[image=3163]
Før den fuldstændig formålsløse og kedsommelige tv-serie “Star Trek: Voyager” gjorde Borg’erne til en latterlig, svag og let-overkommelig fjende, var Borg’erne blandt de mest elskede skurke indenfor sci-fi genren, og her i “Star Trek: First Contact” er de virkelig i deres es. Borg’erne hviler altid i bevidstheden, uanset om de er på skærmen eller ej. “The better the villain the better the movie,” som Alfred Hitchcock engang sagde, og “Star Trek: First Contact” er et glimrende eksempel på hvor korrekt den udtalelse var. Alice Krige er utrolig som den sensuelle og mysteriøse Borg-dronning og James Cromwell er god i rollen som Zefram Cochrane, opfinderen af Warp-teknologien, som forberedte sig på at fare ud i rummet for første gang for menneskehedens skyld, da Borg’erne pludselig satte en stopper for hans planer. Alfre Woodard spiller Lily, en kvinde som følger Picard rundt ombord på Enterprise mens Borg’erne løber rundt, og som er med til at sætte tingene i perspektiv for Picard, hvis tørst efter hævn synes at blive større og større, og som truer med at resultere i hele besætningens død.
[image=3162]
Men “Star Trek: First Contact” er ikke blot lutter action. Star Trek har altid haft mennesket og menneskelige problemstillinger i fokus, og der bliver også tid til at diskutere og debattere mange vigtige emner i filmen, såsom individualitet og meningsløsheden bag hævn. Desuden er manuskriptet særdeles velskrevet, med masser af citer-værdig dialog og endda et par klassiske one-liners (“Resistance is futile”, “Assimilate this!”). Scenen hvor Lily og Picard diskuterer Picards trang til hævn er blandt de mest intense i hele fænomenets historie. Der bliver dog også tid til et par særdeles humoristiske og subtile momenter.
“Star Trek: First Contact” har altså alle de rette ingredienser til at være en fremragende action-film, og samtidig er det en af de sjældne af slagsen, som faktisk også har et underliggende budskab. Der er dog selvfølgelig ingen vej uden om, at “Star Trek: First Contact” stadig primært er en film som er skabt for undeholdningens skyld, og når filmen er så underholdende som den er, hvem kan så tillade sig at klage? Hvis du aldrig rigtig har brudt dig om Star Trek, så er dette filmen der vil ændre dit standpunkt. Al modstand er forgæves!
[image=3161]
Billedsiden på denne DVD er simpelthen perfekt. Kontrasten er perfekt, der er ingen artifacts, ingen edge-enhancement (se blot hvor flot de hvide bogstaver står mod den sorte baggrund i starten af filmen) og præcise og krystalklare farver. Billedsiden er dog måske en tand [i]for[/i] perfekt… Af og til er billedet så skarpt, at en lille smule støv eller støj på negativet bliver fremhævet, men dette bliver aldrig distraherende. Dette er ganske simpelt et af de flotteste billed-transfers på markedet.
[image=3160]