Mike Myers, Steve Carell og Rowan Atkinson er ikke længere de enlige haner i hønsegården, når det gælder inkompetente agenter. Melissa McCarthy træder nu ind på scenen som Susan Cooper. Endnu en forsigtig analytiker, der ender med at være verdens sidste håb. Og det er egentlig ikke så dum en idé, for selv om man ikke når niveauet fra de første film med “Austin Powers”, så er “Johnny English” og “Maxwell Smart” for længst kørt agterud. På en grim trehjulet scooter.
[image=86617]
Han er en arketypisk engelsk muffin, som af en eller anden grund snakker med bred amerikansk accent. Jude får nok aldrig lov til at blive Bond, til gengæld kan han få lov til at gøre unævnelige ting ved sin analytiker. Hvis bare han kiggede i hendes retning. Alle overser Susan. Især chefen Allison Janney med en buksedragter, der kan skære i stål, og sarkasme, som kan nedfryse fredsprocessen i Mellemøsten. Så da fæle mænd slår Jude ihjel og stjæler en atombombe, får Susan chancen for at realisere sig selv.
[image=86616]
Heldigvis fylder “Spy” klicheerne ud med en humor, der langt hen ad vejen holder sig frisk. For Susan Cooper skal i modsætning til de rigtige agenter gå i forklædning. I kostumer, der ikke ligefrem hjælper på hendes selvtillid. Godt, at Melissa McCarthy er sjov. Havde så dumme kostumer siddet på enhver anden, var det faldet til jorden med et brag. Ovenikøbet har hun en god kemi med en absurd Jason Statham, der piller så meget luft ud af sin macho-suit, at han er tilgivet for alt den reklame, han laver for transportbranchen.
[image=86618]