. De går ind for at se den anmelderroste film af den danske instruktør Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas), hvilket viser sig at være en dårlig ide. Filmen er noget decideret lort, ungerne tuder og Tonny, der lidt har et problem med at styre sit temperament, går amok, da han ikke kan få pengene tilbage. En meget ihærdig indsats fra Tonnys side ender senere i et tvunget samarbejde med Claus Volter om at lave en ny film, men med to hidsigpropper bag kameraet er der lagt op til masser af problemer.

Man griner en del, når man ser “Sprængfarlig bombe”, for Anders Thomas Jensen har som sædvanligt lagt sjove replikker ind i manuskriptet og Tomas Villum Jensen har – ligesom i sin tidligere film “Solkongen” – benyttet sig af sjov udklædning og overspillede karikaturer til at lægge et muntert niveau filmen igennem. Men bortset fra de ironiske gags har filmen intet på hjerte, og det er trist, når det skal forestille sig at være Danmarks stærke, kommercielle film-team, der står bag. Og ingen, der har set Anders Thomas Jensens CV kan være i tvivl om, at han har bedre historier at byde på.

François Truffauts “Nat for dag” og Spike Jonzes “Orkidè-tyven” er alle titler på såkaldte meta-film. Det vil sige film, hvis indhold kommenterer på selve fænomenet at lave film. “Sprængfarlig bombe” foregår i et filmmiljø og umiddelbart kunne det virke som om, at filmen vil skrive sig ind i den filmgenre. Nikolajs Lie Kaas’ indbildske og selvforherligende instruktør kunne være et meget godt udgangspunkt for en god historie, men der er næsten ingen udvikling i karakteren, og det lidt, der er, virker på ingen måde overbevisende. Til gengæld er der mange scener, hvor karakterernes dialoger sender tydelige og uvenlige referencer til nogle af Danmarks mere smalle instruktører, heriblandt Lars von Trier. Når Anders Thomas Jensen og Tomas Villum-Jensen laver en film om det at lave film, så er det altså ikke fordi, de har nogle større pointer om fiktionens verden kontra virkeligheden, de vil ud med. Det er blot en raffineret og dyr måde at sige deres mening om andre instruktører på.

Derudover har to af Danmarks største skuespillere, i form af Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen, fået roller, som de på ingen måder får ført ud i livet. Begge overspiller – trods det at deres roller er karikerede fra manuskriptets side – og ingen af dem formår at skildre den form for hurtigt accelererende “HvadFandenErDetForNogetPis” hidsighed, som deres typer ellers skal forestille at besidde.