Folk taler ofte om hvorledes adskillige af Star Trek filmene blot føles som “forlængede afsnit af tv-serien”. Sådan har jeg aldrig haft det, med én undtagelse: “Star Trek: Insurrection”.

Mere end nogen som helst anden af de 10 Star Trek film, føles “Star Trek: Insurrection” blot som et 2-timer langt afsnit, som desuden kvalitetsmæssigt ligger langt under gennemsnittet. Filmen var ellers bygget på en interessant grund-idé. Manuskriptforfatter Michael Piller, en af de mest visionære og elskede manuskriptforfattere indenfor Star Trek fænomenet, havde skrevet et manuskript, som (sikkert som resultat af hans fortid som producer på “Star Trek: Deep Space Nine”) skubbede TNG-besætningen afsted i en retning, som de aldrig før havde haft. Ideen var interessant: Picard og resten af Enterprises besætning trodser Føderationens ordrer, og forbereder sig på en hård væbnet konflikt mod deres øjensynligt ondsindede overhoveder og deres medsammensvorne, So’na´erne. Men filmen skulle vise sig at være intet andet end en ligegyldig lille science-fiction seance, som tilbød hverken genren eller Star Trek noget som helst nyt.

Fans af tv-serien vil garanteret kede sig gevaldigt, da filmen synes at være stykket sammen af en masse små ideer stjålet fra adskillige af tv-seriens afsnit. Filmen er forudsigelig, og det moralske dilemma (kan det moralsk retfærdiggøres at tvangsflytte 600 mennesker for derved at redde millioner andre?), som Enterprises besætning bliver stillet overfor i filmen, bliver løst alt for let, hvilket resulterer i en ufyldestgørende og utilstrækkelig slutning. Desuden er “Star Trek: Insurrection” fyldt til randen med plat humor, som aldrig resulterer i et eneste grin eller smil. Scenen hvori Picard og Worf får Data til at synge, fik mig til at ryste på hovedet til jeg fik krampe.

Der er dog alligevel et par positive ting at sige om filmen. Jerry Goldsmiths musik er – ligesom alle hans andre Star Trek soundtracks – helt eminent, og desuden leverer F. Murray Abraham en formidabel præstation som den grådige So’na leder Ahdar Ru’afo, på trods af at han ikke har særlig meget at gøre godt med. Flere af filmens action-sekvenser er også ganske vellykkede, inklusiv et slag mellem Enterprise og et par So’na rumskibe. Men alt dette er altså ikke nok til at redde “Star Trek: Insurrection” fra at være en tom og intetsigende affære, måske den værste Star Trek film til dato, i tæt konkurrence med “Star Trek: Nemesis”.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen.
Ligesom det guddommelige billed-transfer på “Star Trek: First Contact” DVD’en, er billedsiden på denne DVD blandt de mest imponerende på markedet. Alt ved denne billed-side er ganske enkelt perfekt. Billedet er utrolig skarpt, men lider ikke af edge-enhancement, kontrasten er perfekt, der er ingen digital støj eller artifacts og desuden sprudler farverne i filmen med energi. Se blot på Enterprises rejse igennem ‘The Briar Patch’, hvor sceneriets stærke røde farver bliver gengivet præcist, varmt og smukt på skærmen.

AudioDen eminente billedside kombineret med DVD’ens imponerende Dolby Digital 5.1 lydspor gør denne DVD til en herlig hjemmebiograf oplevelse. Et glimrende og effektivt lydspor, der er sprængfyldt med dynamiske lydeffekter. Selv filmens subtile momenter bliver behandlet særdeles godt, og al dialog er tydelig og musikken føles fyldig og bred, uden den bliver for opblæst og overrumplende.

EkstramaterialeTo trailere og en lille kedelig behind-the-scenes dokumentar som blot varer 5 minutter. Skuffende, eftersom en alternativ slutning oprindeligt blev optaget som, forlyder det, skulle være den nuværende slutning langt overlegen.