[b]Shake ‘n’ bake not stirred[/b]

Mike Myers, Steve Carell og Rowan Atkinson er ikke længere de enlige haner i hønsegården, når det gælder inkompetente agenter. Melissa McCarthy træder nu ind på scenen som Susan Cooper. Endnu en forsigtig analytiker, der ender med at være verdens sidste håb. Og det er egentlig ikke så dum en idé, for selv om man ikke når niveauet fra de første film med “Austin Powers”, så er “Johnny English” og “Maxwell Smart” for længst kørt agterud. På en grim trehjulet scooter.

Melissa McCarthys komiske kvalitet, at hun ikke er bange for at lande i akavede situationer, får et fint drej i Paul Feigs nye agentkomedie. Der er skruet ned for bøvseriet og skævheden og op for den tillidsvækkende, men forsigtige kollega, der bager kage og hygger om kontoret. I modsætning til agent-svigerinden fra “Bridesmaids”, som jeg først troede havde fået sin egen spin-off, kropstackler Susan Cooper sig ikke ind i enhver situation. Til gengæld er hun hjernen bag den stupide agent i Jude Laws skikkelse. Hun sidder i hans øre og fortæller ham hvad vej, han skal gå, når han er ude på mission.

Han er en arketypisk engelsk muffin, som af en eller anden grund snakker med bred amerikansk accent. Jude får nok aldrig lov til at blive Bond, til gengæld kan han få lov til at gøre unævnelige ting ved sin analytiker. Hvis bare han kiggede i hendes retning. Alle overser Susan. Især chefen Allison Janney med en buksedragter, der kan skære i stål, og sarkasme, som kan nedfryse fredsprocessen i Mellemøsten. Så da fæle mænd slår Jude ihjel og stjæler en atombombe, får Susan chancen for at realisere sig selv.

Selv om præmissen, [i]’lad os give Moneypenny en film!'[/i], er et originalt udgangspunkt, så kan “Spy” jo selvfølgelig ikke holde sig til kaffehentning, kagebagning og dødelige droneangreb – til trods for at kontorspillet med Miranda Hart havde været udmærket underholdning. Nej, Susan skal ud og finde den atombombe dér. Som skal sælges på kasinoet dér. Skeptisk chef siger ja, ned hos en Q og have gadgets og så afsted. Og ja, de onde er russere og tjetjenere og andre afarter af skumle og brune europæere. [i]Who cares?[/i]

Heldigvis fylder “Spy” klicheerne ud med en humor, der langt hen ad vejen holder sig frisk. For Susan Cooper skal i modsætning til de rigtige agenter gå i forklædning. I kostumer, der ikke ligefrem hjælper på hendes selvtillid. Godt, at Melissa McCarthy er sjov. Havde så dumme kostumer siddet på enhver anden, var det faldet til jorden med et brag. Ovenikøbet har hun en god kemi med en absurd Jason Statham, der piller så meget luft ud af sin macho-suit, at han er tilgivet for alt den reklame, han laver for transportbranchen.