[b]Tilbage til fremtiden[/b]

Hvis Paramounts ellevte “Star Trek”-spillefilm havde floppet, havde Star Trek som franchise formentlig været definitivt død. Den foregående film, den miserable “Star Trek: Nemesis”, var en fiasko. Den sidste tv-serie, “Star Trek: Enterprise”, døde en stille død i 2005 efter adskillige års dalende seertal. Respiratoren var slukket, den sidste olie var ude af skabet, og alt, der manglede, var det sidste søm i kisten – en tredje fuser i træk ville være nok. Star Trek trængte til en saltvandsindsprøjtning, elektrochok og et kæmpe los i røven… allerhelst på én gang. Gudskelov var multitalentet J.J. Abrams rede til at plante kanylen og støvlen i den haltende franchises astronomiske bagdel.

Det, Abrams og Co. har skabt, er et mindre mirakel: Et såkaldt [i]reboot[/i], som ikke blot ærer sine oldgamle rødder, men også formår at plante sine helt egne i jord, der ikke havde virket frugtbar i årevis. Fans kan more sig over de utallige (ofte obskure) referencer til forgangne tv-episoder og spillefilm. Men samtidigt er “Star Trek” lettilgængelig for de uindviede. Filmen fungerer blændende som en introduktion til universet og dets figurer, og man behøver altså hverken vide, hvad en photon-torpedo eller en klingon er for at sætte pris på det, der først og fremmest er en universel fortælling om venskab og det at blive voksen.

“Star Trek” lægger ud med et brag. Vi befinder os i det 23. århundrede, og Føderation-rumskibet U.S.S. Kelvin bliver pludseligt angrebet af et mastodontisk rumskib af ukendt oprindelse. Inden for blot få minutter ændrer scenen karakter fra at være et nådesløst sansebombardement til en emotionel mavepuster, da man begynder at krydsklippe mellem kaptajn James T. Kirks fødsel og faderens heroiske skæbne ombord på Kelvin – alt sammen understøttet af Michael Giacchinos himmelske, følelsesladede musik. Resten af filmen er ikke nær så gribende, men det er imponerende, hvor godt de efterfølgende 110 minutter også balancerer mellem det følelsesmæssigt engagerende og det rent underholdende. Tag dén, Michael Bay!

Mere utroligt end plottets tidsrejser og gigantiske rumskibe er dét faktum, at drejebogen blev griflet af Roberto Orci og Alex Kurtzman, som også forfattede de frygtelige “Transformers”-film. Det er nu ikke, fordi manuskriptet er direkte fejlfrit. Her er mange klicheer (synet af den unge, blondhårede farmer Jim Kirk, som stirrer dagdrømmende på stjernerne, giver for alvor deja-vu), man er nødt til at læse en håndfuld tegneserier for at få fuld forståelse for skurkenes motivation, og lidt kringlet sniksnak halvvejs igennem får filmens ellers afsindige tempo til at dale lidt. Men der er langt flere plusser end minusser – deriblandt tonsvis af solide twists, formidabelt karakterdrama og glimrende seriøse såvel som komiske replikker.

De storstilede actionsekvenser er spækkede med eksplosioner og glohede gnister, men der slås endnu flere gnister mellem skuespillerne. Chris Pine er superb som den ungdommelige Kirk. Pine gengiver William Shatners karakteristiske charme, men han skænker også Kirk både en selvtillid og en sårbarhed, der gør ham til en troværdig leder og en sympatisk helt. Zachary Quinto er fremragende som den spidsørede Spock – et rumvæsen med en menneskelig moder, hvorfor han er forhadt på hjemplaneten Vulcan, hvor følelser er tabu. Quinto holder følelserne i skak, men med en ekstremt nuanceret præstation lader skuespilleren os immervæk ane konflikten mellem Spocks menneskelige og vulcanske natur, som får hans grønne blod til at syde.

I Star Treks 43-årige historie har der aldrig været et mere fascinerende forhold end det mellem den fandenivoldske Kirk og den stoiske, logiske Spock, og det er allerhelvedes spændende at se deres komplekse venskab blomstre. Eric Bana er ugenkendelig og ufejlbarlig som filmens hævngerrige skurk, Nero. Simon Pegg og Karl Urban (begge såkaldte [i]trekkies[/i]) fremtvinger filmens største latterbrøl som henholdsvis Enterprises maskinmester Montgomery [i]”Beam me up, Scotty!”[/i] Scott og cheflægen Leonard McCoy. Den oprindelige Spock, Leonard Nimoy, genoptager skuespillerkarrieren med manér via en mindre, men vigtig birolle. Faktisk er præstationerne generelt af samme tårnhøje kaliber som de multidimensionale karakterer. Men filmens succes bør først og fremmest tilskrives Abrams. Udstyret med både stor respekt for kildematerialet og en foragt for den konservative tankegang, der havde kørt franchisen i sænk, har den populære filmmager skabt en æstetisk overdådig hyldest til menneskets fantasi og et perfekt fundament for en ny stribe fortsættelser.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. “Star Trek” ser omtrent så godt ud, som en film kan på dvd. Billedet er knivskarpt, og kontrasten er perfekt. Selv ikke i verdensrummets dunkleste plamager går detaljer tabt. Farvegengivelsen er også eksemplarisk, grynniveauet er helt tilpas, og hverken edge-enhancement, utilsigtet støj (de mange lysskær er naturligvis tilsigtede) eller komprimeringsfejl forekommer.

[b]Audio[/b]

Filmens talentfulde lyddesignere (deriblandt legenden Ben Burtt) har skabt utallige fantastiske, fantasifulde lydeffekter, der gør filmens univers mere dragende og levende, og de kommer alle klart og tydeligt igennem ligesom musikken og samtlige replikker. Her er utallige fremragende panoreringer, subwooferen kommer på overarbejde på de helt rigtige tidspunkter, og hverken støj eller overstyring figurerer nogensinde. Et sublimt mix.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over filmen indeholder dvd’en to trailere, seks minutters fraklip, én dokumentar om filmens tilblivelse (19 min.) og et kommentarspor med instruktør J.J. Abrams, manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman samt producerne Bryan Burk og Damon Lindelof. D’herrer er enormt underholdende fortællere, og de diskuterer alt fra Steven Spielbergs besøg under optagelserne til deres kontroversielle idé om at gøre “Star Trek” mere “Star Wars”-agtig i tempo og udseende. Og hvem havde gættet, at Enterprises rumfærgelandingsplads blev skudt på en Budweiser-fabrik?