Noah Baumbachs lovpriste “The Squid and the Whale” ligner mest af alt en karikaturtegning af et dysfunktionelt amerikansk familieliv anno fattigfirsernes Brooklyn. Og det er vel også filmens umiddelbare pointe. Nogen mønsterfamilie kommer teenagebrødrene Walt (Jesse Eisenberg) og Frank (Owen Kline) i hvert fald ikke fra.

Ved første øjekast fremstår familien med forældrene, den kasserede forfatter Bernard (Jeff Daniels) og den spirende ditto Joan (Laura Linney), imidlertid som en intellektuel og velbegavet enhed. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at sandheden er væsentligt anderledes. Mens sønnerne kæmper med deres første møder med kærligheden, den blomstrende erotik og mere generelt den problematiske pubertet, slås forældrene indbyrdes som hun og kat, primært for at pleje deres egoer og de liv, der bliver mere og mere sideløbende. Konsekvensen er uundgåelig, da en skilsmisse ikke er til at komme udenom.

Trods sin forholdsvis korte varighed gør “The Squid and the Whale” et eftertrykkeligt indtryk og har uendeligt meget på hjerte men formår overraskende nok også at komme godt og grundigt rundt i alle hjørner. Vel og mærke med et par løftede pegefingre mod forældrenes karakterer. Familietragedien er kvælende og frustrerende for alle familiemedlemmerne men nok mest for børnene. Det kommer i stigende grad til udfald af forskellig art, når de på hver deres måde raser ud over situationens tilstand. Mens familien Bechmans medlemmer hver især kæmper for en mental overlevelse og opnåelse af kærlighed af den ene eller anden art, dukker afsløringer om forældrenes løgn, bedrag og affærer op som perler på en snor, mens sønnerne på lignende vis afsløres med unoder i skoleregi.

Selv om “The Squid and the Whale” er fortalt med en ironisk distance, er der bestemt ikke noget at grine af. Kulturen holdes stadig i hævd som sidste sikre kommunikative bastion, når børn og forældre (primært far) diskuterer Kafka og andre verdenslitterater, men samtidig bliver afskyen og kynismen mellem forældre og børn stadig større. Både Frank og Walt har funktion som kastebolde mellem deres ophav men er samtidig genstande for hvem, der har patent på hvilket barn. Som tilskuer holdes man fastlåst i en splittelse af medfølelse, sympati, afsky og had. På én gang. Men det gør man også kun fordi, filmen i sig selv er en detaljerigdom på, hvordan familielivet reagerer, når det altså ikke fungerer.

Skuespillet er dog først og fremmest filmens allerstørste gave. Noah Baumbach har skabt fine personkarakteristikker og får det bedste frem i en Jeff Daniels, der i rollen som Bernards tennisspillende og forfatterdiskuterende korpus er et loyalt vrængbillede af en karakter fra den amerikanske forfatter John Irvings fascinerende og ofte også følelsesforvitrede universer. I konfliktens anden yderlighed finder vi Bernards nu forhenværende hustru, der leveres med tankevækkende akkuratesse af Laura Linney. Enhver, der har været vidner til en families endeligt, ved dog, at børnene befinder sig i dramaets epicentrum. Det gælder uden tvivl også Walt og Frank, der ligesom faderens unge forfatterelev, Lili (Anna Paquin), søger ud i en galskab, der er både rimelig og forståelig og samtidig prøver at forholde sig til de forældre, de engang så op til.

Dette er i og for sig, hvad filmen handler om plus en masse mere. For under de mange lag, som pryder “The Squid and the Whale”, finder vi ligeledes nærliggende emner som fattigdom, arbejdsløshed, jalousi og forældreløshed. Noah Baumbachs familiekarakteristik er rig på detaljen, rig på det gode skuespil men i særdeleshed rig på den blændende historie. “The Squid and the Whale” giver bestemt mindelser om “Kramer mod Kramer”. For er der overhovedet nogen redning for en familie i opløsning? Svaret må være ja – spørgsmålet er mere hvordan.

Video”The Squid and the Whale” er leveret i et 1.85:1 anamorphic widescreen format. Selve billedsiden tager sig ganske grumset og uren ud, hvilket skyldes at hele filmen angiveligt er skudt på 16 millimeter. Rygter vil endda vide, at dette er et stilistisk valg fra Noah Baumbachs side, da han ønskede at ramme filmstilen, som den tog sig ud i midten af firserne. Det bemærkes endvidere i filmens skarphed og kontrast, der ofte er af svingende kvalitet. Alligevel forstyrrer det ikke synderligt, alt den stund filmens overordnede omdrejningspunkt udelukkende er nostalgien og den gode historie. Og der har “The Squid and the Whale” i hvert fald fat i den lange ende.

AudioHeller ikke på lydsiden har Baumbach tilsyneladende overgjort filmens udtryk. Således leveres lydsporet i henholdsvis 5.1 Dolby Digital og 5.1 DTS. Men trods disse muligheder kommer lyden overvejende fra fronthøjtalerne, mens baghøjtalerne blot supplerer med en svag susen. Nu er det ikke en film, der fordrer det store surroundsystem men lever derimod højt på dialogen samt tonerne fra sønnens guitarspil og Pink Floyds storhittende “Hey You” fra sidst i halvfjerdserne. Alligevel kunne en bedre udnyttelse af lyden trods alt have været at foretrække.

EkstramaterialeEkstramaterialet er ikke prangende men trods alt af en rimelig kvalitet. Der er, nærmest pr. tradition, blevet plads til den uundværlige trailer for filmen samt det ligeså uundværlige kommentarspor fra instruktørens side. Der er desuden, lidt misforstået, trailers for børnefilmene “Arthur og Minimoyserne” og “Alex Rider: Stormbreaker”. “The Squid and the Whale” er nemlig på ingen måde nogen børnefilm. Ud over dette er der en timelang, ganske spændende, samtale mellem Noah Baumbach og forfatteren Phillip Lopate og en featurette, der går bag om scenerne i filmen.