Fra rendestenen til stjernehimlen”Spurven – La Vie En Rose” er en indlevende og gribende fortælling om Edith Piafs liv. Filmen er både et gennemført tidsbillede og et nærgående portræt af en af de største franske kunstnere, der har levet.

Edith Piafs historie er en sand gave til en manuskriptforfatter. Fortællingen indeholder alt hvad man kan begære af kærlighed, drama, sorg og lykke, samtidig med, at den er en helt utrolig musikalsk rejse fra Paris’ baggyder til alverdens største scener.

Det ligger ikke rigtigt i kortene, at lille Edith skal være sangstjerne, når hun bliver stor. Hun bliver født i 1915 i Paris, og tilbringer de første år af sin barndom med at følge efter moderen, der lever af at synge i byens gader. Faderen er med i krigen og fraværende. Han vender dog tilbage da Edith er tre år gammel for at tage den lille pige med sig. Hun bliver efterladt hos sin farmor, der ejer et bordel i Normandiet. Her vokser hun op blandt ludere og lommetyve. En øjensygdom gør Edith blind fra hun er tre til hun er syv, hvor hun går rundt med bind for øjnene, indtil de prostituerede samler ind til en pilgrimsrejse til Saint Thérèses ære, hvorefter hun ved et mirakel får synet igen. Edith er lykkelig på bordellet, men hendes far vender endnu en gang tilbage for at tage hende med sig. Han vil gerne genoptage sit gamle liv som akrobat. Han optræder som slangemenneske i et cirkus, og Edith tvinges til at følge med ham. Der går dog ikke længe, før faderen atter er tilbage på gaden sammen med den lille pige, der med faderen som eneste selskab tvinges til at underholde med sin smukke stemme, mens de traver Paris tynd.

I teenageårene er det Edith selv, der lever af at synge på gaden. Hun bjergtager alle med sin smukke og specielle stemme, og bliver en dag opdaget af natklubejeren Louis Leplée. Han giver Edith en karriere, og snart bliver hun en af tidens mest feterede stjerner. Édith Giovanna Gassion bliver til spurvetøsen, som det er oversat med i filmen, eller rettere – Edith Piaf skabes.

“Spurven – La Vie En Rose” krydsklipper mellem den unge Ediths liv og den ældre Edith, der syg og plaget af gigt, druk og mange års morfinmisbrug desperat forsøger at holde fast i livet på scenen. I sin sidste koncert slæber hun sig på scenen krumrygget og næsten skaldet op foran mikrofonen og når at synge “Non, je ne regrette rien”, inden hun falder om.

Edith Piafs liv kunne fortælles på mange måder; der er rigeligt med materiale at tage af. “Spurven – La Vie En Rose” placerer fokus på mennesket i musikken fremfor alt det andet der kunne fortælles, såsom hendes mange mænd, venskaber med kendisser eller den lille pige, hun fødte, allerede da Edith var i sine teenageår, og som døde af meningitis som to-årig. Fortællingen fører os skridt for skridt gennem Edith Piafs liv på og bag scenen. Hun er både den drikfældige baggårdstøs, der råber og bander mere end mændene og den sårbare kvinde, der berøvet sine forældres kærlighed finder trøst blandt mændene i sit liv og ikke mindst i kunsten. Hendes sangskat berører både den fattige del af befolkningen og overklassen. Edith Piaf rejser sig fra at være den barske cafesangerinde til at være en hel nations stemme, og det er fremragende vist i filmen, hvordan hendes musiske udvikling og personlige opture og nedture er sammenflettede i en rå skæbne i et Europa, der gennemgår en voldsom forvandling. Alle de øvrige medvirkende i filmen henvises til periferien for fortællingens altopslugende midtpunkt, Marion Cotillard, der i rollen som den franske spurv er så rystende god, at hun ikke bare spiller; nej, hun er Edith Piaf. Hun leverer en overmådig kraftpræstation, der bør honoreres.