Filmz
Squid and the Whale, The

The Squid and the Whale

Medvirkende:

Jeff Daniels, Laura Linney, Jesse Eisenberg, Owen Kline, William Baldwin, Anna Paquin

Instruktør:

Noah Baumbach

Filmlængde:

81 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Drama, Drama

Squid and the Whale, The

En klassiker er en bog, som alle har hørt om, men ingen har læst. Sådan bliver det i hvert fald spøgefuldt udlagt. Det gælder dog ikke for college-underviseren Bernard Berkman (Jeff Daniels), der har læst de fleste og har en kategoriseret mening om dem alle. Han er den intellektuelle New York families overhoved. Desuden er han forfatter med begrænset succes og et ego på størrelse med Manhattan (han refererer til Kafka som en af sine forgængere).

[image=13536]

Da hans kone Joans (Laura Linney) spirende forfatterkarriere imidlertid begynder at få vind i sejlene, bliver det for meget for deres allerede hårdt prøvede ægteskab, og de må fortælle deres to sønner, den 16-årige Walt (Jesse Eisenberg) og 12-årige Frank (Owen Kline), at de skal skilles.

De deler forældremyndigheden, og Bernard flytter til et lettere forfaldent hus i et billigere kvarter. Skilsmissen udvikler sig dog mindre yndigt, da børnene erfarer, at Joan har haft adskillige affærer bag Bernards ryg. Begge forældre har særdeles skarpe tunger, som de angriber hinanden med, og da Joan inden længe har en ny affære med den ikke alt for spidse tennistræner Ivan (William Baldwin), bliver ungerne presset til at vælge side. Moderens udsvævende seksualliv får Walt til at afskrive hende som en luder, mens Frank begynder at efterlade små “elskovs-klatter” på bibliotekets bøger. Walt kaster i stedet al sin beundring på Bernard, hvis færdigpakkede meninger om litteratur han tager til sig og videregiver som sine egne (uden rent faktisk at besvære sig med at læse bøgerne).

[image=13537]

I den tidlige barndom fremstår ens forældre ofte perfekte, indtil man bliver konfronteret med deres mangler, som hurtig føles monstrøse. Med tiden kan man lære at sætte pris på deres positive sider og tilgive de knap så heldige. “The Squid and the Whale” er et satirisk komedie-drama der omhandler denne proces, samt konsekvenserne af et forlist ægteskab, der bliver til en grim skilsmisse. Filmen er instrueret af Noah Baumbach, der også har skrevet manuskriptet. Baumbachs egne forældre var Brooklyn-bosatte intellektuelle, der blev skilt i 80’erne – samme periode som filmen udspiller sig i. Selvom den ikke er direkte baseret på hans liv, så trækker den utvivlsomt på Baumbachs egne erfaringer. Det er måske også en medvirkende årsag til, hvorfor filmen er så overbevisende og hudløst ærlig, men heldigvis også forsynet med læssevis af sjove øjeblikke og rammende satire.

“The Squid and the Whale” er indspillet på sølle 23 dage på et relativt beskedent budget. Det er dog svært at begribe i betragtning af, hvor afsindigt velspillet og velfortalt den er. Jeff Daniels og Laura Linney blev begge nomineret til Golden Globes for deres temmelig uglamourøse roller, men også Jesse Eisenberg er imponerende, som den halvvoksne søn der formodentlig fungerer som en slags stand-in for Baumbach selv. Filmen skåner ingen og udviser ikke megen tilbageholdenhed, og det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke kan lade være med at holde af selv dens mest usympatiske karakterer.

[image=13538]

Kort om filmen

Bernard Berkman er manden i huset og overhoved for en excentrisk New Yorker-familie. Han har en fortid som en, efter eget udsagn, meget talentfuld forfatter, men er endt med et undervisningsjob. Da hans kone Joan opdager sit hidtil skjulte talent for at skrive, splittes familien på grund af deres indbyrdes jalousi. Derved tvinges de to teenagesønner til at genopfinde deres forhold til de skilte forældre. Omstændighederne vil imidlertid, at Joan indleder et forhold til sin yngste søns tennistræner, og Bernard får en affære med den pige, hans ældste søn er vild med.

Ads by MGDK